Kaldelser i missionen
7. Tillæg


7

Tillæg

7.0

Indledning

Følg de supplerende retningslinjer, der er angivet i dette tillæg, i det omfang de gør sig gældende for din mission og dine omstændigheder.

7.1

Unge missionærers ledelsesansvar

Opgaverne og ansvarsområderne for unge missionærledere inkluderer, men er ikke nødvendigvis begrænset til nedenstående.

Seniorkammerat

En missionær i hvert missionærpar er seniorkammerat. Seniorkammeraten -

  • leder i bestræbelserne på at udføre arbejdet i det tildelte undervisningsområde.

  • opmuntrer til studium, bøn og til at følge den daglige plan samt til at føre præcise optegnelser.

  • hjælper sin kammerat til at blive en bedre missionær.

  • lægger mærke til og gør opmærksom på færdigheder, talenter og bestræbelser hos sin kammerat.

  • viser hvordan man arbejder effektivt med lokale ledere og medlemmer for at koordinere missionsindsatsen.

Træner

En missionær er kaldet til at træne og være seniorkammerat for hver ny missionær. Træneren -

  • arbejder med og træner en ny missionær med kærlighed, tålmodighed og empati.

  • respekterer bidrag og indsigt fra den nye missionær som en ligeværdig kammerat.

  • bruger ekstra tid på fællesstudium hver dag (se »For New Missionaries: Additional Companion Study« i »Indledning: Hvordan bruger jeg bedst Forkynd mit evangelium?« i Forkynd mit evangelium, engelsk udgave 2018, s. ix-x).

  • studerer dagligt standarderne i denne håndbog sammen med sin kammerat.

  • træner den nye missionær i emnerne i ressourcerne Safeguards for Using Technology og Adjusting to Missionary Life.

  • demonstrerer hvordan man effektivt koordinerer missionsindsatsen med de lokale ledere og medlemmer.

Distriktsleder

En ældste er kaldet til at tjene som distriktsleder i et distrikt, som består af flere undervisningsområder. Distriktslederen -

  • leder, træner og rådfører sig med missionærer i ugentlige distriktsråd.

  • leder dåbsinterviews (se 2.3.6).

  • leder missionærudvekslinger i sit område (se 2.3.1).

  • arbejder sammen med lokale ledere og medlemmer for at koordinere missionsindsatsen.

  • rapporterer direkte til zonelederne.

Oplæringsledere for søstre og zoneledere

To søstre er kaldet til at tjene i et kammeratskab som oplæringsledere i en eller flere zoner. De træner og er ansvarlige for de søstermissionærers velfærd, som de har fået tildelt. De er også medlemmer af distrikter og zoner og hjælper missionspræsidenten, zoneledere og distriktsledere ved træningsmøder og zonekonferencer.

To ældster er kaldet til at tjene i et kammeratskab som zoneledere i en enkelt zone. De træner og er ansvarlige for alle de missionærers velfærd, som er i deres zone. De hjælper også missionspræsidenten ved træningsmøder og zonekonferencer.

Oplæringsledere for søstre og zoneledere -

  • leder, træner og sørger for udvekslinger af missionærer i deres tildelte zone eller zoner. Oplæringsledere for søstre sørger for søstrenes missionærudvekslinger og zoneledere sørger for ældsternes udvekslinger.

  • De arbejder sammen med lokale ledere og medlemmer for at koordinere missioneringen.

  • De deltager i missionens lederråd.

  • Rapporterer direkte til missionspræsidenten.

Zoneledere foretager også dåbsinterview (se 2.3.6).

Assistenter til præsidenten

To ældster er kaldet til at tjene i et kammeratskab som assistenter til missionspræsidenten. Assistenter -

  • leder missionærudvekslingerne i deres område (se 2.3.1).

  • sørger for træning til missionens lederskabsråd og til zonekonferencer, når missionspræsidenten anmoder om det.

  • kan rådgive om missionærforflyttelser og lederskabskaldelser, men træffer ikke den endelige beslutning.

  • rapporterer direkte til missionspræsidenten.

7.2

Retningslinjer for tjeneste

Følg anvisningerne for tjeneste beskrevet i de følgende underafsnit.

7.2.1

Formelt organiserede tjenesteaktiviteter

Du kan finde tjenestemuligheder gennem organisationer som JustServe.org (hvor det er tilgængeligt), som anvist af dine missionsledere.

Når du deltager i en organiseret tjenesteaktivitet, så hold dig til følgende standarder:

  • Indskrænk deltagelsen til dagtimerne.

  • Undlad at deltage i tjenesteaktiviteter i de timer, der er mest gunstige for at finde og undervise mennesker, med mindre du bliver opfordret til det af din missionspræsident.

  • Deltag i samfundstjeneste, når det er muligt.

  • Undgå tjenesteaktiviteter på forberedelsesdage eller på tidspunkter, hvor der er distriktsråd eller zonekonferencer.

  • Undlad at aflyse eller ændre undervisningsaftaler for at deltage i tjenesteaktiviteter, med mindre du bliver opfordret til det af din missionspræsident.

  • Forbliv sammen med din kammerat, mens I tjener.

  • Bær dit navneskilt, hvis det er tilladt og passende, selv når du er iklædt arbejdstøj.

  • Deltag ikke i aktiviteter, som koster dig penge, eller for hvilke du bliver betalt.

  • Forpligt dig ikke til tjenesteaktiviteter, der løber over længere tid, uden tilladelse fra din missionspræsident.

