Billede

DNA-streng

Mormons Bog og DNA-studier

Overblik

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bekræfter, at Mormons Bog er en bog med hellig skrift ligesom Bibelen. Den indeholder en optegnelse af Guds virke med tre grupper af mennesker, som rejste fra Mellemøsten eller det vestlige Asien til Amerika, mange hundrede år før europæerne ankom.¹

Selv om det primære formål med Mormons Bog er mere åndeligt end historisk, har nogle mennesker tænkt over, om de migrationer, bogen beskriver, hænger sammen med videnskabelige studier af det fordums Amerika. Drøftelsen har centreret sig om befolkningsgenetik og udviklingen indenfor DNA-forskning. Nogle har hævdet, at migrationerne nævnt i Mormons Bog ikke fandt sted, fordi størstedelen af den DNA, der er identificeret til dato i nutidige indianere minder mest om populationer i det østlige Asien.²

Grundlæggende principper for populationsgenetik angiver et behov for en mere forsigtig tilgang til data. Genetikeres konklusioner, ligesom i enhver anden form for videnskab, er foreløbige, og der mangler stadig meget arbejde, før man fuldt ud forstår oprindelsen af de indfødte befolkninger i Nord- og Sydamerika. Man ved intet om DNA hos menneskene i Mormons Bog, og selv om deres genetiske profil var kendt, er der gedigne videnskabelige årsager til, at den kunne forblive uopdaget. Af de samme grunde er argumenter, som nogle forsvarere af Mormons Bog kommer med baseret på DNA-studier, også spekulative. Kort sagt kan DNA-studier ikke bruges til definitivt at bekræfte eller afvise, om Mormons Bog er historisk korrekt.

Forfædrene til de amerikanske indianere

Beviserne indsamlet frem til i dag tyder på, at størstedelen af indianere overvejende bærer asiatisk DNA.³ Forskere har en teori om, at i en periode, der går forud for beretningerne i Mormons Bog, migrerede en lille gruppe folk fra det nordøstlige Asien til Amerika via en landbro, der forbandt Sibirien med Alaska.⁴ Disse mennesker, siger videnskabsfolkene, bredte sig hastigt og opfyldte Nord- og Sydamerika og blev sandsynligvis de primære forfædre til de nuværende amerikanske indianere.⁵

Mormons Bog har meget få direkte oplysninger om kulturel kontakt mellem de folk, den beskriver, og andre, der kan have levet i nærheden. Derfor formodede de fleste af de første sidste dages hellige, at folk fra Mellemøsten eller det vestlige Asien som Jered, Lehi, Mulek og deres ledsagere var de første eller de største eller måske tilmed de eneste grupper, der slog sig ned i Amerika. Kritikere bygger videre på den formodning og insisterer på, at Mormons Bog ikke har plads til tilstedeværelsen af andre store befolkningsgrupper i Amerika, og at mellemøstlig DNA burde være let at identificere blandt nutidige grupper af indfødte.

Mormons Bog selv hævder imidlertid ikke, at de folk, den beskriver, var enten de dominerende eller eneste indbyggere i de lande, de besad. Faktisk antyder kulturelle og demografiske spor i dens tekst tilstedeværelsen af andre grupper.⁶ Ved generalkonferencen i april 1929 sagde præsident Anthony W. Ivins fra Det Første Præsidentskab advarende: »Vi må være forsigtige med de konklusioner, vi drager. Mormons Bog … fortæller os ikke, at der ingen var her før dem [de folk, den beskriver]. Den fortæller os ikke, at der ingen folkeslag kom efter dem.«⁷

Joseph Smith synes at have været åben over for tanken om andre migrationer end dem, der er beskrevet i Mormons Bog,⁸ og mange sidste dages hellige ledere og videnskabsfolk har i det sidste hundrede år fundet beretningen i Mormons Bog fuldt ud sammenhængende med tilstedeværelsen af andre etablerede befolkninger.⁹ Opdateringen af indledningen til Mormons Bog fra 2006 afspejler denne forståelse ved at sige, at folk i Mormons Bog var »blandt forfædrene til de amerikanske indianere.«¹⁰

Intet er kendt om omfanget af blandede ægteskaber og blanding af genetik blandt folk i Mormons Bog eller deres efterkommere og andre indbyggere i Amerika, selv om en vis blanding synes beskrevet, selv i perioden som bogens tekst dækker.¹¹ Hvad der synes klart er, at DNA fra folk i Mormons Bog sandsynligvis kun repræsenterede en brøkdel af alt DNA i det fordums Amerika. At finde og tydeligt identificere deres DNA i dag kan være at bede videnskaben om populationsgenetik om mere, end den er i stand til at yde.

