Templets velsignelser
tidligere næste

Templets velsignelser

Templet giver os et formål med livet. Det indgyder os fred i sjælen – ikke den fred, som mennesker giver, men den fred, som blev lovet af Guds Søn, da han sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.«

I templet kan vi føle os tæt på Herren.

Jeg tror ikke, at der er noget sted på hele jorden, hvor jeg føler mig tættere på Herren end i et af hans hellige templer. Lad mig omskrive et digt:

Hvor er himlen?

Den er lige her.

I Guds templer

er det, hvor vi er!

Herren har sagt:

»Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.

Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.

For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.«1

For medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er templet det helligste sted på jorden. Det er Herrens hus, og som der står skrevet på templets ydre, så er det »Helliget Herren«.

Templet kan opløfte og ophøje os

I templet forkyndes Guds dyrebare plan. Det er i templet, at vi indgår evige pagter. Templet opløfter os, ophøjer os, står som et fyrtårn for os alle og leder os til celestial herlighed. Det er Guds hus. Alt det, der foregår inden for templets mure, er opløftende og forædlende.

Templet er for familier en af de største skatte, vi kan modtage i dette liv. Herren har talt tydeligt til os fædre og påpeget, at vi har et ansvar for at elske vores hustru af hele vores hjerte og at sørge for hende og for vore børn. Han har påpeget, at det største værk, vi kan udrette som forældre, udføres i vores hjem, og vores hjem kan være som himlen, især når vores ægteskab er beseglet i Guds hus.

Afdøde ældste Matthew Cowley, som var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, berettede engang om en oplevelse, han som bedstefar havde en lørdag eftermiddag, hvor han tog sit barnebarn i hånden og tog på fødselsdagsbesøg – ikke til zoologisk have eller biografen, men til tempelpladsen. Med tilladelse fra opsynsmanden gik de hen til templets store døre. Han sagde, at hun skulle lægge sin hånd på den solide mur og derefter på den massive dør. Han sagde så kærligt til hende: »Husk på, at du i dag har rørt ved templet. En dag kommer du indenfor.« Hans gave til sit lille barnebarn var hverken slik eller is, men en oplevelse, der var meget mere betydningsfuld og evigtvarende – en påskønnelse af Herrens hus. Hun havde rørt templet, og templet havde rørt hende.

Templet indgyder os fred i sjælen

Når vi rører templet og elsker templet, afspejles vores tro i vores levevis. Når vi besøger det hellige hus, og når vi erindrer de pagter, som vi indgår derinde, bliver vi i stand til at udholde enhver prøvelse og overvinde enhver fristelse. Templet giver os et formål med livet. Det indgyder os fred i sjælen – ikke den fred, som mennesker giver, men den fred, som blev lovet af Guds Søn, da han sagde: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«2

Der er stor tro blandt de sidste dages hellige. Herren giver os mulighed for at se, om vi vil følge hans bud, om vi vil følge den vej, som Jesus fra Nazaret fulgte, om vi vil elske Herren af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke og elske vores næste som os selv.3

Jeg tror på ordsproget: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.«4

Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Hvis vi gør vores pligt og stoler fuldt ud på Herren, fylder vi hans templer, ikke blot for at udføre ordinancer for os selv, men også for at nyde det privilegium at udføre dem for andre. Vi knæler ved hellige altre som stedfortrædere ved beseglinger, der forener ægtemænd og hustruer og børn for evigt. Værdige unge mænd og unge piger ned til 12-årsalderen kan være stedfortrædere for dem, der er døde uden at have modtaget dåbens velsignelser. Det er vor himmelske Faders ønske for jer og for mig.

Der skete et mirakel

For mange år siden blev en ydmyg og trofast patriark, bror Percy K. Fetzer, kaldet til at give patriarkalske velsignelser til medlemmer af Kirken, som boede bag Jerntæppet.

Bror Fetzer tog til Polen i de dystre tider. Grænserne var lukkede, og ingen borgere fik lov at rejse ud. Bror Fetzer mødtes der med tyske hellige, som var blevet fanget derinde, da grænserne blev ændret af anden verdenskrig, og det land, som de boede i, pludselig blev en del af Polen.

Vores leder blandt de tyske hellige var bror Eric P. Könietz, som boede der med sin hustru og sine børn. Bror Fetzer gav bror og søster Könietz og deres større børn deres patriarkalske velsignelse.

