Templernes historie
tidligere næste

Templernes historie

Både i oldtiden og i vore dage har Herrens pagtsfolk betragtet opførelsen af templer som en opgave, der blev specielt fordret af dem.

Et indviet sted

Hovedtanken med et tempel er og har altid været, at det er et sted, der er indviet til en tjeneste, der betragtes som hellig; i en mere snæver fortolkning er et tempel en bygning, som er opført og udelukkende benyttet til hellige ritualer og ceremonier.

Det latinske ord templum svarede til det hebraiske beth Elohim og betegnede Guddommens bolig; derfor betød det bogstavelig talt Herrens hus.

Sådanne bygninger er blevet opført i mange forskellige tidsaldre, både af dem, der dyrkede afguder, og af den sande og levende Guds tilhængere. Mens disse templers ydre gårdspladser blev anvendt som forsamlingssteder og skuepladser for offentlige ritualer, har der altid været et indre område, som kun de indviede præster fik lov at træde ind i, og hvor man hævdede, at Guddommen tilkendegav sig. Templer har aldrig været set som steder, hvor den almindelige offentlighed kunne samles, men som hellige bygninger, der var indviet til de allerhelligste ceremonier i det pågældende trossamfund.

Det gamle Israels tabernakel

I oldtiden adskilte Israels folk sig fra andre nationer ved at bygge helligdomme i den levende Guds navn. Dette blev specifikt forlangt af dem af Jahve, som de hævdede at tjene. Israels historie som nation daterer sig tilbage til udvandringen fra Egypten. De var knap nok sluppet bort fra Egyptens afgudsdyrkende samfund, før det blev forlangt, at de skulle bygge en helligdom, hvori Jahve kunne give sig til kende og gøre sin vilje kendt, som deres anerkendte Herre og Konge.

Tabernaklet var helligt for Israel, fordi det var Jahves helligdom. Det var opført i overensstemmelse med en åbenbaret plan (se 2 Mos 26-27). Det var en kompakt og transportabel konstruktion, og skønt det blot var et telt, var det fremstillet af det bedste, det dyrebareste og de mest værdifulde materialer, som folket besad. Dette udsøgte værk var et folks offer til Herren. Det var på alle måder det bedste, som folket kunne tilbyde, og Jahve helligede gaven med sin guddommelige anerkendelse.

Da Israel blev grundfæstet som et forjættet land, da pagtsfolket efter fire årtiers vandring i ørkenen endelig tog Kana’ans land i besiddelse, fik tabernaklet fast plads i Shilo, og der drog stammerne hen for at høre Guds vilje og ord (se Jos 18:1; 19:51; 21:2; Dom 18:31; 1 Sam 1:3, 24; 4:3-4). Senere blev det flyttet til Gibeon (se 1 Krøn 21:29; 2 Krøn 1:3) og senere igen til Davids by eller Zion (se 2 Sam 6:12; 2 Krøn 5:2).

Salomos tempel

David, Israels anden konge, ønskede og planlagde at opføre et hus til Herren, fordi han sagde, at det var upassende, at han, kongen, skulle bo i et palads af cedertræ, mens Guds helligdom blot var et telt (se 2 Sam 7:2). Men Herren talte gennem profeten Natans mund og sagde, at han afviste det foreslåede offer, fordi David, Israels konge, skønt han på mange måder var en mand efter Guds eget hjerte, havde syndet, og hans synd var ikke blevet tilgivet (se 2 Sam 7:1-13; 1 Krøn 28:2-3). Ikke desto mindre fik David lov til at indsamle materialer til Herrens hus, en bygning, som ikke han, men hans søn Salomo skulle opføre.

Kort efter at Salomo havde arvet tronen, gav han sig i kast med arbejdet. Han lagde grundvolden i sit fjerde regeringsår, og bygningen blev fuldført i løbet af syv og et halvt år. Opførelsen af Salomos tempel var en epokegørende begivenhed, ikke blot i Israels historie, men i hele verdens.

