Ære til Gud

Glædelig jul, mine kære brødre og søstre. Jeg vil udtrykke min påskønnelse over for Det Første Præsidentskab, der har givet mig denne særlige mulighed for at fortælle, hvad jeg føler for den hellige julemåned og vor Herre og Frelser, Jesu Kristi, fødsel.

Jeg bliver aldrig træt af julens budskaber, der begyndte med Jesusbarnets fødsel i Betlehem i Judæa.

Mere end 700 år forinden talte Esajas om denne begivenhed: »Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.«¹

Kong Benjamin profeterede: »Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, skaberen af alt fra begyndelsen; og hans mor skal hedde Maria.«²

Profeten Nefi hørte en stemme, der sagde: »I morgen kommer jeg til verden.«³

Den næste dag blev Kristusbarnet født langt borte. Det er intet under, at hans mor, Maria, med undren kiggede på sin nyfødte søn, Faderens enbårne Søn i kødet.

Lukas fortæller os, at der i Judæa omkring Betlehem var hyrder, der lå ude på marken.⁴ Disse var ikke almindelige hyrder, men »retfærdige og hellige mænd«, der skulle vidne om Kristusbarnet.⁵

»Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.

Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:

I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. …

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

›Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!‹«⁶

Forestil jer synet i Judæa – stråleglansen fra en storslået stjerne fyldte himlen, og himmelsk sang markerede denne enestående begivenhed. Hyrderne »skyndte sig derhen«⁷ for at se barnet ligge i en krybbe. Og efterfølgende »fortalte de«,⁸ hvad de havde set.

Ved juletid kan vi hvert år føje vores vidnesbyrd til hyrdernes og vidne om, at Jesus Kristus, den bogstavelige Søn af den levende Gud, kom til den del af verden, som vi kalder det hellige land.

Hyrderne nærmede sig ærbødigt stalden for at tilbede kongernes Konge. Hvordan tilbeder vi ham denne jul? Uophørlige indkøb? Stressen rundt for at dekorere vores hjem? Vil det være en hyldest til vor Frelser? Eller vil vi give fred til bekymrede hjerter, gøre godt for dem, der har brug for et højere formål og ære Gud med vores villighed til at udføre hans befaling? Jesus formulerede det enkelt: »Kom og følg mig.«⁹

Jesu Kristi evangelium, der blev gengivet ved profeten Joseph Smith, giver genlyd hos troende verden over. Jeg har selv bevidnet iveren hos de, der har modtaget hans hellige ord, fra øerne i havet til det enorme Rusland.

Nogle af vore forfædre var blandt de tidlige hellige, der tog til Zion. En kvinde, Hannah Last Cornaby, bosatte sig i Spanish Fork i Utah. På denne svære tid var julen nogle gange markeret med en værdsat appelsin eller et udskåret stykke legetøj eller måske bare en kludedukke, men ikke altid. Hannah skriver om den 25. december 1856:

»Juleaften oprandt, og mine små pus hang med barnetro deres strømper op, idet de tænkte på, om [de] ville [blive fyldt]. Med et sørgmodigt hjerte, som jeg skjulte for dem, forsikrede jeg dem om, at de ikke ville blive glemt. De faldt i søvn med glædelig forventning til morgendagen.

Idet jeg ikke havde nogen form for sødestof, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. De måtte dog ikke blive skuffede. Jeg kom da i tanke om nogle squash, jeg havde i huset, som jeg kogte og derpå hældte væden fra. Da væden havde simret nogle timer, blev den til en sød sirup. Med den og lidt krydderi lavede jeg en peberkagedej, som, efter den blev skåret ud i alle tænkelige variationer og designs og bagt i en stegepande (jeg havde ingen ovn), blev puttet i deres strømper og glædede dem lige så meget som de mest imponerende lækkerier.«¹⁰

Imellem linjerne i denne historie findes en beretning om en mor, der arbejdede hele natten uden endog en ovn til hjælp i hendes anstrengelser. Hun var dog besluttet på at glæde sin børn, at styrke deres tro, at bekræfte, at »alt er vel, alt er vel« i deres hjem.¹¹ Er det ikke julens budskab?

Præsident Monson har sagt: »Vore muligheder for at give af os selv er i sandhed ubegrænsede, men de er også flygtige. Der er hjerter, man kan glæde. Der er venlige ord, som skal siges. Der er gaver, som skal gives.«¹²

Hver gang vi handler i overensstemmelse med Herren, når vi udfører hans befaling, løfter dem omkring os, vidner vi om, at han lever, og at han elsker os, uanset vore jordiske udfordringer.

En anden storslået sjæl fra Kirkens historie er den skotske omvendte, John Menzies Macfarlane. Sammen med sin mor, der var enke, og sin bror tilsluttede han sig Kirken, og de tre rejse til Salt Lake i 1852. Han var 18 år gammel. I løbet af årene arbejdede han som synsmand, byggemand, endog dommer, men det var hans musik, der udmærkede ham.

Han organiserede sit første kor i Cedar City og rejste med sit ensemble rundt i det sydlige Utah. Efter en koncert i St. George opfordrede ældste Erastus Snow, der var apostel og leder af kolonien, ham til at flytte til det sydlige Utah og tage sin familie og musik med sig.

Tingene havde været meget svære i 1869, og ældste Snow bad bror Macfarlane om at organisere et juleprogram, der ville opløfte folk. Bror Macfarlane ville have et nyt og bevægende stykke musik til den begivenhed. Lige meget hvor meget han prøvede at komponere, så kom der ingenting. Han bad om inspiration og bad igen. Så en aften vækkede han sin hustru og udbrød: »Jeg har teksten til en sang, og jeg tror også, at jeg har musikken!« Han skyndte sig ned til det lille orgel, der stod i deres stue, og spillede melodien. Han skrev den ned, mens hans hustru lyste for ham med en flakkende lampe lavet af et stykke flanel, der lå i en skål med fedt. Ordene og musikken kom flyvende:

Bror Macfarlane havde aldrig været i Betlehem, så han vidste ikke, hvordan det havde været, men hans musiks inspirerede budskab strømmede fra hans sjæl som et vidne om Frelserens fødsel i Betlehem i Judæa, den begyndelse, der for evigt ville ændre verden.¹⁴

Jeg bærer jer mit vidnesbyrd om, at vor evige Fader lever. Hans plan for lykke velsigner inderligt hver af hans børn i alle generationer. Jeg ved, at hans elskede Søn, Jesus Kristus, barnet, der blev født i Betlehem, er verdens Frelser og Forløser, og at vores kære præsident Thomas S. Monson er hans profet på jorden i dag. Jeg kan mærke sandheden i disse lovprisende ord: »Ære til Gud i det høje, fred på jord, Guds velbehag kom til mennesker i dag.«¹⁵

I Jesu Kristi navn. Amen.