Forståelse af genetisk materiale

En kort gennemgang af grundlæggende principper for genetik vil bidrage til at forklare, hvordan videnskabsmænd bruger DNA til at studere gamle befolkninger. Det vil også fremhæve vanskeligheden ved at drage konklusioner om Mormons Bog ud fra studiet af genetik.

DNA – sættet med instruktioner om at bygge og vedligeholde livet – findes i kernen af næsten alle menneskelige celler. Den er organiseret i 46 enheder, der kaldes kromosomer – 23 modtaget fra hver forælder. Disse kromosomer indeholder omkring 3,2 milliarder instruktioner. To tilfældige personer har omkring 99,9% af deres genetiske opbygning tilfælles, men de tusinder af små forskelle er årsag til den utrolige variation mellem mennesker.

Genetisk variation bliver introduceret ved det, som genetikere kalder tilfældig mutation. Mutationer er fejl, der opstår, når DNA bliver kopieret ved dannelsen af kønsceller. Disse mutationer akkumulerer over tid, når de gives videre fra generation til generation og fører til unikke genetiske profiler. Arvemønstret for de første 22 par kromosomer (kaldet autosomer) er karakteriseret ved en stadig blanding: Halvdelen af DNA fra både faderen og moderen, som kombineres til at danne deres børns DNA. Det 23. par af kromosomer afgør barnets køn (XY for en mand, XX for en kvinde). Fordi kun mænd har Y-kromosomet, arver en søn for det meste dette kromosom intakt fra sin far.

Menneskeceller har også DNA i en serie af cellekomponenter, der kaldes mitokondrier. Mitokondriets DNA er relativt lille – det indeholder cirka 17.000 instruktioner – og arves stort set intakt fra moderen. En mors mitokondrie-DNA videregives til alle hendes børn, men kun hendes døtre vil videregive deres mitokondrie-DNA til den næste generation.

Mitokondrie-DNA var den første type DNA, hvis sekvens blev kendt, og var dermed det første, som genetikere brugte til at studere populationer. Efterhånden som teknologien er blevet bedre, har analyser af det autosomale DNA muliggjort, at genetikere kan foretage sofistikerede studier, der involverer kombinationer af multiple genetiske markører.

Populationsgenetikere forsøger at rekonstruere oprindelse, migrationer og forhold mellem populationer ved at bruge nutidige og gamle DNA-prøver. Ved at gennemgå de tilgængelige data har videnskabsfolk identificeret kombinationer af mutationer, der er karakteristiske for populationer i forskellige regioner i verden. Unikke mitokondrie-DNA- og Y-kromosom-profiler kaldes for haplogrupper.¹² Videnskabsmænd betegner disse haplogrupper med bogstaver fra alfabetet.¹³

I øjeblikket er den videnskabelige konsensus, at langt størstedelen af amerikanske indianere tilhører undergrupper af Y-kromosomets haplogrupper C og Q¹⁴ og mitokondrie-DNA-haplogrupperne A, B, C, D og X, som alle overvejende lader til at være kommet til Amerika via migration fra det østlige Asien.¹⁵ Vedvarende studier fortsætter med at give ny indsigt, der både udfordrer og bekræfter tidligere konklusioner.¹⁶ Et studie fra 2014 antyder for eksempel, at så meget som en tredjedel af amerikanske indianeres DNA kan have stammet fra gammel tid i Europa eller Vestasien. Ud fra dette bevis konkluderer forskere, at nogle europæere eller vestasiatere migrerede østpå henover Asien og blandede sig med grupper, der til sidst migrerede til Amerika årtusinder før begivenhederne beskrevet i Mormons Bog.¹⁷

Flere DNA-markører fra Europa, Vestasien og Afrika findes i DNA hos nutidens indfødte befolkninger, men det er vanskeligt at afgøre, om de er resultatet af migrationer, der skete forud for Columbus, som dem der bliver beskrevet i Mormons Bog, eller om de kommer fra genetisk blanding, der fandt sted efter den europæiske erobring.¹⁸ Dette skyldes delvist kendsgerningen, at det »molekylære ur«, som videnskabsmænd bruger til at datere Y-kromosomet og mitokondrie-DNA-markører, ikke altid er tilstrækkeligt præcist til at fastslå tidspunktet for migrationer, der foregik så sent som for nogle få hundrede eller endda nogle få tusinde år siden.¹⁹ Derudover findes der på nuværende tidspunkt intet molekylært ur for komplet genmasse.