7.2.2

Sikkerhed i forbindelse med tjenestemuligheder

For at beskytte dig selv i forbindelse med tjenestemuligheder, så brug sund fornuft og følg både Helligåndens vejledning samt følgende retningslinjer:

  • Deltag kun i aktiviteter, som du fysisk er i stand til at fuldføre.

  • Brug ikke elektrisk værktøj og undlad at betjene eller køre i eller på maskiner (såsom traktorer, trailere eller på ladet af en lastbil).

  • Vær iklædt passende tøj (såsom handsker eller lange ærmer).

  • Arbejd ikke steder, hvor du kan falde fra store højder (såsom på tage eller i træer).

  • Arbejd ikke steder, hvor du kan sidde fast eller blive spærret inde (såsom i dybe grøfter).

  • Arbejd ikke i skoler, daginstitutioner eller andre steder, hvor du er alene med børn. Heller ikke i Primary eller børnehaven (se 3.5.2).

Se denne video for at lære mere om at yde tjeneste.

7.3

Vis respekt

Behandl altid andre med venlighed og respekt. Følg desuden anvisningerne i dette afsnit.

7.3.1

Samtaleemner der bør undgås

For at vise andre respekt og for at beskytte dig selv, så undgå potentielle problematiske samtaleemner. Emner du bør undgå inkluderer lokal og national politik i det område, hvor du tjener; undgå også at komme med personlige eller offentlige politiske udtalelser. Undlad derudover følgende:

  • Vittigheder omkring terrorisme eller terrorhandlinger.

  • At foreslå at folk flytter til et andet land – end ikke i forbindelse med arbejde eller uddannelse.

  • At tilbyde eller love finansiel bistand eller støtte i forbindelse med ansøgning om visa til mennesker i din mission. Dette gælder også i forbindelse med arbejde, uddannelse, bolig eller adoptioner.

7.3.2

Lokale love og kultur

Adlyd lokale love og regler vedrørende distribution af materialer, told- og grænselove samt pas- og visumkrav. Hvis du ikke kender de lokale love, traditioner og acceptable manerer, så bed dine missionsledere om hjælp.

Se denne video for at lære mere om passende opførsel.

7.4

Tempelbesøg

Når du besøger templet, så husk følgende:

  • Bliv sammen med din kammerat.

  • Deltag i en hvilken som helst tempelordinance. Undlad imidlertid at deltage som stedfortræder for en ægtemand eller hustru i en beseglingsceremoni eller som vidne i en begavelsessession, for at undgå at forveksle åndelige følelser med romantiske følelser.

  • Du skal ikke medbringe tempeltøj; missionærer får udleveret tempeltøj i templet omkostningsfrit.

  • Følg god telefonetikette. Du kan tage din telefon med ind i templet for at udskrive ordinancekort. Du bør imidlertid ikke bruge dit kamera, tale i telefon eller sende beskeder, mens du er i templet.

  • Medbring ikke kameraer eller læsemateriale, heller ikke patriarkalske velsignelser, for at benytte det i templet.

  • Forsaml jer ikke som missionærer og knæl ikke ned i bøn i det celestiale værelse.

Husk altid at bære din tempelklædning som anvist. Hvis du har spørgsmål om, hvordan du bør bære din tempelklædning eller vedrørende tempelbesøg, så tal med dine missionsledere.

7.5

Teknologi

Følg teknologistandarderne beskrevet i de følgende underafsnit.

7.5.1

Følg generelle standarder for teknologi

Fokuser på mennesker, ikke teknologi. Når du er sammen med nogen ansigt til ansigt, så giv dem din fulde opmærksomhed. At tjekke e-mails, besvare beskeder eller se på sociale medier, når du er sammen med andre er forstyrrende og respektløst.

Du må benytte -

  • wi-fi i kirkebygninger og Kirkens øvrige ejendomme.

  • offentlige computere på f.eks. biblioteker og internetcaféer.

  • en privat computer i undervisningsøjemed, når ejeren giver sin tilladelse.

  • høretelefoner til godkendte missionæraktiviteter såsom til at kommunikere med din familie eller til at tage missionærkurser.

Administrér ikke lokale menigheders eller staves teknologi, hjemmesider, blogs eller sociale mediekonti.

Se denne video for at få mere information om brug af mobiltelefoner, tablets o.lign. i missioneringen.

7.5.2

Sikker brug af teknologi

Du bør færdiggøre onlinekurset »Beskyttelsesforanstaltninger ved anvendelse af teknologi«, mens du er på missionærskolen. Følgende standarder vil også hjælpe dig til sikker brug af teknologi samt til at bruge det i formålet med missionering.

  • Brug teknologi med et formål. Planlæg aktiviteter, der inviterer andre til at komme til Frelseren.

  • Brug ikke teknologi, fordi du keder dig eller er stresset.

  • Lyt til og følg Helligåndens tilskyndelser. En god forbindelse til Herrens Ånd er dit bedste forsvar mod upassende brug af teknologi.

  • Sid altid således, at du og din kammerat kan se hinandens skærme. Brug ikke mobiltelefon, tablet o.lign., når du er alene, f.eks. på badeværelset.

  • Arbejd sammen med din kammerat, når I søger efter undersøgere, eller når I underviser online. Gennemse hinandens kommentarer og beskeder, før du laver et opslag eller sender dem, således at I begge kan dele idéer og være ansvarlige for et givent resultat af kommunikationen. Bemærk: Dette gælder ikke kommunikation med din familie (se 3.9.1), missionskontoret eller missionspræsidenten.

