Skrifterne
Almas Bog 42


Kapitel 42

Jordelivet er en prøvetid, der giver mennesket mulighed for at omvende sig og tjene Gud – Faldet medførte timelig og åndelig død for hele menneskeslægten – Forløsningen kommer ved omvendelse – Gud selv soner for verdens synder – Barmhjertighed er for dem, der omvender sig – Alle andre er underkastet Guds retfærdighed – Barmhjertighed kommer på grund af forsoningen – Kun de virkelig angrende bliver frelst. Omkring 74 f.Kr.

1 Og se, min søn, jeg fornemmer, at der er noget mere, som bekymrer dit sind, og som du ikke kan forstå, og som angår aGuds retfærdighed i forbindelse med at straffe synderen; for du forsøger at forestille dig, at det er uretfærdigt, at synderen bliver overført til en tilstand af elendighed.

2 Se nu, min søn, jeg vil forklare dette for dig. For se, efter at Gud Herren havde asendt vore første forældre bort fra bEdens have for at dyrke jorden, hvorfra de var taget – ja, han drev mennesket ud, og ved den østlige ende af Edens have satte han ckeruber og et flammesværd, der vendte til alle sider, for at vogte dlivets træ –

3 ser vi, at mennesket var blevet som Gud, idet det kendte godt og ondt; og for at han ikke skulle række hånden ud og også tage af livets træ og spise og leve for evigt, satte Gud Herren keruber og flammesværdet, for at han ikke skulle spise af frugten.

4 Og således ser vi, at der blev tilstedt mennesket en tid til at omvende sig, ja, en aprøvetid, en tid til at omvende sig og tjene Gud.

5 For se, hvis Adam straks havde rakt hånden ud og spist af livets træ, ville han ifølge Guds ord have levet evigt og intet tidsrum have haft til omvendelse; ja, og Guds ord ville også have været tomt, og den store frelsesplan ville være blevet forpurret.

6 Men se, det blev bestemt for mennesket, at han skulle a – derfor, ligesom de blev afskåret fra livets træ, skulle de blive udryddet fra jordens overflade – og mennesket blev for evigt fortabt; ja, de blev et bfaldent menneske.

7 Og nu ser du heraf, at vore første forældre blev aforstødt både timeligt og åndeligt fra Herrens nærhed; og således ser vi, at de blev undersåtter, der skulle følge deres egen bvilje.

8 Se nu var det ikke tjenligt, at mennesket skulle vindes tilbage fra denne timelige død, for det ville tilintetgøre den store aplan for lykke.

9 Eftersom sjælen aldrig kunne dø, og afaldet havde bragt en åndelig død såvel som en timelig død over hele menneskeslægten, det vil sige, at de var forstødt fra Herrens nærhed, var det derfor tjenligt, at menneskeslægten skulle vindes tilbage fra denne åndelige død.

10 Eftersom de var blevet akødelige, sanselige og djævelske af bnatur, blev denne cprøvetilstand derfor en tilstand, hvori de skulle berede sig; den blev en forberedende tilstand.

11 Og husk nu, min søn, at hvis det ikke var for forløsningsplanen (hvis vi lægger den til side), ville deres sjæl, så snart de var døde, være aelendig, fordi de var forstødt fra Herrens nærhed.

12 Og se, der var intet middel til at vinde menneskene tilbage fra denne faldne tilstand, som mennesket havde bragt over sig selv som følge af sin egen ulydighed;

13 derfor kunne aforløsningsplanen under hensyntagen til retfærdigheden ikke blive tilvejebragt undtagen på betingelse af menneskenes bomvendelse i denne prøvetilstand, ja, denne forberedende tilstand; for var det ikke for disse betingelser, kunne barmhjertigheden ikke få nogen virkning, uden at det ville tilintetgøre retfærdighedens værk. Se, retfærdighedens værk kunne ikke blive tilintetgjort; hvis så var, ville Gud cophøre med at være Gud.

14 Og således ser vi, at hele menneskeslægten var afalden, og de var i bretfærdighedens greb, ja, Guds retfærdighed, som overgav dem til for evigt at være forstødt fra hans nærhed.