Videnskabsmænd afviser ikke muligheden for andre migrationer i mindre målestok til Amerika.²⁰ En genetisk analyse i 2010 af en velbevaret 4.000 år gammel palæoeskimo fra Grønland ledte for eksempel videnskabsfolk til en hypotese om, at en gruppe mennesker ud over dem fra det østlige Asien var migreret til Amerika.²¹ Populationsgenetikeren Marcus Feldman fra Stanford University har som kommentar til denne undersøgelse sagt: »Modeller, der foreslår en enkelt engangsmigration, bliver generelt betragtet som idealiserede systemer … Der kan have været et lille antal migrationer løbende i tusinder af år.«²²

Grundlæggereffekten

En årsag til, at det er vanskeligt at bruge DNA-beviser til at drage afgørende konklusioner om folk i Mormons Bog, er, at intet er kendt om den DNA, som Lehi, Sariah, Ismael og andre bragte med til Amerika. Selv hvis genetikere havde en database med den DNA, der i dag findes blandt alle nutidige amerikanske indianergrupper, ville det være umuligt at vide, præcis hvad man skulle søge efter. Det er muligt, at hver enkelt person i de udvandrende grupper, der bliver beskrevet i Mormons Bog, havde en DNA, som var typisk for Mellemøsten, men det er også muligt, at nogle af dem havde en DNA, der var mere typisk for andre regioner. I dette tilfælde kunne deres efterkommere arve en genetisk profil, der ville være uventet, når man tager deres families oprindelse i betragtning. Dette fænomen kaldes grundlæggereffekten.

Overvej eksemplet med dr. Ugo A. Perego, der er en sidste dages hellig genetiker. Hans genealogi bekræfter, at hans slægt i mange generationer har været italienere, men DNA på hans fædrene genetiske linje er fra en gren af den asiatiske/nordamerikanske haplogruppe C. Det betyder sandsynligvis, at et eller andet sted i hans linje forekom en migrationshændelse fra Asien til Europa, som førte til introduktionen af DNA, der er atypisk for Peregos oprindelse.²³ Hvis Perego og hans familie skulle kolonisere et isoleret landområde, kunne fremtidige genetikere, som undersøgte hans efterkommeres Y-kromosomer, konkludere, at de oprindelige indbyggere i dette landområde kom fra Asien i stedet for fra Italien. Denne hypotetiske historie viser, at konklusioner om en populations genetik må indeholde en klar forståelse af DNA hos populationens grundlæggere. I tilfældet med Mormons Bog er klar information af den art ikke opnåelig.

Befolkningsflaskehals og genetisk drift

Vanskelighederne er ikke klaret med grundlæggereffekten. Selv om det med stor sandsynlighed var kendt, at emigranterne, der bliver beskrevet i Mormons Bog, havde noget, der kunne betragtes som typisk mellemøstlig DNA, er det meget muligt, at deres DNA-markører ikke har overlevet de mellemliggende århundreder. Principper, der er velkendte for videnskabsfolk, herunder en befolkningsflaskehals og genetisk drift, fører ofte til tab af genetiske markører, eller gør disse markører næsten umulige at spore.

Befolkningsflaskehals

En befolkningsflaskehals er tabet af genetisk variation, som foregår, når en naturkatastrofe, epidemiske sygdomme, omfattende krig eller andre katastrofer fører til en væsentlig del af en befolknings død. Disse hændelser kan alvorligt begrænse eller fuldstændig udrydde visse genetiske profiler. I sådanne situationer kan en befolkning genvinde sin genetiske diversitet med tiden gennem mutationer, men meget af den diversitet, der tidligere eksisterede, er uigenkaldeligt mistet.

Foruden den katastrofale krig sidst i Mormons Bog førte den europæiske erobring af Amerika i det 15. og 16. århundrede til netop et sådan kataklystisk begivenhedsforløb. Som følge af krig og udbredelse af sygdomme oplevede mange amerikanske indianergrupper et ødelæggende tab af befolkningen.²⁴ En molekylær antropolog har observeret, at erobringen »pressede hele den indianske befolkning i Nord- og Sydamerika gennem en genetisk flaskehals.« Han konkluderede: »Denne reduktion i befolkningen har for evigt ændret arvemassen hos de overlevende grupper, hvilket komplicerer ethvert forsøg på at rekonstruere den præ-columbianske genetiske struktur hos de fleste grupper i den nye verden.«²⁵

Genetisk drift

Genetisk drift er det gradvise tab af genetiske markører i små befolkninger på grund af tilfældige begivenheder. En enkel illustration benyttes ofte til at undervise i dette begreb:

Fyld en krukke med 20 kugler – 10 røde, 10 blå. Krukken repræsenterer en befolkning, og kuglerne repræsenterer mennesker med forskellige genetiske profiler. Træk en tilfældig kugle ud af denne befolkning, registrer dens farve og læg den tilbage i krukken. Hvert træk repræsenterer et barns fødsel. Træk 20 gange for at simulere en ny generation i denne befolkning. Den anden generation kan have et lige antal af hver farve, men det er mere sandsynligt, at den har et forskelligt antal af de to farver.

