Vores tempelægteskab var hele prisen værd
tidligere næste

Vores tempelægteskab var hele prisen værd

Det var først, efter min første forretning brød sammen, og min næste brændte ned til grunden, at jeg begyndte at spekulere på, om jeg ville kunne tage min forlovede, Beny, med til templet. Vi havde hørt, at rejsen dertil var en prøve på ens tro, men da vi gjorde et tempelægteskab til vores mål, anede vi ikke, hvor hårdt vi skulle blive prøvet.

Beny og jeg mødtes i vores hjemland Panama, efter vi havde været på mission. På grund af lovgivningen i Panama skulle par, som ønskede at blive viet i templet, først giftes borgerligt, inden de rejste til det nærmeste tempel, som lå i Guatemala City i Guatemala. Det var en dyr og vanskelig rejse, men beseglingen var en velsignelse, som vi ikke ønskede at undvære.

Dagen efter at jeg havde friet, mistede jeg mit arbejde. Ufortrødent besluttede jeg at tjene penge ved at køre busture. Min bus brød sammen den første aften. Noget bekymret, men dog beslutsom, valgte jeg at sælge T-shirts. Den morgen, hvor jeg skulle hente mine T-shirts hos leverandøren, opdagede jeg, at bygningen var brændt ned til grunden den foregående nat. Det kunne se ud, som om mine forhåbninger også var gået op i røg.

Der var kun få måneder til den næste planlagte tempeltur, men indtil videre var hvert eneste af mine forsøg på at skaffe penge endt i total fiasko. Jeg forlod den ulmende ruin og ledte efter Beny.

»Jeg har mistet alt,« fortalte jeg hende. »Måske skulle du lade være med at gifte dig med mig.«

»Hvis jeg giftede mig for pengenes skyld, så havde jeg været gift allerede,« sagde hun. »Men jeg gifter mig ikke for pengenes skyld. Jeg gifter mig med dig, fordi jeg elsker dig.«

Det blev et vendepunkt. Vi følte, at vi havde bestået en vigtig prøve. Da vi holdt ud i tro, begyndte døre at åbnes. Jeg fik job som møbelsnedker, selv om lønnen ikke dækkede vore behov. Så tilbød en venlig biskop at hjælpe os med busbilletterne. Selv om hans tilbud var spændende, så føltes det ikke rigtigt. Vi var fast besluttede på at klare os selv. Men da han oprigtigt ønskede at hjælpe os, spurgte vi, om han kunne give Beny et job i stedet. Det gjorde han.

Da vi havde tjent penge nok til at rejse til templet, blev vi borgerligt viet og kunne så endelig tage af sted til Guatemala sammen med ti andre medlemmer af Kirken. Men vore prøvelser var ikke forbi endnu.

Omfattende transportstrejker standsede os ved grænsen til Costa Rica. Da vi havde ventet ved grænsen i to dage, besluttede vores chauffør at vende om. Men Beny og jeg og to brødre samt endnu et ægtepar besluttede, at vi ikke ville give op. Da vi havde set vores bus vende om og køre bort, vandrede vi ind i Costa Rica. Vi vandrede af sted og sov på rastepladser ved vejen, indtil vi nåede grænsen til Nicaragua. Derfra lykkedes det at få en taxa til hovedstaden, hvor vi købte billetter til en bus til Honduras’ grænse. To dage – og yderligere to busrejser – senere ankom vi endelig til templet. Vi var snavsede og trætte, og vi havde brugt langt flere penge, end vi havde planlagt, men vi var lykkelige.

Den næste dag, efter alle vore trængsler og forsinkelser, blev vi endelig beseglet for evigt som mand og hustru. Vores glæde – som var sliddet, ventetiden og bekymringerne værd – var fuldkommen!

Ikke alle, der bliver viet i templet, møder sådanne udfordringer, men for Beny og mig (og de andre, som tog til templet med os) var disse oplevelser en lutringsproces. Det var en af mit livs største oplevelser.

Hvis vores mål om at blive viet i templet udelukkende havde bygget på verdslig kærlighed, havde vi ikke klaret det. Men fordi vi troede på, at præstedømmets beseglingsmagt er gengivet i vore dage, gav vi ikke op, for vi vidste, at vores tempelægteskab – for tid og al evighed – var ethvert offer værd.