15 Og se, barmhjertighedens plan kunne ikke blive bragt til at virke, medmindre der blev foretaget en forsoning; derfor asoner Gud selv for verdens synder for at bringe bbarmhjertighedens plan til at virke og tilfredsstille cretfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og dretfærdig Gud og også en barmhjertig Gud.

16 Se, omvendelse kunne ikke blive menneskene til del, uden at der var en straf – som også var aevig, ligesom sjælens liv skulle være – knyttet dertil i modsætning til planen for lykke, der også var lige så evig som sjælens liv.

17 Se, hvorledes kunne et menneske omvende sig, medmindre han asyndede? Hvorledes kunne han synde, hvis der ingen blov var? Hvorledes kunne der være en lov, medmindre der var en straf?

18 Se, der blev knyttet en straf dertil og givet en retfærdig lov, der gav mennesker asamvittighedsnag.

19 Se, hvis der ingen lov blev givet – at hvis et menneske amyrdede, så skulle han dø – ville han da være bange for, at han skulle dø, hvis han myrdede?

20 Og ligeledes, hvis der ingen lov blev givet mod synd, ville mennesker ikke være bange for at synde.

21 Og hvis der aingen lov blev givet, og hvis mennesker syndede, hvad kunne retfærdigheden da gøre, eller barmhjertigheden for den sags skyld, for de ville ingen krav have på skabningen?

22 Men der er givet en lov og knyttet en straf dertil og givet en aomvendelse, hvilken omvendelse barmhjertigheden gør krav på, ellers gør retfærdigheden krav på skabningen og fuldbyrder loven, og loven tildeler straffen; hvis det ikke var således, ville retfærdighedens værk blive tilintetgjort, og Gud ville ophøre med at være Gud.

23 Men Gud ophører ikke med at være Gud, og abarmhjertigheden gør krav på den angrende, og barmhjertigheden kommer på grund af bforsoningen, og forsoningen tilvejebringer de dødes copstandelse, og de dødes opstandelse bringer menneskene dtilbage til Guds nærhed, og således bliver de bragt tilbage i hans nærhed for at blive edømt efter deres gerninger i overensstemmelse med loven og retfærdigheden.

24 For se, retfærdigheden fremsætter alle sine krav, og barmhjertigheden gør også krav på alle, der er hendes egne; og således bliver ingen, undtagen de oprigtigt angrende, frelst.

25 For mener du, at barmhjertigheden kan berøve aretfærdigheden? Jeg siger dig: Nej, ikke den mindste smule. Hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud.

26 Og således opnår Gud sine store og evige aformål, som var beredt bfra verdens grundlæggelse. Og således tilvejebringes menneskenes frelse og forløsning og også deres undergang og elendighed.

27 Derfor, o min søn, kan ahver den, der vil, komme og frit drikke af livets vand; og hver den, der ikke vil komme, han bliver ikke tvunget til at komme; men på den yderste dag skal det blive bgengivet ham efter hans chandlinger.

28 Hvis han har ønsket at gøre aondt og ikke har omvendt sig i sine dage, se, da skal ondt blive gjort mod ham i overensstemmelse med den gengivelse, som Gud tilvejebringer.

29 Og se, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke skal lade dette forurolige dig mere, men alene lade dine synder forurolige dig med den uro, der skal bringe dig ned til omvendelse.

30 O, min søn, jeg ønsker af dig, at du ikke mere vil fornægte Guds retfærdighed. Forsøg ikke at undskylde dig på den mindste måde på grund af dine synder ved at fornægte Guds retfærdighed, men lad Guds retfærdighed og hans barmhjertighed og hans langmodighed få fuldt råderum i dit hjerte, og lad det bringe dig ned i støvet i aydmyghed.

31 Og se, o min søn, du er kaldet af Gud til at prædike ordet for dette folk. Og se, min søn, begiv dig på din vej, og kundgør ordet med sandhed og alvor, så du kan bringe sjæle til omvendelse, så barmhjertighedens store plan må have krav på dem. Og måtte Gud give dig i overensstemmelse med mine ord. Amen.