Fællestid
Læs en historie om Jesus
»Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier« (2 Ne 25:26).
Læs en historie om Jesus, én jeg har kær,
en, som han ville fortælle, hvis han var her,
en fra hans vandring på livets vej.
Læs lidt om Jesus, det elsker jeg.
(»Læs en historie om Jesus«, Børnenes sangbog, s. 36).
Hvad er din yndlingshistorie om Jesus? Kan du lide historien om hans fødsel? Har du læst om dengang han stilnede stormen på havet? Vidste du, at han helbredte en blind mand og opvækkede sin ven Lazarus fra de døde? Har du læst om, hvor meget han elskede børnene?
Vi finder beretninger om Jesus i skrifterne. Nefi, en profet fra Mormons Bog, skrev: »Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier« (2 Ne 25:26). Vor himmelske Fader befalede sine profeter at vidne om hans søn, Jesus Kristus, og føre en hellig optegnelse, så vi kan lære mere om Jesus.
Profeterne har bedt dig om at læse i skrifterne hver dag. I december måned kan du læse om Jesu fødsel og de mirakler, han udførte. Tal med din familie om forsoningens dyrebare gave. Når du læser historierne om Jesus, bliver du velsignet med en fornemmelse af hans kærlighed til dig, og dit vidnesbyrd om hans evangelium vokser.
Aktivitet
Hver dag i december slår du den skriftstedshenvisning, som står på den pågældende dags små skrifter på side L4, op og læser historierne om Jesus. Derefter farvelægger du dagens skrifter. Hver dag står der også angivet et billede fra Evangelisk Kunst (EK), som kan ledsage den pågældende historie. Fortæl din familie dine yndlingshistorier om Jesus.
Forslag til fællestid
-
Inden du begynder fællestid, skal du forstørre billedet fra Primary 6, lektion 46, s. 211. Indled fællestid med at holde en bibel og et eksemplar af Mormons Bog op. Bed børnene om at sige navnene på de to bøger. Leg en enkel gætteleg ved at nævne navnet på en profet og spørge børnene om, hvilket skrift der indeholder den profets lærdomme. Anbring den forstørrede kopi af s. 211 på tavlen. Fremsig ugens evangeliske princip: »Profeterne forudsagde, at Jesus Kristus skulle komme til jorden.« Læs navnene på de fem profeter på den forstørrede kopi og fortæl, hvornår de levede på jorden. Bed børnene om at fortælle, hvilket skrift hver af profeterne kommer fra. Bed forskellige børn om at slå nedenstående skriftsteder op, eller giv klasserne til opgave at slå nogle op. Es 7:14; 9:6; Mika 5:2; 1 Ne 11:18-21; Alma 7:9-10; og Hel 14:1-6. Giv hvert barn en kopi af siden, som de kan farvelægge. Bær vidnesbyrd om, at skrifterne er Guds ord, og at de vidner om Jesu Kristi fødsel.
-
Skriv det ugentlige evangeliske princip på tavlen og læs det sammen: »Profetierne blev opfyldt. Jesus Kristus blev født, og de retfærdige glædede sig.« Definér ordet profeti. Anvend dramatiseringer for at involvere børnene, så de kan lære om de begivenheder, der fandt sted i Bibelen og Mormons Bog, da Jesus blev født (se »Dramatiseringer«, Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 165-166). Læs skriftsteder fra Luk 2 og 3 Ne 1:8-21. Læs det ugentlige evangeliske princip igen. Bed børnene om at tænke på historierne om Jesu fødsel fra Bibelen og Mormons Bog. Nævn nogle af de retfærdige, som glædede sig over hans fødsel. Hjælp børnene med at forstå, at de retfærdige i dag glæder sig, når vi fejrer Jesu fødsel. Tal om måder, hvorpå vi kan glæde os, når vi fejrer hans fødsel. Lær børnene omkvædet til »O, kom hver en trofast« (Salmer og sange, nr. 125). Bær vidnesbyrd om skriftens beretning om Jesu fødsel.