Studiehjælp
JSO, Første Mosebog 9


JSO, 1 Mos 9:4-6. Sml. 1 Mos 8:20-22

Efter vandfloden beder Noa Herren om ikke at forbande jorden igen.

4 Og Noa byggede et alter for Herren og tog ét af alle rene dyr og én af alle rene fugle og bragte brændofre på alteret og gav tak til Herren og frydede sig i hjertet.

5 Og Herren talte til Noa, og han velsignede ham. Og Noa lugtede en liflig duft, og han sagde i sit hjerte:

6 Jeg vil påkalde Herrens navn, så han ikke igen vil forbande jorden på grund af mennesket, for menneskets hjertes forestillinger er onde fra hans ungdom af, og så at han ikke igen, så længe jorden består, vil udrydde alt levende, sådan som han har gjort.

JSO, 1 Mos 9:10-15. Sml. 1 Mos 9:4-9

Mennesker bliver holdt ansvarlige for udgydelsen af blod af såvel dyr som mennesker. Gud opretter den samme pagt med Noa og hans sønner, som han sluttede med Enok.

10 Men blodet af alt kød, som jeg har givet jer til føde, skal udgydes på jorden, hvilket berøver det livet, og blodet må I ikke spise.

11 Og visselig, blod må ikke udgydes, kun for at få føde, for at redde jeres liv; og blodet af hvert eneste dyr vil jeg kræve af jeres hænder.

12 Og den, der udgyder et menneskes blod, ved et menneske skal hans blod udgydes; for mennesket skal ikke udgyde menneskeblod.

13 For den befaling giver jeg, at ethvert menneskes broder skal værne om menneskets liv, for i mit eget billede har jeg skabt mennesket.

14 Og en befaling giver jeg jer: Vær I frugtbare, og mangfoldiggør jer; bliv mange på jorden, og mangfoldiggør jer på den.

15 Og Gud talte til Noa og til hans sønner, som var hos ham og sagde: Og jeg, se, jeg vil oprette med jer min pagt, som jeg sluttede med jeres fader Enok, angående jeres efterkommere efter jer.

JSO, 1 Mos 9:21-25. Sml. 1 Mos 9:16-17

Gud sætter regnbuen på himlen som en påmindelse om sin pagt med Enok og med Noa. I de sidste dage vil den almindelige forsamling af den Førstefødtes menighed slutte sig til de retfærdige på jorden.

21 Og buen skal vise sig i skyen; og jeg vil se på den, så jeg kan huske på den evigtvarende pagt, som jeg sluttede med din fader Enok, om, at Zion, når menneskene holder alle mine befalinger, igen skal komme til jorden, Enoks by, som jeg har taget op til mig selv.

22 Og dette er min evigtvarende pagt, at når dine efterkommere antager sandheden og ser op, så skal Zion se ned, og alle himlene skal ryste af glæde, og jorden skal skælve af fryd,

23 og den almindelige forsamling af den Førstefødtes menighed skal komme ned fra himlen og tage jorden i besiddelse og skal få plads, indtil enden kommer. Og dette er min evigtvarende pagt, som jeg sluttede med din fader Enok.

24 Og buen skal vise sig i skyen, og med dig vil jeg oprette min pagt, som jeg har sluttet mellem mig og dig for enhver levende skabning af alt kød, som skal være på jorden.

25 Og Gud sagde til Noa: Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og dig for alt kød, som skal være på jorden.