  • Læs Beskyttelsesforanstaltninger ved anvendelse af teknologi regelmæssigt under dit personlige studium og under jeres fællesstudium.

7.5.3.

Undgå pornografi

Pornografi findes i mange former. Når du planlægger og træffer rigtige valg vil det være en hjælp til at undgå pornografi (se Beskyttelsesforanstaltninger ved anvendelse af teknologi). Når du støder på det, så vend dig bort, sluk for mobiltelefonen eller tabletten eller forlad stedet. Her er et par forslag til, hvordan du undgår pornografi:

  • Undgå hjemmesider, materialer og steder, hvor det er sandsynligt, at du vil høre, læse eller se anstødeligt materiale eller pornografi.

  • Lær at være opmærksom på tidspunkter, hvor du er mest fristet til upassende brug af teknologi, som f.eks. når du er træt eller keder dig.

  • Hav en plan for, hvad du vil foretage dig i stedet for. Dine missionsledere kan hjælpe dig. Du kan også finde informationer på engelsk på ChurchofJesusChrist.org/addressing-pornography.

Enhver der søger at undgå eller at overvinde afhængighed af pornografi kan finde hjælp og helbredelse gennem Jesu Kristi forsoning. Hvis du kæmper med dette, så tal med din missionspræsident, der vil give dig kærlig støtte, råd og hjælp.

7.5.4

Undervis med brug af teknologi

Hvor det er godkendt, så brug onlineteknologi med medlemmer og med mennesker du underviser for at skabe kontakt og for at dele evangeliets budskab med dem.

  • Hjælp andre til at lære effektive måder at dele evangeliet på og støt Kirkens medlemmer, når de bruger teknologi i deres missionsindsats.

  • Arbejd online med mennesker du underviser, som bor udenfor dit område og hjælp dem gennem deres omvendelsesforløb.

  • Når du underviser nogen, der bor udenfor dit område, så arbejd tæt sammen med de missionærer, som er i det område, hvor personen, der bliver undervist, bor. Arbejd sammen for at hjælpe personen med at komme vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere.

  • Brug billeder, videoer og andre medier fra Kirkens Mediebibliotek og andre officielle kirkesider i din undervisning, når det er passende. Brug ikke medier i din kommunikation, som ikke er godkendt af Kirken (f.eks. videoer, som er lavet af lokale medlemmer).

  • Når du laver et opslag på sociale medier, så del budskaber om evangeliet og om dine oplevelser som missionær snarere end at fokusere på dine rejser.

Beskyt folks privatliv og personlige oplysninger, idet du overholder følgende retningslinjer:

  • Vær opmærksom på, at det fulde navn, fotos (se 3.7), kontaktoplysninger og private omstændigheder vedrørende de mennesker, du underviser, er fortrolige. Hvis du deler eller laver opslag med sådanne oplysninger, risikerer du at bryde databeskyttelsesloven. Vær specielt forsigtig med, hvad du skriver til familiemedlemmer, da de måske deler dine breve og e-mailbeskeder online.

  • Få tilladelse fra personer på fotos eller i videoer, inden du deler dem med nogen eller bruger det i onlineopslag. Få tilladelse fra en af forældrene, inden du deler foto eller videoer af børn (se 3.7).

Se denne video for at lære mere om, hvordan du beskytter andres privatliv.

7.5.5

Brug af e-mail

Under din mission tildeles du en individuel e-mailkonto, der skal bruges i stedet for alle andre personlige e-mailkonti. Brug denne e-mailkonto til al kommunikation bortset fra til dit ugentlige brev til missionspræsidenten, som du sender via Missionary Portal.

7.5.6

Brug af de sociale medier

De sociale medier kan bruges til at dele evangeliet. Da reglerne varierer fra land til land, er det vigtigt, at du sikrer dig, at du kun bruger sociale mediesider, som er godkendt i din mission.

Følg de specifikke standarder for sociale medier i din mission, såvel som de følgende standarder:

  • Sørg for, at dine sociale mediekonti afspejler formålet med din kaldelse som missionær.

  • Sørg for at dit profilbillede og de personer og grupper, som du følger, viser, at du er en af Herrens missionærer.

  • Opret ikke en ekstra konto på de sociale medier for dermed at undgå at foretage ændringer til en eksisterende konto. Dette er en krænkelse af brugeraftalen for mange sociale mediesider.

  • Medtag ikke titlen »ældste« eller »søster« i kontonavnet. Nogle sociale medieplatforme tillader ikke sådanne titler.

  • Fokuser på meningsfulde, en-til-en-interaktioner i stedet for på at få »likes« eller at få din besked delt online.

  • Antyd ikke, at dine indlæg er officielle kirkemeddelelser.

  • Beskyt din egen privatsfære. Vær forsigtig, når du deler din tidsplan online og skriver, hvor du opholder dig. Vær forsigtig med, hvem du accepterer i dit sociale netværk; nogle mennesker udnytter missionærer.

  • Beskyt andres privatsfære. Hvis du ønsker at lave et opslag om nogen, du arbejder med, så skal du bede om den persons tilladelse (enten mundtligt eller skriftligt), inden du skriver noget, der nævner ham eller hende ved navn, eller inden du deler et foto af personen (se 3.7.). På grund af lokale love om privatlivets fred har missionærer i nogle missioner ikke lov til offentligt at dele foto af dem, de underviser.

Se denne video for at lære mere om, hvordan du beskytter andres privatsfære.

