1 Og se, det skete, at så snart Amalikija havde fået riget, begyndte han at anspore lamanitternes hjerte imod Nefis folk, ja, han udpegede mænd til at tale til lamanitterne imod nefitterne fra deres tårne.

2 Og således ansporede han deres hjerte imod nefitterne i en sådan grad, at han i slutningen af det nittende år af dommernes regeringstid efter indtil da at have fuldført sine forehavender, ja, efter at være blevet gjort til konge over lamanitterne, stræbte efter også at regere over hele landet, ja, over alle de folk, der var i landet, nefitterne såvel som lamanitterne.

3 Derfor havde han fuldført sit forehavende, for han havde forhærdet lamanitternes hjerte og forblindet deres sind og ophidset dem til vrede, således at han havde samlet en talrig hærskare sammen for at drage ud for at kæmpe mod nefitterne.

4 For på grund af det store antal af sit folk var han besluttet på at besejre nefitterne og at bringe dem i trældom.

5 Og som følge heraf udpegede han ^aøverste anførere blandt zoramitterne, da de var bedst kendt med nefitternes styrke og deres tilflugtssteder og de svageste dele af deres byer; derfor udpegede han dem til at være øverste anførere for sine hære.

6 Og det skete, at de tog deres tros og drog frem gennem ødemarken mod Zarahemlas land.

7 Se, det skete, at mens Amalikija således havde opnået magt ved svindel og bedrag, havde Moroni på den anden side ^aberedt folkets sind til at være trofast mod Herren deres Gud.

8 Ja, han havde styrket nefitternes hære og opført små fæstninger eller tilflugtssteder ved at opkaste jordvolde rundt omkring for at omslutte sine hære og også ved at bygge mure af sten for at omslutte dem, rundt om deres byer og deres lands grænser, ja, omkring hele landet.

9 Og i deres svageste befæstninger satte han det største antal mænd; og således befæstede og styrkede han det land, der var i nefitternes besiddelse.

10 Og således traf han forberedelser til at ^aforsvare deres frihed, deres jorder, deres hustruer og deres børn og deres fred, så de kunne leve for Herren deres Gud, og så de kunne bevare det, som af deres fjender blev kaldt de kristnes sag.

11 Og Moroni var en stærk og en mægtig mand; han var en mand med en fuldkommen ^aforståelse, ja, en mand, der ikke frydede sig ved blodsudgydelse, en mand, hvis sjæl glædede sig over sit lands og sine brødres frihed fra trældom og slaveri,

12 ja, en mand, hvis hjerte svulmede af taksigelse til sin Gud for de mange privilegier og velsignelser, som han skænkede sit folk, en mand, der arbejdede overordentlig hårdt for sit folks ^avelfærd og sikkerhed.

13 Ja, og han var en mand, der var fast i troen på Kristus, og han havde ^asvoret med en ed at ville forsvare sit folk, sine rettigheder, sit land og sin religion, ja, om han så skulle miste sit blod.

14 Se, nefitterne var blevet oplært i at forsvare sig mod deres fjender, endog til at udgyde blod om det var nødvendigt; ja, og de var også blevet formanet til ^aaldrig at vække anstød, ja, og aldrig at løfte sværdet, medmindre det var mod en fjende, medmindre det var for at bevare livet.

15 Og dette var deres tro, at Gud, ved at de gjorde således, ville give dem fremgang i landet, eller med andre ord, hvis de var trofaste i at holde Guds befalinger, at han da ville give dem fremgang i landet, ja, formane dem til at flygte eller til at berede sig til krig afhængig af deres fare,

16 og også, at Gud ville tilkendegive for dem, hvor de skulle drage hen for at forsvare sig mod deres fjender, og ved at gøre således ville Herren udfri dem; og dette var Moronis tro, og hans hjerte frydede sig ved det, ^aikke ved udgydelse af blod, men ved at gøre godt, ved at bevare sit folk, ja, ved at holde Guds befalinger, ja, og modsætte sig ugudelighed.

17 Ja, sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt, ja, ^aDjævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte.

18 Se, han var en mand ligesom Ammon, Mosijas søn, ja, og som Mosijas andre sønner, ja, og også Alma og hans sønner, for de var alle Guds mænd.

19 Se nu, Helaman og hans brødre stod ikke mindre til tjeneste for folket end Moroni, for de prædikede Guds ord, og de døbte alle mennesker til omvendelse, hver den, der ville lytte til deres ord.

20 Og således gik de frem, og folket ^aydmygede sig på grund af deres ord i en sådan grad, at de blev meget ^bbegunstiget af Herren, og således var de fri for indbyrdes krige og stridigheder, ja, i et tidsrum af fire år.

21 Men, som jeg har sagt, blev de i slutningen af det nittende år på trods af deres indbyrdes fred modvilligt tvunget til at stride mod deres brødre lamanitterne.

22 Ja, og kort sagt hørte deres krige med lamanitterne ikke op i et tidsrum af mange år på trods af deres store modvilje.

23 Se, de var ^akede af at skulle gribe til våben mod lamanitterne, for de frydede sig ikke ved udgydelse af blod, ja, og det var ikke alt – de var kede af at være midlet til at sende så mange af deres brødre ud af denne verden ind i en evig verden, uforberedte til at møde deres Gud.

24 Alligevel kunne de ikke tillade sig at nedlægge deres liv, så deres ^ahustruer og børn ville blive massakreret med den barbariske grusomhed, som blev udvist af dem, der engang var deres brødre, ja, og som havde ^bskilt sig ud fra deres kirke og havde forladt dem og var draget ud for at udrydde dem ved at slutte sig til lamanitterne.

25 Ja, de kunne ikke bære, at deres brødre skulle fryde sig ved nefitternes blod, så længe der var nogen, der ville holde Guds befalinger, for Herrens løfter var, at hvis de holdt hans befalinger, ville de få fremgang i landet.