Studiehjælp
JSO, Matthæusevangeliet 7


JSO, Matt 7:1-2. Sml. Matt 7:1-2

Døm ikke uretfærdigt.

1 Se, dette er de ord, som Jesus lærte sine disciple, at de skulle sige til folket:

2 Døm ikke uretfærdigt, for at I ikke skal dømmes, men døm en retfærdig dom

JSO, Matt 7:4-8. Sml. Matt 7:3-5

Jesus lærer sine disciple at konfrontere skriftkloge, farisæere, præster og levitter på grund af deres hykleri.

4 Og videre skal I sige til dem: »Hvorfor er det, at du ser splinten, der er i din broders øje, men ikke lægger mærke til bjælken, der er i dit eget øje?

5 Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje, og ikke kan se bjælken i dit eget øje?«

6 Og Jesus sagde til sine disciple: Ser I de skriftkloge og farisæerne og præsterne og levitterne? De underviser i deres synagoger, men iagttager ikke loven eller befalingerne; og de har alle forladt vejen og er under synd.

7 Gå I hen og sig til dem: »Hvorfor underviser I mennesker i loven og befalingerne, når I selv er fordærvelsens børn?«

8 Sig til dem: »I hyklere, tag først bjælken ud af dit eget øje og så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.«

JSO, Matt 7:9-11. Sml. Matt 7:6

Jesus belærer sine disciple om, at de skal prædike omvendelse og ikke dele rigets hemmeligheder med verden.

9 Drag ud i alverden, idet I siger til alle: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet jer nær.«

10 Og rigets hemmeligheder skal I holde for jer selv, for det er ikke passende at give det, der er helligt, til hundene; kast heller ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres fødder.

11 For verden kan ikke tage imod det, som I selv ikke er i stand til at antage, derfor skal I ikke give jeres perler til dem, for at de ikke skal vende sig om og sønderrive jer.

JSO, Matt 7:12-17. Sml. Matt 7:7-8

Jesus lærer sine disciple, at faderen giver åbenbaringer til alle som beder.

12 Sig til dem: »Bed Gud om det; bed, så skal det gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.

13 For enhver som beder, får; og den som søger, finder; og for den der banker på, skal der lukkes op.«

14 Og da sagde hans disciple til ham: De vil sige til os: »Vi er selv retfærdige og har ikke behov for, at noget menneske skal undervise os. Vi ved at Gud hørte Moses og nogle af profeterne, men os vil han ikke høre.«

15 Og de vil sige: »Vi har loven til at frelse os, og det er tilstrækkeligt for os.«

16 Da svarede Jesus og sagde til sine disciple: Således skal I sige til dem:

17 »Hvem blandt jer, der har en søn, som står udenfor og siger: Fader, åbn dit hus, så jeg kan komme ind og spise sammen med dig, vil ikke sige: Kom ind min søn, for mit er dit og dit er mit?«