7.6

Svære situationer

Du kan få hjælp til at håndtere svære situationer ved at følge nedenstående retningslinjer.

7.6.1

Håndtering af ubehagelige situationer

Ligesom Frelseren, profeterne og mange missionærer før dig vil du som missionær opleve afvisninger og måske endda andre former for mangel på respekt. Følgende retningslinjer er en hjælp til at håndtere afvisning:

  • Ignorer ikke dine følelser.

    • Erkend, at det er i orden at udtrykke frustration og modløshed overfor din kammerat, unge missionsledere, missionsledere og nære familiemedlemmer.

    • Forstå, at til tider vil det at tale om en negativ oplevelse hjælpe dig til at komme over den.

    • Dvæl ikke over negative oplevelser og lad det ikke ændre din indstilling i længere tid.

  • Sæt afvisningen i perspektiv.

    • Husk, at negative oplevelser ikke definerer, hvem du er, eller hvad du er kaldet til at udføre, eller hvor godt du er i stand til at udføre det.

    • Prøv på ikke at generalisere ved f.eks. at sige: »Folk lytter aldrig.«

    • Husk, at handlefrihed giver mennesker ret til at acceptere eller afvise dit budskab.

    • Vær opmærksom på, at menneskers liv og omstændigheder ændrer sig. En afvisning betyder ikke altid, at den pågældende aldrig vil blive interesseret i det gengivne evangelium.

  • Udvis barmhjertighed overfor dig selv og andre.

    • Søg trøst gennem bøn. Husk, at Herren kender dig, din situation og dine behov.

    • Kritiser ikke dig selv, situationen eller de involverede personer.

    • Gør dit bedste for at være positiv.

  • Lær noget af oplevelsen. Overvej, hvad du kan gøre anderledes næste gang.

7.6.2

Håndtering af konfronterende mennesker

Du kommer muligvis ud for folk, der er negative eller aggressive. Hvis nogen er grove, så vær høflig og gå så væk. Hvis du fornemmer, at der er fare på færde, så fjern dig øjeblikkeligt. Din og din kammerats sikkerhed (se 4.5) har højeste prioritet.

Konfronterende mennesker og ubehagelige oplevelser er stressende. Tag de fornødne forholdsregler for at håndtere stress (se 4.3) og for at tage vare på dig selv følelsesmæssigt og åndeligt.

Vær opmærksom på, at det er uacceptabelt at være udsat for en hvilken som helst form for verbal, følelsesmæssig eller fysisk misbrug fra nogen, også fra en kammerat. Dette kan inkludere ord, fagter eller handlinger, der foruroliger eller misbruger en anden person.

Kontakt øjeblikkelig din missionspræsident, hans hustru eller en anden betroet leder, hvis du oplever, ser eller hører om nogen form for seksuel eller fysisk chikane, angreb eller trussel (se 7.8.2-7.8.4).

7.7

Fysiske og mentale helbredsbekymringer

Følg de sundhedsanvisninger, der er beskrevet i de følgende underafsnit.

7.7.1

Kontakt missionskontoret angående helbredsbekymringer

Forlad dig ikke på selvdiagnoser eller andres meninger. Selvom lægelige råd fra din kammerat, andre kirkemedlemmer, familie eller venner kan være nyttige, skal du kontakte missionens medicinske koordinator, når du har spørgsmål eller bekymringer, især når det drejer sig om alvorlige kvæstelser eller helbredsproblemer. Din missionspræsident vil tale med din stavspræsident og familie om alvorlige kvæstelser eller helbredsproblemer.

Kontakt koordinatoren for sundhed i missionen, hvis du oplever en af de følgende helbredsproblemer:

  • Sygdom udover en normal forkølelse og kortvarige symptomer.

  • Alvorlige kvæstelser.

  • Hurtig puls (over 100 slag i minuttet), når du ikke træner.

  • Feber over 38.3°C, feber på 38.3°C i mere end to dage eller feber, der ikke reagerer på medicin.

  • Hurtigt eller ekstremt vægttab eller vægtøgning.

  • Overdreven tørst eller vandladning.

  • Vedvarende opkastninger, hovedpine, svimmelhed, hoste eller udslæt.

  • Hævelse af fødder, ben, mave eller ansigt.

  • Blodtab eller sort afføring.

  • Forstoppelse eller diarré i mere end to dage.

  • Tandpine.

  • Nedgroede tånegle.

7.7.2

Tag vare på dit fysiske helbred

Du vil få en bedre missionsoplevelse og være bedre i stand til at tjene Herren, når du tager dig af dit fysiske helbred. Vær flittig i din missionsindsats, men pres ikke dig selv over evne.

For at bevare dit fysiske helbred så sørg for at -

  • få regelmæssig motion.

  • få søvn nok.

  • spise sundt med masser af grøntsager, frugt og fuldkorn.

  • drikke rigeligt vand.

  • vaske dine hænder regelmæssigt.

  • bruge solcreme og insektmiddel, når det er relevant.

  • finde måder at slappe af på.

  • nyde en sund rekreation på forberedelsesdage.

7.7.3

Tag vare på dit psykiske helbred

Det er normalt at opleve lejlighedsvis tristhed, angst, hjemve og modløshed, mens du tjener som missionær. Imidlertid skal følelser og adfærd, der forhindrer dig i at fungere effektivt, behandles. Dette kan blandt andet være:

  • Humørsvingninger.

  • Overdrevne bekymringer eller skyldfølelser.

  • Nedtrykthed.

  • Usunde spisemønstre.

