1 Se, det skete efter Korihors endeligt, at Alma, der havde fået tidender om, at zoramitterne fordrejede Herrens veje, og at Zoram, der var deres leder, forledte folkets hjerte til at ^abøje sig for stumme ^bafguder, igen begyndte at blive ^csyg om hjertet på grund af folkets ugudelighed.

2 For det var årsag til stor ^asorg for Alma at kende til ugudelighed blandt sit folk; derfor var han overordentlig sorgfuld i hjertet på grund af zoramitternes adskillelse fra nefitterne.

3 Se, zoramitterne havde samlet sig i et land, som de kaldte Antionum, som lå øst for Zarahemlas land, som næsten grænsede op til kysten, der lå syd for Jershons land, og som også grænsede op til ødemarken mod syd, hvilken ødemark var fuld af lamanitter.

4 Se, nefitterne frygtede meget, at zoramitterne ville optage forbindelse med lamanitterne, og at det ville blive årsagen til store tab for nefitterne.

5 Og se, eftersom ^aforkyndelsen af ^bordet havde en stærk tendens til at ^cfå folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft en større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der var hændt dem – mente Alma derfor, at det var tjenligt, at de skulle prøve virkeevnen af Guds ord.

6 Derfor tog han Ammon og Aron og Omner; og Himni efterlod han i menigheden i Zarahemla; men de tre førstnævnte tog han med sig og også Amulek og Ze’ezrom, der var i Melek; og han tog også to af sine sønner med sig.

7 Se, den ældste af sine sønner tog han ikke med sig, og hans navn var ^aHelaman; men navnene på dem, som han tog med sig, var Shiblon og Corianton; og dette er navnene på dem, som drog med ham ud blandt ^bzoramitterne for at prædike ordet for dem.

8 Se, zoramitterne havde ^askilt sig ud fra nefitterne, derfor havde de fået Guds ord prædiket for sig.

9 Men de var ^afaldet i stor vildfarelse, for de ville ikke bestræbe sig på at holde Guds befalinger og hans lovbud i henhold til Moseloven.

10 Ej heller ville de iagttage kirkens skikke om daglig at fortsætte i bøn og anråbelse til Gud, så de ikke skulle falde i fristelse.

11 Ja, kort sagt fordrejede de Herrens veje i såre mange tilfælde; af denne grund drog Alma og hans brødre derfor ind i landet for at prædike ordet for dem.

12 Se, da de var kommet ind i landet, se, da opdagede de til deres forbavselse, at zoramitterne havde bygget synagoger, og at de samledes én dag om ugen, hvilken dag de kaldte Herrens dag; og de tilbad på en måde, som Alma og hans brødre aldrig havde set;

13 for de havde bygget et sted midt i deres synagoger, et sted til at stå på, som ragede højt op over hovedet; og toppen af det gav kun plads til én person.

14 Derfor måtte hver den, der ønskede at ^atilbede, gå op og stå på toppen af det og strække sine arme op mod himlen og råbe med høj røst og sige:

15 Hellige, hellige Gud! Vi tror, at du er Gud, og vi tror, at du er hellig, og at du var en ånd, og at du er en ånd, og at du vil være en ånd for evigt.

16 Hellige Gud, vi tror på, at du har adskilt os fra vore brødre; og vi tror ikke på vore brødres overlevering, som er blevet overdraget dem på grund af deres fædres barnagtighed; men vi tror på, at du har ^audvalgt os til at være dine ^bhellige børn; og også at du har kundgjort for os, at der ingen Kristus skal komme.

17 Men du er den samme i går, i dag og for evigt; og du har ^audvalgt os, for at vi skal blive frelst, mens alle omkring os er udvalgt til ved din vrede at blive styrtet ned til helvede. For denne hellighed, o Gud, takker vi dig; og vi takker dig også for, at du har udvalgt os, så vi ikke bliver forledt efter vore brødres tåbelige overleveringer, som binder dem fast til en tro på Kristus, hvilket leder deres hjerte til at vandre langt bort fra dig, vor Gud.

18 Og vi takker dig igen, o Gud, for at vi er et udvalgt og et helligt folk. Amen.

19 Se, det skete, at efter at Alma og hans brødre og hans sønner havde hørt disse bønner, var de forbavsede over al måde.

