For de unge: Gør templet til en del af dit liv
tidligere næste

Gør templet til en del af dit liv

For de unge

Selv om du forbereder dig på at modtage dine tempelordinancer engang i fremtiden, kan templet have en stor indflydelse på dit liv allerede nu.

Templet er det helligste sted på Jorden – et sted, hvor jord og himmel mødes, og hvor vi føler os tæt på vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Selv om du forbereder dig på at modtage dine tempelordinancer engang i fremtiden, kan templet have en stor indflydelse på dit liv allerede nu. Her er noget af det, som du kan gøre for at gøre templet til en del af dit liv, mens du er ung.

Deltag i dåb for de døde

Værdige unge mænd og unge piger fra 12 år og opefter kan besøge templet og blive døbt for deres forfædre, som er døde uden at blive døbt. Præsident Thomas S. Monson har talt om den glæde, som denne tjeneste giver:

»En morgen så jeg, da jeg gik over til templet, en gruppe unge piger, som tidligt den morgen havde deltaget i dåb for dem, som er gået forud. Deres hår var vådt. Deres smil var strålende. Deres hjerte var fyldt med glæde. En af pigerne vendte sig om mod templet og udtrykte sine følelser. ›Det har været den lykkeligste dag i mit liv,‹ sagde hun.«1

Trettenårige Jessica Hahn fra Daphne i Alabama blev døbt for nogle af sine forfædre i templet i Atlanta i Georgia. Selv om det tog fem timer at rejse til templet, siger hun, at det var en vidunderlig oplevelse. »Det var en dejlig følelse at kunne iføre mig hvidt tøj og blive døbt for mine forfædre,« sagde hun. »Nu føler jeg, at jeg kender dem.«

Kom i templet, så ofte du kan. Der kan du opleve glæden ved at hjælpe andre med at modtage dåbens velsignelser.

Støt tempeltjenesten

Der er mange måder at støtte tempeltjeneste på, selv om du ikke selv kan komme i templet. Du kan lære dine forfædre at kende og sikre dig, at der bliver udført tempelordinancer for dem. Du kan tilbyde at passe mindre børn, så deres forældre kan komme i templet. Da templet fokuserer så meget på familier, kan du arbejde på at styrke din egen familie. Og du kan fortælle andre om dit vidnesbyrd om, at templet virkelig er Herrens hus.

Lev værdig til at indtræde i templet

Eftersom templet er et helligt sted, har Herren sat høje standarder for os, som vi skal efterleve, før vi kan komme der. Præsident Dieter F. Uchtdorf har forklaret: »De standarder, som Herren har fastsat i tempelanbefalingsspørgsmålene, er meget lig de standarder, der står i Til styrke for de unge. Disse standarder vil både på tidspunkter med ro og på tidspunkter med store fristelser sammen med Helligåndens vejledning hjælpe jer med at træffe de rigtige valg … Hvordan I anvender disse standarder, siger meget om, hvem I er, og hvad I stræber efter at blive.«2

Efterlev Herrens standarder, så bliver du værdig til at træde ind i templet. Et ønske om at træde ind i templet engang i fremtiden kan hjælpe dig med at holde dig fra fristelser nu. »Det giver en grund til at holde sig værdig,« siger Marlon Ruiz på 16 år fra Sunrise i Florida. »Så længe man har et mål, tænker man altid på, hvad man gør, for man kan ikke komme i templet, hvis man ikke er værdig.«

Planlæg at blive viet i templet

»Når jeg ser templet, tænker jeg på, at jeg skal giftes der en dag,« siger Annika Reitlimeier på 16 år fra Oslo i Norge. »Jeg ved, at de løfter, man indgår i templet, er løfter til Herren. Det, man lærer der, forandres eller forsvinder ikke bare.«

Hav et billede af templet stående et sted, hvor du ofte ser det, og se frem til den dag, hvor du kan modtage dine egne tempelordinancer.

Da Jody Hazelbaker fra American Fork var 14 år gammel, besøgte hun Mount Timpanogos-templet i Utah ved åbenthusarrangementet. »Da jeg gik gennem brudeværelset, stoppede jeg op et øjeblik og kiggede i spejlet,« mindes hun. »Da jeg kiggede, kunne jeg se mig selv i fremtiden i en smuk brudekjole og med et stort smil. Jeg vidste, at dette var stedet, hvor jeg skulle giftes, i templet, tæt på min himmelske Fader.«

Noter

  1. Thomas S. Monson, »Din celestiale rejse«, Liahona, juli 1999, s. 115.

  2. Dieter F. Uchtdorf, Liahona, maj 2006, s. 44.