  • Besvær med at håndtere seksuelle følelser.

Der er ikke nogen skam i at erkende og behandle et hvilket som helst helbredsproblem, herunder følelsesmæssige eller psykiske bekymringer. Hvis du føler, at du eller din kammerat har brug for hjælp, så tal med din missionspræsident, hans hustru eller missionens koordinator for sundhed. De har adgang til psykiske helbredsressourcer. Du kan også finde nyttige råd i Adjusting to Missionary Life.

7.7.4

Varetagelse af dyre- og insektbid

Dyre- og insektbid kan føre til alvorlige og til tider dødelige sygdomme. Ring til missionskontoret øjeblikkelig, hvis et insektbid hæver eller bliver usædvanlig smertefuldt.

Forebyggelse

Du kan forebygge skovflåter, myg og andre insektbid ved at følge disse retningslinjer:

  • Undgå stillestående vand, hvor myg ofte lever.

  • Undgå skovklædt og buskfyldt terræn, hvor skovflåter ofte lever.

  • Brug tøj, der dækker dine arme og ben, selv i varmt vejr.

  • Se videoen »Prevention of Mosquito-Borne Diseases«.

  • Påfør et insektmiddel på udsat hud og et insekticid på ydersiden af yderbeklædningen.

Behandling

Hvis du bliver bidt af en skovflåt, en myg eller et andet insekt eller dyr, så følg disse retningslinjer:

  • Behandl mindre insektbid med is eller håndkøbsmedicin.

  • Gå til en læge for at få fjernet skovflåter, der har sat sig fast på huden og for at blive testet for borreliose.

  • Vask et bid eller sår forårsaget af dyr med vand og sæbe (om muligt i 15 minutter) og ring til missionskontoret. Find om muligt ud af, hvem der ejer dyret, så missionskontoret kan hjælpe med at udelukke hundegalskab eller andre alvorlige sygdomme.

  • Ring øjeblikkeligt til missionskontoret, hvis et flåt- eller andet insektbid hæver, bliver usædvanlig smertefuldt eller der opstår en rød cirkel rundt om stikket eller andet usædvanligt udslæt.

Se denne video for at lære mere om, hvordan du beskytter dig mod insektbid og andre dyrebid.

7.8

Farlige situationer

Følg sikkerhedsanvisningerne, der er beskrevet i de følgende underafsnit.

7.8.1

Vær forberedt på farlige situationer

Følgende retningslinjer kan hjælpe dig med at være forberedt på og reagere på farlige situationer.

  • Bed dagligt om Herrens vejledning.

  • Lyt til og følg Helligåndens tilskyndelser, der kan advare dig mod fare.

  • Kend missionens handlingsplan for nødsituationer. Følg anvisningerne for, hvordan du bør handle i nødsituationer.

  • Indtast nødopkaldsnumrene for dit område og land i din telefon. Sørg for at din telefon er opladet og hav den altid med dig.

  • Undgå områder, som din mission har udpeget som farlige.

  • Giv ikke indtryk af, at du har genstande af værdi (f.eks. ved at bære en meget stor taske).

  • Vær opmærksom på alt, der er usædvanligt, som f.eks. at nogen holder øje med dig, stiller personlige spørgsmål eller følger efter dig.

  • Forsøg at bruge kropssprog til at kommunikere, at du er selvsikker og ikke bange.

  • Hav et kodeord eller en sætning, du kan bruge med din kammerat for at signalere, at du vil forlade stedet. Brug det, hvis du kommer i en situation, hvor du føler dig utryg.

Anvend konsekvent disse retningslinjer, selvom andre (inklusive andre missionærer) opfordrer dig til at sætte din sikkerhed på spil for at udføre dit arbejde.

7.8.2

Genkend farlige situationer

Kontakt øjeblikkeligt en af dine missionsledere eller en anden betroet leder, hvis du oplever, er vidne til eller hører om nogen form fysisk eller seksuel utilladelig opførsel. Dette kan være overgreb, trusler eller chikane. Selv hvis følgende farer defineres anderledes i lokal lovgivning, skal du rapportere alt, der giver dig bekymring:

  • Overgreb involverer en hvilken som helst fysisk eller seksuel handling, der påtvinges en anden. Eksempler inkluderer en uønsket kropslig kontakt, upassende berøring eller fysisk vold.

  • Fysisk trussel opstår, når nogen frygter legemsbeskadigelse eller død. Eksempler inkluderer verbale trusler eller truende opførsel af enhver art.

  • Seksuel chikane inkluderer uanstændige bemærkninger eller gestus, anmodninger om seksuelle tjenester eller enhver uønsket seksuel handling. Eksempler kan omfatte forfølgelse (med det formål at forurolige eller irritere) eller blottelse af private kropsdele.

7.8.3

Reagér på overgreb, trusler eller chikane

Gør følgende, hvis du eller din kammerat udsættes for røveri:

  • Overgiv straks dine ejendele. Dette kan få tyven til at gå væk uden at skade dig. Dit liv og velbefindende er mere værd end dine ejendele.

  • Forsøg at lade være med at hidse dig op eller reagere negativt. Det kan gøre tingene værre.

Gør følgende, hvis du eller din kammerat føler jer truede eller chikanerede og mere end jeres ejendele er i fare:

  • Kun du kan beslutte, hvordan det er bedst at reagere. Du kan vælge at løbe væk, forsvare dig eller samarbejde. For eksempel:

    • Hvis du løber væk, kan du måske undgå et angreb.