20 For se, hver mand gik op og opsendte de samme bønner.

21 Se, stedet blev af dem kaldt Rameumptom, der, når det bliver oversat, betyder den hellige forhøjning.

22 Se, fra denne forhøjning opsendte hver mand den selv samme bøn til Gud, idet de takkede deres Gud for, at de var udvalgt af ham, og at han ikke forledte dem efter deres brødres overlevering, og at deres hjerte ikke var bortrøvet til at tro noget, som skulle komme, og som de intet vidste om.

23 Se, efter at hele folket havde opsendt tak på denne måde, vendte de tilbage til deres hjem og talte ^aaldrig mere om deres Gud, før de igen havde samlet sig ved den hellige forhøjning for at opsende tak på deres måde.

24 Se, da Alma så dette, blev han ^abedrøvet i hjertet, for han så, at de var et ugudeligt og afsporet folk; ja, han så, at de lod hjertet være optaget af guld og af sølv og af alle slags fine ejendele.

25 Ja, og han så også, at deres hjerte i deres stolthed var ^aindbildsk til stort praleri.

26 Og han opløftede sin røst til himlen og ^aråbte, idet han sagde: O, hvor længe, o Herre, vil du tillade, at dine tjenere skal bo hernede i kødet for at se så grov ugudelighed blandt menneskenes børn.

27 Se, o Gud, de ^aanråber dig, og dog er deres hjerte opslugt af deres stolthed. Se, o Gud, de anråber dig med deres mund, mens de er ^bopblæste i storhed over verdens tomme ting.

28 Se, o min Gud, deres kostbare klæder og deres ringe og deres ^aarmbånd og deres guldsmykker og alle deres kostbarheder, som de smykker sig med; og se, de lader hjertet være optaget af dem, og dog anråber de dig og siger: Vi takker dig, o Gud, for vi er et udvalgt folk for dig, mens andre skal fortabes.

29 Ja, og de siger, at du har kundgjort for dem, at der ingen Kristus skal komme.

30 O, Herre Gud, hvor længe vil du tillade, at der skal være en sådan ugudelighed og troløshed blandt dette folk? O Herre, vil du give mig styrke, så jeg kan bære mine skrøbeligheder? For jeg er skrøbelig, og en sådan ugudelighed blandt dette folk smerter min sjæl.

31 O Herre, mit hjerte er overordentlig sorgfuldt, vil du trøste min sjæl ^ai Kristus? O Herre, vil du give mig, at jeg må have styrke, så jeg med tålmodighed kan lide disse trængsler, som kommer over mig på grund af dette folks ugudelighed?

32 O Herre, vil du trøste min sjæl og give mig medgang og ligeledes mine medarbejdere, som er med mig – ja, Ammon og Aron og Omner og også Amulek og Ze’ezrom og mine ^ato sønner – ja, vil du trøste alle disse, o Herre? Ja, vil du trøste deres sjæl i Kristus?

33 Vil du give dem, at de må have styrke, så de kan bære de trængsler, der skal komme over dem på grund af dette folks syndighed?

34 O Herre, vil du ^agive os, at det må lykkes for os at bringe dem tilbage til dig i Kristus?

35 Se, o Herre, deres ^asjæl er dyrebar, og mange af dem er vore brødre; giv os derfor, o Herre, magt og visdom, så vi kan bringe disse vore brødre tilbage til dig.

36 Se, det skete, at da Alma havde sagt disse ord, ^alagde han ^bhænderne på alle dem, der var med ham. Og se, da han lagde hænderne på dem, blev de fyldt af den hellige Ånd.

37 Og efter dette skiltes de, den ene fra den anden, og ^agjorde sig ingen bekymring om, hvad de skulle spise, eller hvad de skulle drikke, eller hvad de skulle tage på.

38 Og Herren sørgede for dem, så de ikke skulle sulte, ej heller skulle de tørste; ja, og han gav dem også styrke, så de ikke skulle lide nogen slags ^atrængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus. Se, dette var i overensstemmelse med Almas bøn, og det var, fordi han bad i ^btro.