Bibliotek
Tilflugt fra uvejret

Tilflugt fra uvejret

Dette øjeblik afgør ikke, hvem flygtningene er, men vores reaktion vil være med til at afgøre, hvem vi er.

»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj …

Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«1

Der er omkring 60 millioner flygtninge i verden i dag, hvilket betyder, at »1 ud af hver 122 person … er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem,«2 og halvdelen af dem er børn.3 Det er chokerende at tænke på det antal og overveje, hvad det betyder i den enkeltes liv. Min nuværende opgave er i Europa, hvor 1,25 millioner af disse flygtninge er ankommet i løbet af det sidste år fra krigshærgede lande i Mellemøsten og Afrika.4 Vi ser mange, som kun kommer med det tøj, de har på kroppen, og hvad de kan bære i en lille taske. En stor del af dem er veluddannede, og de har alle måtte forlade deres hjem, skole og arbejde.

Under ledelse af Det Første Præsidentskab arbejder Kirken sammen med 75 organisationer i 17 europæiske lande. Disse organisationer spænder fra store internationale organisationer til små initiativer i lokalsamfundet, fra offentlige styrelser til trosbaserede og verdslige velgørenhedsorganisationer. Vi er så heldige at samarbejde med og lære af andre, der har arbejdet med flygtninge over hele verden i mange år.

Som medlemmer af Kirken og som et folk skal vi ikke se så langt tilbage i vores egen historie for at reflektere over tider, hvor vi var flygtninge, der igen og igen med magt blev fordrevet fra hjem og gårde. Sidste weekend bad søster Linda Burton, da hun talte om flygtninge, Kirkens kvinder om at tænke over: »Hvad nu, hvis deres historie var min historie.«5 Deres historie er vores historie for ikke så mange år siden.

Der er stærkt ladede argumenter blandt regeringer og samfund om, hvad definitionen på en flygtning er, og hvad der skal gøres for at hjælpe flygtninge. Hensigten med mine bemærkninger er ikke på nogen måde at være en del af den ophedede diskussion, ej heller at kommentere på immigrationspolitik, men i stedet at fokusere på de mennesker, der er blevet fordrevet fra deres hjem og deres land af krige, som de ikke havde andel i at starte.

Frelseren ved, hvordan det er at være flygtning – han var selv en. Da Jesus var lille, flygtede han og hans familie til Egypten for at flygte fra Herodes’ morderiske sværd. Jesus blev på forskellige tidspunkter i sin tjenestegerning truet, og hans liv var i fare, og i sidste ende underkastede han sig onde menneskers planer, som havde konspireret om hans død. Måske er det derfor endnu mere enestående for os, at han gentagne gange lærte os at elske hinanden, at elske, som han elsker, at elske vores næste som os selv. »Ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, [i sandhed] at tage sig af faderløse og enker i deres nød«6 og at »se efter de fattige og de trængende og yde dem lindring, så de ikke skal lide«.7

Det har været inspirerende at være vidne til det, som Kirkens medlemmer over hele verden gavmildt har doneret for at hjælpe disse mennesker og familier, som har mistet så meget. Særligt i Europa har jeg set mange medlemmer af Kirken, der har oplevet en glædestrålende opvågning og en berigelse af deres sjæl, når de har handlet ud fra det dybe instinktive ønske om at række ud og tjene dem omkring sig, der har så hårdt brug for det. Kirken har sørget for ly og lægehjælp. Stave og missioner har samlet tusindvis af hygiejnesæt. Andre stave har skaffet mad og vand, tøj, vandtætte frakker, cykler, bøger, rygsække, læsebriller og meget mere.

Folk fra Skotland til Sicilien har trådt til i enhver tænkelig situation. Læger og sygeplejersker har frivilligt tilbudt deres hjælp på det tidspunkt, hvor flygtningene ankom gennemblødte, kolde og ofte traumatiserede efter at have krydset havet. Når flygtningene indleder processen med at bosætte sig et nyt sted, hjælper lokale medlemmer dem med at lære deres værtslands sprog, mens andre opløfter både børns og forældres humør ved at sørge for legetøj, hobbyartikler, musik og at lege med dem. Nogle tager doneret garn, strikkepinde og hæklenåle med og lærer de lokale flygtninge disse færdigheder, unge som gamle.

Erfarne medlemmer af Kirken, der har tjent og været ledere i årevis vidner om det faktum, at det at hjælpe disse folk, der har så stort behov for hjælp, har givet dem den største, mest tilfredsstillende oplevelse i deres tjeneste indtil nu.

Det er svært at fatte den virkelige situation, før man selv ser det. I vinter mødte jeg blandt andet en gravid kvinde fra Syrien i en transitflygtningelejr, der desperat ønskede at blive forsikret om, at hun ikke kom til at føde sit barn på det kolde gulv i den store hal, hvor hun var indkvarteret. Hjemme i Syrien havde hun undervist på universitetet. Og i Grækenland talte jeg med en familie, der stadig var våde, der rystede og var bange efter, at de havde krydset havet fra Tyrkiet i en lille gummibåd. Efter jeg havde set ind i deres øjne og hørt deres historie, både om den rædsel, de var flygtet fra, og om deres farefulde rejse for at finde tilflugt, vil jeg aldrig være den samme igen.

Der er uhyre mange dedikerede hjælpearbejdere, der tilbyder omsorg og hjælp, hvoraf mange er frivillige. Jeg så i praksis et medlem af Kirken, der i mange måneder arbejdede hele natten for at sørge for de mest umiddelbare behov hos dem, der ankom til Grækenland fra Tyrkiet. Blandt utallige andre indsatser ydede hun førstehjælp til dem, der havde mest brug for det, hun sørgede for, at der blev sørget for de kvinder og børn, der rejste alene, hun holdt om dem, hvis kære var døde på vejen, og hun gjorde sit bedste for at fordele begrænsede ressourcer til de uendelige behov. Hun har ligesom så mange som hende bogstaveligt talt været en tjenende engel, hvis gerninger ikke vil blive glemt af dem, hun har taget sig af, ej heller af Herren, i hvis ærinde hun gik.