    • Hvis du forsvarer dig, kan du måske beskytte din krop ved at skrige, slå, rive, bide, sparke eller bede.

    • Hvis du stivner eller vælger at samarbejde, hvilket kan være normale reaktioner, så bebrejd ikke dig selv senere.

  • Overvej om du kan bede om hjælp eller tiltrække dig en andens opmærksomhed. For eksempel:

    • Du kan bede andre om hjælp, især nogen som har myndighed (såsom en buschauffør), hvor du befinder dig.

    • Hvis du er på et offentligt sted med andre mennesker omkring dig, og du ikke kan komme væk fra et fysisk eller seksuelt angreb (for eksempel på offentlige transportmidler), så overvej at tale myndigt for at forsøge at forhindre personen i yderligere handling eller chikane. Du kan for eksempel bruge overbevisende kropssprog, se direkte på gerningsmanden og tale højt. Du kan tale direkte til personen, påtale den grænseoverskridende opførsel og sige, hvad du ønsker personen skal gøre, såsom: »Du i den gule skjorte, lad være med at røre ved mig. Gå væk fra mig.«

    • Hvis der ikke er nogen i nærheden, kan du råbe, skrige eller forsøge at få nogens opmærksomhed; måske er der nogen, der bliver opmærksom på dig og kan hjælpe.

7.8.4

Rapportér overgreb, trusler eller chikane

Hvis du er blevet angrebet, truet eller chikaneret (se 7.8.2), så kontakt omgående en af dine missionsledere, nogen på missionskontoret eller en anden betroet person. Dine missionsledere har ressourcerne til at støtte dig med lægehjælp, professionel rådgivning, forflyttelse eller anden nødvendig assistance. Erkend, at du kan være i chok efter oplevelsen, og at du kan opleve tegn på traumatisering. Så snart du er i sikkerhed, så forsøg at nedskrive alt, hvad du kan huske omkring hændelsen.

Hvis du kommer ud for et overgreb, er det ikke din skyld, lige meget hvad du gjorde. Du kan altid vælge at betro dig til nogen, som du stoler på og føler dig tryg ved, såsom missionspræsidenten, hans hustru, de civile myndigheder eller nogen derhjemme. Det er din beslutning, hvorvidt politiet skal involveres eller ej.

Det er normalt at spørge sig selv, om du og din kammerat kunne have gjort noget anderledes. Stol på, at I gjorde jeres bedste i den givne krisesituation. Folk bearbejder traumatiske oplevelser forskelligt. Herren vil hjælpe dig, mens du kommer dig.

Se denne video for at lære mere om, hvordan du kan være forberedt på, genkende og håndtere farlige situationer og trusler.

7.9

Sikkerhed i boligen

Følg nedenstående retningslinjer for at sikre, at jeres bolig er beskyttet, sikker og ren.

7.9.1

Privathed og sikkerhed

Iagttag følgende retningslinjer for at sikre, at jeres bolig er beskyttet og sikker:

  • Installer og vedligehold kulilte- og røgdetektorer. Kontroller og udskift batterier i henhold til missionens boligkoordinators retningslinjer. Deaktivér ikke disse enheder, der kan redde liv.

  • Tænd ikke nogen form for levende lys.

  • Lås yderdøre og vinduer. Om nødvendigt, kan dine missionsledere foreslå, hvordan I kan få luft udefra ind i boligen.

  • Luk altid gardiner eller persienner efter mørkets frembrud.

  • Giv ikke din adresse til folk, du underviser eller til offentligheden.

  • Åbn ikke døren, hvis ikke du kender personen udenfor, eller hvis du føler dig utryg ved vedkommende.

  • Undervis aldrig folk i jeres bolig og inviter ikke andre end missionærer indenfor.

  • Bo aldrig i et hus, hvor ugifte personer af det modsatte køn bor, eller hvor ægtefællen af dit eget køn ofte er fraværende.

  • Rapportér øjeblikkelig eventuelle sikkerhedsproblemer til missionskontoret, herunder enhver, der holder øje med din bolig eller får dig til at føle dig usikker.

  • Tillad kun missionærer af samme køn, som er på godkendt udveksling at tilbringe natten i jeres bolig.

  • Brug de nødvendige midler for at holde jeres bolig sikker. Skift for eksempel udbrændte elektriske pærer.

7.9.2

Renlighed og vedligeholdelse

Hold jeres bolig pæn og ren.

  • Gør rent på forberedelsesdagen (se 2.5.1) og dagligt efter behov.

  • Tag de nødvendige forholdsregler for at forhindre insekter (se 7.7.4) i jeres bolig.

  • Sæt dig ind i den sikre brug af apparater, især komfurer og radiatorer.

  • Hold ikke nogen form for kæledyr.

Jeres bolig vil blive kontrolleret regelmæssigt for at sikre, at den er passende, sikker og godt vedligeholdt.

Se disse to videoer for at lære mere om sikkerhed i boligen.

7.10

Sikkerhed i forbindelse med transport

Følg sikkerhedsanvisningerne beskrevet i de følgende underafsnit.

7.10.1

Gang

Når I går:

  • Gå om muligt modsat kørselsretningen.

  • Hold jer indenfor oplyste områder efter mørkets frembrud.

  • Variér ruterne og tidspunkterne, hvor I bevæger jer rundt i jeres område. Ændr jeres rute eller rutine, når Ånden tilskynder jer til det.

Se denne video for at lære mere om sikkerhed, når I bevæger jer rundt.