Ifølge den almindeligt anerkendte kronologi stod templet færdigt omkring år 1005 f.Kr. Hvad angår arkitektur og konstruktion, design og omkostninger er det kendt som en af de mest enestående bygninger i historien. Indvielsesceremonierne varede syv dage – en uge med hellig jubel i Israel. Herrens nådige anerkendelse kom til udtryk i en sky, som fyldte de hellige rum, da præsterne trak sig tilbage, »fordi Herrens herlighed fyldte Guds hus« (2 Krøn 5:14; se også 2 Mos 40:35; 2 Krøn 7:1-2).

Vanhelligelsen af Salomos tempel

Denne pragtfulde bygnings storslåede storhed skulle blive kortvarig. Fireogtredive år efter dets indvielse og blot fem år efter Salomos død begyndte den at forfalde; og dette forfald udviklede sig snart til en generel plyndring og endelig en faktisk vanhelligelse. Salomo var blevet ført på afveje af afgudsdyrkende kvinder, og hans vildfarelse var årsag til ugudelighed i Israel. Templet mistede snart sin hellighed, og Jahve trak sin beskyttende tilstedeværelse bort fra det sted, som ikke længere var helligt.

Egypterne, som israelitterne havde været i trældom hos, fik atter lov til at undertrykke Israel. Shishak, Egyptens konge, indtog Jerusalem »og tog skattene fra Herrens tempel« (1 Kong 14:25-26). Vanhelligelsen fortsatte gennem århundreder. To hundrede og seksten år efter egypternes plyndring, fjernede Akaz, Judas konge, altret og døbefonten og efterlod blot et hus, hvor der før havde stået et tempel (se 2 Kong 16:7-9, 17-18; se også 2 Krøn 28:24-25). Senere fuldførte Nebukadnesar, Babylons konge, plyndringen af templet og satte ild til bygningen (se 2 Krøn 36:18-19; se også 2 Kong 24:13; 25:9).

Zerubbabels tempel

Således stod Israel omkring 600 år før vor Herres jordiske komme uden et tempel. Folket var blevet afgudsdyrkere og helt igennem ugudeligt, og Herren havde forkastet dem og deres helligdom. Israels rige, som bestod af omtrent 10 af de 12 stammer, var blevet underkastet assyrerne omkring år 721 f.Kr., og et århundrede senere blev Judas rige besejret af babylonierne. I 70 år forblev Judas folk – herefter kendt som jøderne – i fangenskab, sådan som det var blevet forudsagt (se Jer 25:11-12; 29:10).

Men under Kyros’ mere milde styre (se Ez 1, 2 og Dareios (se Ez 6) fik de lov til at vende tilbage til Jerusalem og atter opføre et tempel i overensstemmelse med deres tro. Til minde om lederen af dette værk blev det genopførte tempel kendt i historien som Zerubbabels tempel. Skønt dette tempel havde væsentlig færre rigdomme og var væsentlig ringere udført og udstyret i sammenligning med Salomos tempels pragt, så var det dog det bedste, som folket kunne bygge, og Herren antog det som et offer og udtryk for sine pagtsbørns kærlighed og hengivenhed.

Herodes’ tempel

Omkring 16 år før Kristi fødsel påbegyndte Herodes 1, Judæas konge, en genopførelse af det da forfaldne og næsten ødelagte Zerubbabels tempel. Den bygning havde stået der i fem århundreder og var uden tvivl hærget af tidens tand.

Mange begivenheder i Frelserens jordiske tilværelse er forbundet med Herodes’ tempel. Det ses tydeligt i skrifterne, at skønt Kristus var modstander af den fordærvede og kommercielle anvendelse, som templet nu blev udsat for, så erkendte og anerkendte han dog dets hellighed. Uanset under hvilket navn det var kendt, så var det i hans øjne Herrens hus.