Alle, der har givet af sig selv for at afhjælpe lidelserne omkring dem, er meget som Almas folk: »Og således sendte de i deres fremgangsrige kår ikke nogen bort, som var nøgen, eller som var sulten, eller som var tørstig, eller som var syg, eller som ikke havde fået mad, og de lod ikke hjertet blive optaget af rigdomme; derfor var de gavmilde mod alle, både gamle og unge, både trælle og frie, både mænd og kvinder, hvad enten de var uden for kirken eller i kirken, idet de ikke gjorde forskel på folk med hensyn til dem, der stod i behov.«8

Vi skal være forsigtige med, at nyhederne om flygtningenes situation ikke bliver for almindelige, når det første chok har lagt sig, mens krigene fortsætter, og familierne bliver ved med at komme. Millioner af flygtninge verden over, hvis historier ikke længere når frem til nyhederne, har stadig desperat brug for hjælp.

Hvis I spørger: »Hvad kan jeg gøre?«, så lad os først huske på, at vi ikke skal tjene på bekostning af vores familie og andre ansvar,9 ej heller bør vi forvente, at vore ledere organiserer projekter for os. Men vi kan som unge, mænd, kvinder eller familier tage del i dette store nødhjælpsarbejde.

Som en reaktion på opfordringen fra Det Første Præsidentskab om at tage del i kristuslignende tjeneste for flygtninge verden over10 har Hjælpeforeningens, Unge Pigers og Primarys hovedpræsidentskaber organiseret en hjælpeindsats, der hedder »Jeg var fremmed«. Søster Burton introducerede dette for Kirkens kvinder sidste weekend ved kvindernes møde. Der er adskillige nyttige ideer, ressourcer og forslag til tjeneste på IWasAStranger.lds.org.

Begynd med at knæle i bøn. Tænk derpå på at gøre noget i nærheden af jeres hjem, i jeres eget lokalsamfund, hvor I vil finde folk, der har brug for hjælp til at tilpasse sig deres nye forhold. Det ultimative mål er, at de bliver rehabiliterede til et virksomt og selvhjulpent liv.

Vi har uendelige muligheder for at give en hånd og være en ven. I kan måske hjælpe flygtninge med at lære deres værtslands sprog, opdatere deres jobfærdigheder eller øve sig på jobinterview. I kan tilbyde at vejlede en familie eller en enlig mor i deres tilvænning til en ukendt kultur med noget så enkelt som at følges med dem til et supermarked eller til en skole. Nogle menigheder og stave har fungerende pålidelige organisationer, som de arbejder sammen med. Og i forhold til jeres omstændigheder kan I give til Kirkens ekstraordinære humanitære indsats.

Desuden kan enhver af os øge vores opmærksomhed på de begivenheder i verden, der fordriver disse familier fra deres hjem. Vi må stå fast imod intolerance og tale for respekt og forståelse mellem kulturer og traditioner. Det at møde flygtningefamilier og høre deres historier med jeres egne ører og ikke fra skærmen eller avisen vil forandre jer. Ægte venskaber vil dannes og vil fremme omsorg og vellykket integration.

Herren har sagt til os, at Zions stave skal være et »forsvar« og en »tilflugt fra uvejret«.11 Vi har fundet tilflugt. Lad os komme frem fra vores sikre steder og dele af vores overflod, vores håb for en lysere fremtid, vores tro på Gud og vore medmennesker og en kærlighed, der ser ud over kulturelle og ideologiske forskelle til den glorværdige sandhed, at vi alle er vor himmelske Faders børn.

»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.«12

Det at være flygtning kan være et afgørende øjeblik for dem, der er flygtninge, men at være flygtning afgør ikke, hvem de er. Som tusindvis før dem vil det være en periode – vi håber en kort periode – i deres liv. Nogle af dem vil blive nobelpristagere, offentligt ansatte, læger, videnskabsfolk, musikere, artister, religiøse ledere og bidrage på andre områder. Faktisk var mange af dem det, før de mistede alt. Dette øjeblik afgør ikke, hvem de er, men vores reaktion vil være med til at afgøre, hvem vi er.

»Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«13 I Jesu Kristi navn. Amen.

Se yderligere informationer på IWasAStranger.lds.org og mormonchannel.org/blog/post/40-ways-to-help-refugees-in-your-community.

Noter

  1. Matt 25:35-36, 40.

  2. Se Stephanie Nebehay, »World’s Refugees and Displaced Exceed Record 60 Million«, 18. dec. 2015, reuters.com.

  3. Se »Facts and Figures about Refugees«, unhcr.org.uk/about-us/key-facts-and-figures.html.

  4. Se »A Record 1.25 Million Asylum Seekers Arrived in the EU Last Year«, 4. mar. 2016, businessinsider.com.

  5. Linda K. Burton, »Jeg var fremmed«, Liahona, maj 2016, 14.

  6. Jak 1:27.

  7. L&P 38:35; se også L&P 81:5.

  8. Alma 1:30.

  9. Se brev fra Det Første Præsidentskab, 26. mar. 2016; se også Mosi 4:27.

  10. Se brev fra Det Første Præsidentskab, 27. okt. 2015.

  11. L&P 115:6; se også Es 4:5-6.

  12. 2 Tim 1:7.

  13. Matt 25:40.