7.10.2

Cykling

Når I cykler:

  • Følg færdselsloven og retningslinjerne for cykelsikkerhed, herunder brug af en sikkerhedscertificeret hjelm, brug reflekser og giv håndsignaler efter behov.

  • Antag aldrig, at du har forkørselsret.

  • Forsøg at undgå at cykle i dårligt vejr, i tæt trafik eller efter mørkets frembrud. Undlad at køre ved siden af hinanden eller for tæt.

  • Hold dig i sikker afstand af din kammerat, men indenfor synsvidde.

  • Hold din cykel i god stand inklusive for- og baglygter samt side- og bagreflekser.

  • Lås eller sikr din cykel, når du ikke kører på den.

Se denne video for at lære mere om cykelsikkerhed.

7.10.3

Brug af biler

Hvis du er blevet bedt om at køre bil under din mission, så kør kun missionens biler. For at køre en af missionens biler må du have et kørekort, der er gyldigt i det land, hvor du tjener, vise at du forstår missionens standarder for kørsel af missionens biler samt have tilladelse af missionslederne. Følg også disse retningslinjer:

  • Vær opmærksom på at både du og dine kammerat er ansvarlige for sikkerheden, uanset hvem der kører.

  • Brug sikkerhedsseler, kør defensivt, brug forlygter nat og dag, og vær opmærksom hvad enten du er passager eller fører.

  • Hvis du kører, så lad dig ikke distrahere på nogen måde. Dette betyder også, at du ikke må bruge mobiltelefon eller bilens lydanlæg.

  • Hvis du er passageren, så hjælp føreren ved at være opmærksom.

  • Hvis du er passageren, så stå i sikker afstand udenfor bilen og dirigér føreren, når som helst han eller hun bakker bilen.

  • Af sikkerheds- og erstatningsmæssige årsager må du ikke køre med nogen andre i bilen bortset fra fuldtidsmissionærer af dit eget køn.

  • Begræns kørslen til det antal kilometer, som du har fået tilladelse til.

  • Manipulér ikke kilometertælleren eller andre sikkerhedsanordninger, der er installeret i bilen.

  • Hold bilen ren og i god stand.

  • Hvis du er involveret i en ulykke, så se I tilfælde af en ulykke, som bør ligge i bilens handskerum. Kontakt missionens bilkoordinator, så snart det er sikkert at gøre det.

Se denne video for at lære mere om sikkerhed ved kørsel.

7.10.4

Brug af offentlig transport

Når du benytter offentlig transport:

  • Brug kun offentlig transport, som er godkendt i din mission.

  • Gør dig bekendt med den offentlige transport i det område, hvor du bevæger dig rundt.

  • Sid i nærheden af chaufføren, når det er muligt. Placér dine tasker foran dig, i det omfang det er sikkert.

7.11

Præstedømmeordinancer og -velsignelser

Benyt disse generelle retningslinjer i forbindelse med udførelsen af præstedømmeordinancer og -velsignelser. Informationen i dette kapitel er et sammendrag af kapitel 20 i Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010.

Bemærk: Som beskrevet i de følgende afsnit, kræver visse ordinancer bemyndigelse fra en præstedømmeleder, der besidder de rette nøgler.

7.11.1

At tjene i præstedømmet: Generelle retningslinjer for bærere af Det Melkisedekske Præstedømme

Melkisedekske præstedømmebærere bør altid søge at være værdige til at blive vejledt af Helligånden. De bør udføre hver enkelt ordinance og velsignelse på en værdig måde og sikre sig, at den opfylder følgende krav:

  1. Den udføres i Jesu Kristi navn.

  2. Den udføres med præstedømmets myndighed.

  3. Den udføres ved at anvende enhver procedure, der måtte være nødvendig, såsom at benytte bestemte ord eller indviet olie.

  4. Den bør bemyndiges af den præsiderende myndighed, som besidder de rette nøgler (normalt biskoppen, stavspræsidenten eller missionspræsidenten), om nødvendigt ifølge instruktionerne i dette kapitel.

De, som giver en præstedømmevelsignelse, udtaler velsignelsens ord (»Jeg [eller vi] velsigner dig med …«) snarere end at bede en bøn (»Himmelske Fader, velsign denne person med …«).

Når flere brødre deltager i en ordinance eller velsignelse, lægger hver bror sin højre hånd let på personens hoved (eller under spædbarnet, der velsignes) og sin venstre hånd på skulderen af broderen til venstre for sig.

Kun brødre, der bærer det nødvendige præstedømme og som er værdige, kan udføre en ordinance eller velsignelse. Biskopper og stavspræsidenter har som vejledt af Ånden og instruktionerne i det næste afsnit lov til at tillade præstedømmebærere, som ikke fuldt ud er tempelværdige, at udføre og deltage i visse ordinancer og velsignelser (se Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 20.1.2).

Det frarådes at invitere et stort antal familiemedlemmer, venner og ledere til at deltage ved en ordinance eller velsignelse, da nogen kan finde det mærkeligt, og da det kan gøre det fysisk svært at udføre ordinancen.

7.11.2

Dåb

Missionspræsidenten besidder nøglerne til dåb af nyomvendte. Under ledelse af den præsiderende myndighed kan en værdig præst eller en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme udføre dåbsordinancen. Han gør dette ved at -

  1. stå i vandet sammen med den person, der skal døbes.

  2. holde om personens højre håndled med sin venstre hånd (af praktiske og sikkerhedsmæssige årsager). Personen, der skal døbes, holder om præstedømmebærerens venstre håndled med sin venstre hånd.

