En varm følelse
Forfatteren bor i Guatemala i Guatemala.
»Jeg vil favne dig i min kærligheds arme« (L&P 6:20).
Det var en smuk, klar morgen i San José Pinula, en lille by nær Guatemala City. »Jeg kan ikke vente!« sagde Joshua til sin lillesøster. I dag skulle han døbes.
Da familien var nået hen til kirken, klædte Joshua og papá om til hvidt tøj. Til at begynde med var Joshua lidt nervøs. Men papá holdt ham i hånden, da de gik ned ad trapperne i dåbsbassinet, og han følte sig ikke alt for nervøs. Da Joshua steg op af vandet, smilede han bredt.
Joshua og papá skiftede til tørt tøj. Så lagde papá og Joshuas onkler og bedstefar deres hænder på Joshuas hoved. De bekræftede ham som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Joshua hørte papá sige: »Modtag Helligånden.«
»Jeg er så glad!« sagde han, da han gav papá et kæmpe kram.
»Husk de løfter, du har aflagt i dag,« sagde papá. »Så vil Helligånden altid være med dig. Du vil aldrig være helt alene.«
Nogle få måneder efter vågnede Joshua en morgen grædende. Han havde så ondt i maven! »Mamá!« råbte Joshua fra sin seng. »Jeg har virkelig ondt i maven!«
Det blev bare værre. Han kunne ikke engang gå. Papá gav Joshua en præstedømmevelsignelse, og derefter tog han og Mamá ham med hen til lægen.
Lægen sagde, at Joshua skulle opereres med det samme. Det lød skræmmende.
»Vi tager dig ind i et særligt operationsrum,« sagde lægen. »Du kommer ikke til at mærke noget, for du vil blive lagt til at sove. Og dine forældre vil vente på dig lige udenfor.«
Nu blev Joshua endnu mere bange. Hvorfor kunne hans forældre ikke være med inde hos ham? Han kunne ikke holde op med at græde.
Mamá trøstede. »Hvad kan vi gøre for at du får det bedre?« sagde hun.
»Jeg ved, hvad vi kan gøre,« svarede han. »Syng ›Jeg er Guds kære barn‹ med mig. Og så kan vi bede endnu en bøn.«
Da de sang meget stille, kom Joshuas til at tænke på, at de sang den sang, da han blev døbt. Og da de bad, kom han til at tænke på, hvad papá havde sagt på hans dåbsdag: »Helligånden kan altid være dig. Du vil aldrig være helt alene.«
Joshua følte sig stadig bange, da sygeplejerskerne tog ham med ind på operationsstuen. Han kunne ikke se ansigterne på lægerne og sygeplejerskerne, for de havde masker på. Men da han så ind i deres øjne, vidste han, at de var hans venner og ville tage sig godt af ham.
Efter operationen sagde lægerne, at Joshua skulle hvile. Han var træt og øm, men smerten i maven var lettet. Han havde ikke lyst til at græde mere. Han vidste, at han ville få det godt igen.
»Jeg følte noget i mit hjerte,« sagde Joshua til mamá og papá. »Det var en varm følelse.«
»Det er en af de måder, vi føler Helligånden på,« sagde mamá.
Joshua nikkede. Han var glad for, at han havde fået Helligåndsgaven. På grund af Helligånden ville han aldrig være helt alene.
Illustration: Glenn Harmon