Før du trækker den tredje generation, skal du tilpasse det forholdsvise antal af hver farve for at afspejle den nye blanding af genetiske profiler i arvemassen. Når du fortsætter med at trække, vil den nu ulige sammensætning føre til stadig oftere træk af den dominerende farve. Efter flere generationer vil den »drift« mod én farve næsten helt sikkert føre til, at den anden farve forsvinder.

Illustration af genetisk drift med farvede kugler.

Denne øvelse illustrerer arvemønstret for genetisk materiale hen over flere generationer og viser, hvordan drift kan føre til tab af genetiske profiler. Effekten af drift er især udtalt i små, isolerede befolkninger eller i situationer, hvor en lille gruppe, der har en særskilt genetisk profil, blander sig med en langt større befolkning med en anden baggrund.

En undersøgelse i Island, som kombinerede både genetiske og genealogiske data, viser, at flertallet af de nulevende personer i landet i dag har arvet mitokondrie-DNA fra en lille procentdel af befolkningen, som levede dér for blot 300 år siden.²⁶ Mitokondrie-DNA hos flertallet af islændingene, som levede dengang, overlevede ganske enkelt ikke den tilfældige virkning af drift. Det er tænkeligt, at en stor del af DNA fra folk i Mormons Bog af samme årsag ikke overlevede.

Genetisk drift påvirker især mitokondrie-DNA og Y-kromosom-DNA, men det fører også til tab af variation i autosomal DNA. Når en lille befolkning blandes med en stor, bliver kombinationen af autosomale-markører typisk hos den mindre gruppe hurtigt overtaget eller udraderet af dem fra den større. Den mindre gruppes markører bliver hurtigt sjældne i den kombinerede befolkning og kan blive udryddet på grund af virkningen af genetisk drift og flaskehalse, der blev beskrevet tidligere. Desuden kan blandingen og nye kombinationer af autosomal DNA fra generation til generation producere nye kombinationer af markører, hvori det dominerende signal kommer fra den større oprindelige befolkning. Dette kan fortynde kombinationen af markører, der var karakteristisk for den mindre gruppe, så meget, at de ikke kan identificeres i et pålideligt omfang.

Forfatterne til en artikel fra 2008 i American Journal of Physical Anthropology sammenfattede virkningen af disse kræfter meget rammende: »Genetisk drift har været et voldsomt stød på [de amerikanske indianeres genetik], og sammen med det store fald i befolkningen efter kontakt med europæerne har det ændret frekvensen af haplogrupper og været årsag til tab af mange haplogrupper.«²⁷ Genetiske profiler kan gå helt tabt, og kombinationer, der engang eksisterede, kan blive så fortyndet, at de er vanskelige at spore. Derved kan dele af en befolkning faktisk være beslægtet genealogisk med en person eller gruppe, men ikke have DNA, der kan identificeres som tilhørende disse forfædre. Amerikanske indianere, hvis forfædre omfatter folk fra Mormons Bog, vil med andre ord måske ikke kunne bekræfte det slægtskab ved hjælp af deres DNA.²⁸

Konklusion

Uanset hvor meget kritikere og forsvarere af Mormons Bog ønsker at bruge DNA-studier til at støtte deres synspunkter, er beviserne ganske enkelt ufyldestgørende. Man ved intet om DNA hos folk fra Mormons Bog. Selv om man kendte sådanne oplysninger, vil processer som befolkningsflaskehals, genetisk drift og immigration fra Europa og det vestlige Asien efter Columbus gøre det usandsynligt, at deres DNA kunne spores i dag. Som ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har bemærket: »Det er vores påstand, at verdslige beviser hverken kan bevise eller modbevise ægtheden af Mormons Bog.«²⁹

De, der førte optegnelserne i Mormons Bog, var primært interesseret i at formidle religiøse sandheder og at bevare deres folks åndelige arv. De bad om, at deres optegnelse trods den profeterede tilintetgørelse af det meste af deres folk måtte blive bevaret og en dag bidrage til at gengive kundskaben om fylden af Jesu Kristi evangelium. Deres løfte til alle, der studerer bogen med »et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet [de] har tro på Kristus«, er, at Gud vil »tilkendegive sandheden af det for [dem] ved Helligåndens kraft.«³⁰ For utallige personer, der har afprøvet denne test af bogens autenticitet, er Mormons Bog en samling af hellig skrift med kraft til at bringe dem tættere til Jesus Kristus.

Kirken anerkender bidrag fra forskere til det videnskabelige indhold, der er præsenteret i artiklen, deres arbejde er benyttet med tilladelse.

Oprindeligt udgivet i januar 2014. Opdateret april 2017.

Beslægtede emner

Besvar spørgsmål om evangeliet
Bibelen
Mormons Bog
Oversættelse af Mormons Bog
Jesus Kristus
Joseph Smith
Skrifterne