Da bror Fetzer vendte hjem til USA ringede han og spurgte, om han måtte komme ind og tale med mig. Da han sad på mit kontor, begyndte han at græde. Han sagde: »Bror Monson, da jeg lagde mine hænder på hovedet af medlemmerne af familien Könietz, lovede jeg noget, som ikke kan indfries. Jeg lovede bror og søster Könietz, at de ville blive i stand til at vende hjem til deres fædreland, Tyskland, at de ikke længere skulle holdes fanget af de sejrende nationers vilkårlige beslutninger, og at de ville blive beseglet som familie i Herrens hus. Jeg lovede deres søn, at han skulle komme på mission, og jeg lovede deres datter, at hun skulle blive gift i Guds hellige tempel. Du og jeg ved begge, at de på grund af de lukkede grænser ikke kan modtage de velsignelser. Hvad har jeg gjort?«

Jeg sagde: »Bror Fetzer, jeg kender dig godt nok til at vide, at du har gjort netop det, som vor himmelske Fader ønskede, at du skulle gøre.« Så knælede vi begge ved mit skrivebord og udgød vores hjerte til vor himmelske Fader og nævnte, at en hengiven familie var blevet givet løfter med hensyn til Guds hellige tempel og andre velsignelser, som nu var dem nægtet. Kun han kunne udrette det mirakel, vi havde brug for.

Og miraklet skete. Der blev indgået en aftale mellem den polske regering og Forbundsrepublikken Tysklands regering, som tillod tyske statsborgere, der var blevet fanget i det område, at flytte til Tyskland. Bror og søster Könietz og deres børn flyttede til Vesttyskland, og bror Könietz blev biskop i den menighed, som de kom til at bo i.

Hele familien Könietz rejste til det hellige tempel i Schweiz. Og hvem var den tempelpræsident, som tog imod dem i hvidt tøj og med åbne arme? Ingen anden end Percy Fetzer – den patriark, som havde givet dem løftet. I sin egenskab af præsident for templet i Bern i Schweiz bød han dem nu velkommen til Herrens hus, hvor de løfter kunne indfries, og beseglede dem som mand og hustru for evigt og beseglede børnene til deres forældre.

Den lille datter blev med tiden gift i Herrens hus. Den lille søn modtog sin kaldelse og udførte en fuldtidsmission.

»Vi ses i templet!«

For nogle af os er rejsen til templet blot hen ad et par gader. For andre skal der krydses store have og rejses mange kilometer, før man når frem til Guds hellige tempel.

For nogle få år siden, inden templet i Sydafrika stod færdigt, traf jeg, mens jeg deltog i en distriktskonference i det, der dengang var Salisbury i Rhodesia, distriktspræsident Reginald J. Nield. Han og hans hustru og deres yndige døtre tog imod mig, da jeg trådte ind i kirkebygningen. De forklarede, at de havde sparet op og havde beredt sig på den dag, hvor de kunne rejse til Herrens tempel. Men ak, templet lå så langt væk.

Da mødet var forbi, stillede de fire yndige døtre mig spørgsmål om templet. »Hvordan er der i templet? Vi har kun set billeder af det.« »Hvordan føles det, når vi træder ind i templet?« »Hvad vil vi huske mest af alt?« I omkring en time talte jeg med de fire piger om Herrens hus. Da jeg kørte af sted til lufthavnen, vinkede de til mig, og den yngste pige sagde: »Vi ses i templet!«

Et år senere fik jeg mulighed for at hilse på familien Nield i templet i Salt Lake City. I et fredfyldt beseglingsværelse nød jeg det privilegium at besegle bror og søster Nield for tid og al evighed. Så blev dørene åbnet, og de smukke døtre, der alle var klædt i blændende hvidt, trådte ind i værelset. De omfavnede deres mor, og så deres far. De havde tårer i øjnene og taknemlighed i hjertet. Vi var tæt på himlen. Med rette kunne hver af dem sige: »Nu er vi en familie i al evighed.«

Det er de vidunderlige velsignelser, som venter dem, der kommer til templet. Må vi hver især leve værdigt, med rene hænder og rent hjerte, så templet kan røre os og vores familie.

Hvor er himlen? Jeg vidner om, at de hellige templer slet ikke er langt væk – for det er på disse hellige steder, at himlen og jorden mødes, og at vor himmelske Fader giver sine børn sine største velsignelser.

Templet i St. George i Utah. Indviet den 6. april 1877. Genindviet den 11. november 1975.

Templet i Manila i Filippinerne. Indviet den 25. september 1984.

Templet i Bountiful i Utah. Indviet den 8. januar 1995.

Templet i Bern i Schweiz. Indviet den 11. september 1955. Genindviet den 23. oktober 1992.

Beseglingsværelse i templet i Salt Lake City