1 Og se, kong Mosija foranledigede, at alle folk skulle samles.

2 Se, der var ikke så mange af Nefis børn eller så mange af dem, der var efterkommere af Nefi, som der var af ^aZarahemlas folk, han, der var en efterkommer af ^bMulek og dem, der kom med ham ud i ødemarken.

3 Og der var ikke så mange af Nefis folk og af Zarahemlas folk, som der var af lamanitterne; ja, de var ikke halvt så talrige.

4 Og se, hele Nefis folk var samlet, og også hele Zarahemlas folk, og de var samlet i to grupper.

5 Og det skete, at Mosija læste og lod Zeniffs optegnelser oplæse for sit folk; ja, han læste Zeniffs folks optegnelser fra det tidspunkt, da de forlod Zarahemlas land, og indtil de vendte tilbage igen.

6 Og han læste også beretningen om Alma og hans brødre og alle deres trængsler fra det tidspunkt, da de forlod Zarahemlas land, indtil det tidspunkt, da de vendte tilbage igen.

7 Og se, da Mosija var færdig med at læse optegnelserne, var hans folk, der var blevet i landet, slået af forundring og forbløffelse.

8 For de vidste ikke, hvad de skulle tro; for når de så dem, der var blevet ^audfriet af trældom, blev de fyldt af en overordentlig stor glæde.

9 Og videre, når de tænkte på deres brødre, som var blevet slået ihjel af lamanitterne, blev de fyldt af sorg og fældede endog mange sorgens tårer.

10 Og videre, når de tænkte på Guds umiddelbare godhed og hans magt til at udfri Alma og hans brødre af lamanitternes hænder og af trældom, opløftede de deres røst og gav tak til Gud.

11 Og videre, når de tænkte på lamanitterne, som var deres brødre, på deres syndige og besmittede tilstand, blev de fyldt af ^asmerte og kval for deres ^bsjæls velfærd.

12 Og det skete, at de, der var børn af Amulon og hans brødre, som havde taget lamanitternes døtre til hustruer, fattede mishag i deres fædres vandel, og de ville ikke længere kaldes ved deres fædres navne, derfor tog de Nefis navn på sig, så de kunne kaldes Nefis børn og blive regnet blandt dem, der blev kaldt nefitter.

13 Og se, hele Zarahemlas folk blev ^aregnet for nefitter, og dette fordi riget ikke var blevet overdraget til andre end dem, som var efterkommere af Nefi.

14 Og se, det skete, at da Mosija var færdig med at tale til og læse for folket, ønskede han af Alma, at han også skulle tale til folket.

15 Og Alma talte til dem, da de var samlet i store grupper, og han gik fra den ene gruppe til den anden og prædikede omvendelse og tro på Herren for folket.

16 Og han formanede Limhis folk og hans brødre, alle de, der var blevet udfriet af trældom, til, at de skulle huske på, at det var Herren, der havde udfriet dem.

17 Og det skete, at efter at Alma havde lært folket meget og var færdig med at tale til dem, nærede kong Limhi ønske om, at han kunne blive døbt; og hele hans folk nærede ønske om, at de også kunne blive døbt.

18 Derfor gik Alma ud i vandet og ^adøbte dem; ja, han døbte dem på samme måde, som han døbte sine brødre i ^bMormons vande; ja, og så mange, som han døbte, tilhørte Guds kirke, og det på grund af deres tro på Almas ord.

19 Og det skete, at kong Mosija tilstedte Alma, at han kunne oprette menigheder overalt i hele Zarahemlas land, og gav ham ^amagt til at ordinere præster og lærere over hver menighed.

20 Se, dette blev gjort, fordi der var så mange folk, at de ikke alle kunne ledes af én lærer, ej heller kunne de alle høre Guds ord i én forsamling.

21 Derfor samledes de i forskellige grupper, som blev kaldt menigheder, idet hver menighed havde sine præster og sine lærere, og hver præst prædikede ordet, som det blev givet ham ved Almas mund.

22 Og således var de, til trods for at der var mange menigheder, alle én ^akirke, nemlig Guds kirke, for i alle menighederne blev der ikke prædiket andet end omvendelse og tro på Gud.

23 Og se, der fandtes syv menigheder i Zarahemlas land. Og det skete, at hver den, der nærede ønske om at påtage sig Kristi, eller Guds, ^anavn, sluttede sig til Guds menigheder;

24 og de blev kaldt ^aGuds folk. Og Herren udøste sin Ånd over dem, og de blev velsignet og havde fremgang i landet.