Den fuldstændige ødelæggelse af templet blev forudsagt af vor Herre, mens han endnu levede i kødet (se Matt 24:1-2; Mark 13:1-2; Luk 21:6). I år 70 e.Kr. blev templet fuldstændig tilintetgjort af en brand i forbindelse med romernes erobring af Jerusalem under Titus.

Templer i oldtidens Amerika

Herodes’ tempel var det sidste tempel, der blev opført på den østlige halvkugle i oldtiden. Fra ødelæggelsen af denne storslåede bygning og frem til Kirkens genoprettelse ved Jesu Kristi Kirke i det 19. århundrede er den eneste optegnelse om tempelbyggeri det, der nævnes i Mormons Bog, som bekræfter, at der blev opført templer i det, der nu er kendt som det amerikanske fastland, men vi har kun få detaljer om konstruktionen og endnu færre kendsgerninger om de ordinancer, som blev udført i disse templer. Folket opførte et tempel omkring år 570 f.Kr., og vi erfarer, at det var opført i stil med Salomos tempel, selv om det var den smukke bygning ganske underlegent hvad angår storslåethed og kostbarhed (se 2 Ne 5:16).

Da den opstandne Herre åbenbarede sig for nefitterne på den vestlige halvkugle, fandt han dem samlet ved templet (se 3 Ne 11:1-10).

Men Mormons Bog nævner ikke noget om templer så sent som på tidspunktet for ødelæggelsen af templet i Jerusalem, og desuden gik det nefitiske folk til grunde i løbet af cirka fire århundreder efter Kristi besøg. Det står derfor klart, at templer ophørte med at eksistere på begge halvkugler i frafaldets tidlige tid, og selve tanken om et tempel uddøde blandt menneskene.

Frafald og genoprettelse

I mange århundreder blev ingen helligdom tilbudt Herren, ja, faktisk så det ud til, at ingen så noget behov for en sådan. Der blev selvfølgelig opført mange dyre og storslåede bygninger. Nogle af disse blev viet til Peter og Paulus, til Jakob og Johannes; andre til Magdalene og Jomfruen; men ingen blev opført med myndighed og til ære for Jesus Kristus. Blandt de mange kapeller og helligdomme, kirker og katedraler havde Menneskesønnen ikke noget sted, han kunne kalde sit.

Først da evangeliet blev gengivet i det 19. århundrede med alle dets magter og privilegier, manifesteredes præstedømmet atter blandt mennesker. Og lad os huske, at myndigheden til at tale og handle i Guds navn var af afgørende betydning for et tempel, og et tempel er intet uden præstedømmets hellige myndighed. Gennem Joseph Smith blev det oprindelige evangelium gengivet til jorden, og den gamle lov blev genindført. Med tiden og under profetens ledelse blev Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige organiseret og grundfæstet ved tilkendegivelser af den guddommelige magt.

Nutidige templer

Denne kirke begyndte allerede tidligt i sin historie at opføre et tempel (se L&P 36:8; 42:36; 133:2). Den første dag i juni 1833 instruerede Herren i en åbenbaring til profeten Joseph Smith, at der straks skulle opføres et helligt hus, hvori han lovede at begave sine udvalgte tjenere med magt og myndighed (se L&P 95). Folket reagerede beredvilligt og hengivent på denne opfordring. Trods stor fattigdom og hensynsløs forfølgelse fuldførtes projektet, og i marts 1836 blev det første tempel i nyere tid indviet i Kirtland i delstaten Ohio (se L&P 109). Indvielsesceremonien blev markeret med guddommelige tilkendegivelser, som kan sammenlignes med dem, der ledsagede indvielsen af det første tempel i oldtiden, og ved senere lejligheder viste himmelske væsner sig inde i det hellige hus og bragte åbenbaringer om Guds vilje til mennesker. På det sted blev Herren Jesus atter set og hørt (se L&P 110:1-10).

