2010-2019
Velkommen til konference
April 2014


Velkommen til konference

Billede
Præsident Thomas S. Monson

Vi er … forenet i vores tro og i vores ønske om at lytte til og lære af de budskaber, der bliver præsenteret for os.

Mine elskede brødre og søstre. Det glæder mig meget at byde jer velkommen til denne verdensomspændende konference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi er samlet som en stor familie, over 15 millioner, forenet i vores tro og i vores ønske om at lytte til og lære af de budskaber, der bliver præsenteret for os.

De sidste seks måneder er gået hurtigt, og Kirkens værk er gået uhindret fremad. Det var mit privilegium for lidt over en måned siden at indvie templet i Gilbert i Arizona, en storslået bygning. Aftenen før indvielsen blev der afholdt et kulturelt arrangement i den nærliggende Discovery Park. 12.000 unge opførte et program på 90 minutter. Dansene, sangene og musiknumrene var fremragende.

Dette område har været ramt af en usædvanlig tørke, og jeg tror, at mange bønner er blevet sendt op til himlen i de forudgående uger med ønsket om noget meget tiltrængt regn. Desværre kom den lige før arrangementet og vedblev under hele programmet! På trods af at de unge blev gennemblødt af regnen og nedkølet af den kolde temperatur, så mærkede vi alle Herrens Ånd. Arrangementets tema: »Lev tro mod sandheden« – tænk engang over det: »Lev tro mod sandheden« – blev gengivet fortræffeligt af smilende og begejstrede unge mænd og unge piger. Trods kulden og regnen var det en inspirerende oplevelse fuld af tro, som disse unge altid vil huske og fortælle til deres børn og børnebørn i årene fremover.

Indvielsen af templet i Gilbert i Arizona fandt sted den følgende dag. Det blev Kirkens 142. fungerende tempel. I modsætning til aftenen før var dagen smuk og fyldt med solskin. Møderne var virkelig inspirerende. Jeg blev ledsaget af præsident Henry B. Eyring, ældste og søster Tad R. Callister, ældste og søster William R. Walker samt ældste og søster Kent F. Richards.

Templet i Fort Lauderdale i Florida bliver indviet til maj. Andre templer har en planlagt færdiggørelse og indvielse senere i år. I 2015 forventer vi at færdiggøre og indvie nye templer mange steder i verden. Processen vil fortsætte. Når alle de tidligere bekendtgjorte templer bliver færdige, har vi 170 fungerende templer over hele verden.

Selv om vi for tiden koncentrerer vores indsats om at færdiggøre de tidligere bekendtgjorte templer og ikke vil bekendtgøre nye templer i den nærmeste fremtid, så fortsætter vi processen med at fastslå behov og finde steder til templer, der venter forude. De bliver så bekendtgjort ved fremtidige generalkonferencer. Vi er et tempelbyggende og et tempelbesøgende folk.

Nuvel, brødre og søstre, vi venter ivrigt på at lytte til de taler, der bliver holdt for os i dag og i morgen. De, der skal tale til os, har søgt himlens hjælp og vejledning, mens de har forberedt deres budskab.

Må vi – allesammen, her og andre steder – være fyldt med Herrens Ånd og blive opløftet og inspireret, når vi lytter og lærer. I vor Frelsers, Jesu Kristi navn. Amen.