  3. løfte sin højre arm til en ret vinkel.

  4. udtale personens fulde navn og sige: »Bemyndiget af Jesus Kristus døber jeg dig i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn. Amen« (L&P 20:73).

  5. lade personen holde sig for næsen med sin højre hånd (af praktiske årsager). Placere sin højre hånd højt oppe på personens ryg og fuldstændigt nedsænke personen inklusive hans eller hendes tøj.

  6. hjælpe personen op af vandet.

Som beskrevet i Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 20.3.7, sikrer to vidner, at hver dåb udføres korrekt. Dåben skal gentages, hvis ordene ikke udtales nøjagtigt, som de er angivet i Lære og Pagter 20:73, eller hvis en del af personens krop eller tøj ikke blev nedsænket fuldstændigt.

7.11.3

Bekræftelse

Missionspræsidenten besidder nøglerne til bekræftelse af nyomvendte. Biskoppen fører imidlertid tilsyn med udførelsen af alle bekræftelser. Han sikrer sig, at nyomvendte bekræftes ved nadvermødet i den menighed, hvor de bor, helst søndagen efter deres dåb. Nyomvendte bliver ikke bekræftet under dåbsmødet.

En eller flere bærere af Det Melkisedekske Præstedømme kan deltage i bekræftelsen. De placerer deres hænder let på personens hoved. Den person, der udfører ordinancen -

  1. nævner personens fulde navn.

  2. nævner, at ordinancen udføres med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.

  3. bekræfter personen som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

  4. anvender ordene »modtag Helligånden« (ikke »modtag Helligåndsgaven«).

  5. giver en velsignelse, som Ånden tilskynder.

  6. afslutter i Jesu Kristi navn.

7.11.4

Indvielse af olie

En eller flere bærere af Det Melkisedekske Præstedømme skal indvie olivenolie, før den bruges til at salve syge eller hjemsøgte. Andre olier må ikke benyttes. Når olien indvies, skal præstedømmebæreren -

  1. holde en åben beholder med olivenolie.

  2. henvende sig til vor himmelske Fader.

  3. nævne, at han handler med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.

  4. indvie olien (ikke beholderen) og hellige den til salvelse og velsignelse af syge og hjemsøgte.

  5. afslutte i Jesu Kristi navn.

7.11.5.

At salve de syge og hjemsøgte.

Jesus gav præstedømmemyndighed til sine apostle, så de kunne »helbrede syge … og uddrive dæmoner« (Matt 10:8). Melkisedekske præstedømmebærere har den samme myndighed. Benyt denne gave ofte og på passende vis.

Kun bærere af Det Melkisedekske Præstedømme må salve de syge eller hjemsøgte. Normalt er der to eller flere præstedømmebærere, der salver den syge, men én kan udføre både salvelsen og beseglingen af velsignelsen, hvis det er nødvendigt.

Hvis der ikke er indviet olie til rådighed, kan der dog gives en velsignelse med præstedømmets myndighed uden salvelsen.

En værdig ægtemand eller far, der bærer Det Melkisedekske Præstedømme, bør normalt selv salve syge i sin familie.

Brødre bør salve de syge på opfordring af den syge eller dem, der er meget tæt på personen, så velsignelsen kan være i overensstemmelse med deres tro. Bærere af Det Melkisedekske Præstedømme, der besøger hospitaler, bør ikke opsøge muligheder for at salve de syge.

Hvis en person beder om mere end én velsignelse for den samme sygdom, behøver præstedømmebæreren ikke at salve med olie efter den første velsignelse. Han giver i stedet en velsignelse ved håndspålæggelse og med præstedømmets myndighed.

Salvelsen af syge består af to dele: (1) salvelse med indviet olie og (2) besegling af salvelsen.

Salvelse med indviet olie

Indvielsen af olien udføres af en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme. Han -

  1. anbringer en dråbe indviet olie på personens hoved.

  2. lægger sine hænder let på personens hoved og kalder personen ved hans eller hendes fulde navn.

  3. nævner, at han handler med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.

  4. nævner, at han salver med olie, der er indviet til salvelse og velsignelse af syge og hjemsøgte.

  5. afslutter i Jesu Kristi navn.

Besegling af salvelsen

Normalt lægger to eller flere bærere af Det Melkisedekske Præstedømme deres hænder let på personens hoved for at besegle salvelsen; imidlertid kan en bærer af Det Melkisedekske Præstedømme om nødvendigt udføre velsignelsen alene. Ved besegling af salvelsen gør bæreren af Det Melkisedekske Præstedømme følgende:

  1. Kalder personen ved hans eller hendes fulde navn.

  2. Nævner, at han besegler salvelsen med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.

  3. Giver en velsignelse, som Ånden tilskynder.

  4. Afslutter i Jesu Kristi navn.

7.11.6

At give trøstende og vejledende velsignelser

Bærere af Det Melkisedekske Præstedømme kan også give trøstende og vejledende velsignelser til andre, der beder om det. Ved en sådan velsignelse lægger en eller flere præstedømmebærere deres hænder let på personens hoved. Den præstedømmebærer, der giver velsignelsen -

  1. kalder personen ved hans eller hendes fulde navn.

  2. nævner, at velsignelsen udføres med Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed.

  3. giver en velsignelse, som Ånden tilskynder.

  4. afslutter i Jesu Kristi navn.

Missionærer, der giver velsignelser, bør rapportere velsignelsen direkte til medlemmets biskop, kvorumspræsidenten eller missionslederen, som derefter fortæller biskoppen det.