Inden der var gået to år efter indvielsen af templet i Kirtland, blev det forladt af det folk, som havde opført det. De blev tvunget til at flygte på grund af forfølgelse, og da de rejste bort, blev templet blot en almindelig bygning.

De sidste dages hellige udvandrede først til Missouri og senere til Nauvoo i Illinois. De havde knap slået sig ned i deres nye hjem, før åbenbaringens røst atter pålagde folket at opføre et hus, som var helliget Guds navn.

Skønt det stod klart, at folket snart igen ville blive tvunget til at flygte, og skønt de vidste, at de måtte forlade templet, så snart det stod færdigt, arbejdede de flittigt og vedholdende på at fuldføre og indrette bygningen. Den blev indviet den 30. april 1846, men allerede inden bygningen stod færdig, var folkets udvandring begyndt.

Templet blev forladt af dem, der i fattigdom og ved store ofre havde rejst det. I november 1848 blev det flammernes bytte, og i maj 1850 smadrede en tornado de sidste sortsvedne murrester.

Den 24. juli 1847 grundlagde mormonpionererne en bosættelse, der hvor Salt Lake City nu ligger. Få dage senere udpegede Brigham Young, profeten og lederen, et område i vildnisset og sagde, mens han slog på den tørre jord med sin stok: »Her bygger vi et tempel til vores Gud.« På det sted ligger i dag den smukke tempelplads, omkring hvilken byen er vokset op. Det tog 40 år at bygge templet i Salt Lake City. Slutstenen blev lagt den 6. april 1892, og det fuldførte tempel blev indviet et år senere.

Et guddommeligt påbud

Både i oldtiden og i vore dage har pagtsfolket betragtet opførelsen af templer som en opgave, der blev specielt fordret af dem. Det er tydeligt, at templet er mere end et kapel eller en kirke, mere end en synagoge eller en katedral. Det er en bygning, der er opført som Herrens hus og helliget de tætteste bånd mellem Herren og det hellige præstedømme, og indviet til de højeste og mest hellige ordinancer. For at være et helligt tempel – antaget af Gud og anerkendt af ham som hans hus – skal offeret desuden være blevet pålagt folket, og gaven og giveren skal være værdige.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige gør krav på at være i besiddelse af det hellige præstedømme, som atter er gengivet til jorden, og at de har fået pålagt det hellige påbud at opføre og vedligeholde templer, som er indviet til den sande og levende Guds navn og tjeneste, og i de hellige bygninger at varetage præstedømmets ordinancer, som er bindende både på jorden og hinsides graven.

Det indre af templet i Kirtland, fotograferet tidligt i det 20. århundrede.

Moses salvede Aron til at tjene som præst i tabernaklet.

Tabernaklet fungerede som transportabelt tempel under Israels vandring i ørkenen.

Salomos tempel, der stod færdigt i år 1005 f.Kr., er et af historiens mest enestående bygningsværker.

Indvielsesceremonierne for Salomos tempel varede syv dage – en uge med hellig jubel i Israel.

Under det babylonske fangenskab fik jøderne tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet.

Mange begivenheder i Frelserens jordiske liv viser, at han anerkendte templets hellighed.

Da den opstandne Frelser viste sig på det amerikanske fastland, viste han sig ved templet.

Efter mange års frafald blev den myndighed, som er nødvendig for tempeltjeneste, gengivet gennem Joseph Smith.

Det første tempel i de sidste dage blev indviet i Kirtland i Ohio i marts 1836.

Kort efter ankomsten til Saltsødalen sagde Brigham Young: »Her skal templet ligge.«

Fra 1893 og frem til nu er over 130 templer blevet opført og indviet verden over.

Templet i Tampico i Mexico. Indviet den 20. maj 2000.

Templet i Apia på Samoa. Indviet den 5. august 1983. Genindviet den 4. september 2005.

Templet i Madrid i Spanien. Indviet den 19. marts 1999.