Skrifterne
Nefis Første Bog 7


Kapitel 7

Lehis sønner vender tilbage til Jerusalem og opfordrer Ismael og hans hus til at slutte sig til dem på deres rejse – Laman og andre gør oprør – Nefi formaner sine brødre til at have tro på Herren – De binder ham med reb og lægger planer om at dræbe ham – Han bliver befriet ved troens kraft – Hans brødre beder om tilgivelse – Lehi og hans følge bringer slagtoffer og brændofre. Omkring 600-592 f.Kr.

1 Og se, jeg ønsker, at I skal vide, at efter at min far, Lehi, var færdig med at aprofetere angående sine efterkommere, skete det, at Herren talte til ham igen og sagde, at det ikke var passende for ham, Lehi, at han skulle tage sin familie alene med sig ud i ørkenen, men at hans sønner skulle tage sig bdøtre til chustru, så de kunne opfostre efterkommere til Herren i det forjættede land.

2 Og det skete, at Herren abefalede ham, at jeg, Nefi, og mine brødre, igen skulle vende tilbage til Jerusalems land og bringe Ismael og hans familie ned i ørkenen.

3 Og det skete, at jeg, Nefi, sammen med mine brødre aigen drog ud i ørkenen for at drage op til Jerusalem.

4 Og det skete, at vi drog op til Ismaels hus, og vi vandt yndest for Ismaels øjne, således at vi kunne tale Herrens ord til ham.

5 Og det skete, at Herren blødgjorde Ismaels hjerte og også hans husstands, således at de rejste med os ned i ørkenen til vor fars telt.

6 Og det skete, at mens vi rejste i ørkenen, se, da gjorde Laman og Lemuel og to af Ismaels døtre og Ismaels to asønner og deres familier oprør imod os, ja, imod mig, Nefi, og Sam og deres far, Ismael, og hans hustru og hans tre andre døtre.

7 Og det skete under dette oprør, at de nærede ønske om at vende tilbage til Jerusalems land.

8 Og se, jeg, Nefi, der var abedrøvet over deres hjertes hårdhed, jeg talte derfor til dem og sagde, ja, til Laman og til Lemuel: Se, I er mine ældre brødre, og hvordan kan det være, at I er så hårde i hjertet og så forblindede i sindet, at I har nødig, at jeg, jeres yngre bror, skal tale til jer, ja, og være et eksempel for jer?

9 Hvordan kan det være, at I ikke har lyttet til Herrens ord?

10 Hvordan kan det være, at I har aglemt, at I har set Herrens engel?

11 Ja, og hvordan kan det være, at I har glemt, hvilke store ting Herren har gjort for os ved at audfri os af Labans hænder og også ved, at vi har kunnet få optegnelsen?

12 Ja, og hvordan kan det være, at I har glemt, at Herren efter sin vilje er i stand til at gøre aalt for menneskenes børn, dersom de udøver btro på ham? Lad os derfor være tro mod ham.

13 Og dersom vi er tro mod ham, skal vi få det aforjættede land, og engang i fremtiden skal I erfare, at Herrens ord skal blive opfyldt, hvad angår bødelæggelsen af Jerusalem, for alt, hvad Herren har talt angående ødelæggelsen af Jerusalem, skal blive opfyldt.

14 For se, Herrens Ånd hører snart op med at kæmpe med dem, for se, de har aforkastet profeterne, og bJeremias har de kastet i fængsel. Og de har forsøgt at berøve min far clivet, hvorved de har drevet ham ud af landet.

15 Se nu, jeg siger jer, at hvis I vender tilbage til Jerusalem, omkommer I også sammen med dem. Og se, hvis I vælger at gøre dette, drag da op til landet, og husk de ord, som jeg taler til jer, at hvis I drager af sted, omkommer I også, for således driver Herrens Ånd mig til at tale.

16 Og det skete, at da jeg, Nefi, havde talt disse ord til mine brødre, blev de vrede på mig. Og det skete, at de lagde hånd på mig, for se, de var overordentlig vrede, og de abandt mig med reb, for de forsøgte at berøve mig livet, så de kunne efterlade mig i ørkenen for at blive fortæret af vilde rovdyr.

17 Men det skete, at jeg bad til Herren og sagde: O Herre, vil du i overensstemmelse med min tro på dig udfri mig af mine brødres hænder, ja, give mig styrke, så jeg kan asprænge disse bånd, som jeg er bundet med.

18 Og det skete, at da jeg havde sagt disse ord, se, da blev båndene løst fra mine hænder og fødder, og jeg stod foran mine brødre, og jeg talte til dem igen.

19 Og det skete, at de igen blev vrede på mig og forsøgte at lægge hånd på mig, men se, en af Ismaels adøtre, ja, og også hendes mor og en af Ismaels sønner, bønfaldt mine brødre, således at de blødgjorde deres hjerte og ophørte med at forsøge at berøve mig livet.

20 Og det skete, at de var sorgfulde på grund af deres ugudelighed, således at de bøjede sig ned for mig og bønfaldt mig om at tilgive dem for det, som de havde gjort imod mig.

21 Og det skete, at jeg uforbeholdent atilgav dem alt, hvad de havde gjort, og jeg formanede dem til, at de skulle bede til Herren deres Gud om tilgivelse. Og det skete, at de gjorde det. Og efter at de havde bedt til Herren, begav vi os igen på vor rejse mod vor fars telt.

22 Og det skete, at vi kom ned til vor fars telt. Og efter at jeg og mine brødre og hele Ismaels hus var kommet ned til min fars telt, gav de atak til Herren deres Gud, og de bragte ham bslagtoffer og brændofre.