Omsorgsgiveren
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
I vil blive styrket og alligevel være inspireret til at kende grænserne for og omfanget af jeres evne til at tjene.
Jeg er taknemlig for at være i jeres selskab i aften. Kvinderne i Jesu Kristi Kirke har bevæget sig hen imod at blive det søsterfællesskab, som profeten Joseph Smiths mor, Lucy Mack Smith, beskrev med disse ord: »Vi skal værdsætte hinanden, passe på hinanden, trøste hinanden og modtage instruktioner, så vi alle kan være sammen i himlen.«1
Der er tre punkter i denne bemærkelsesværdige beskrivelse af kravene for at være sammen med Gud i en tilstand af lykke. Et er at vise omsorg for hinanden. Et andet er at undervise hinanden og blive undervist. Og det tredje er at sidde ned sammen med Gud.
Mit formål i aften er at hjælpe jer med at fornemme Guds påskønnelse og værdsættelse af det, I allerede har gjort for at hjælpe hinanden med at nå dette himmelske mål. Og for det andet er det at beskrive noget af det, der venter forude, når I tjener forenet.
Som søstrene i en svunden tid har I også taget imod Herrens kald om at hjælpe andre. Profeten Brigham Young bad i 1856 de hellige om at drage ud for at hjælpe håndkærrepionererne, der sad fast i sneen i bjergene. Han sagde i denne nødens stund til medlemmerne ved en generalkonference: »Jeres tro, religion og trosbekendelse kan aldrig frelse blot én af jeres sjæle i Guds celestiale rige, medmindre I fører sådanne principper ud i livet, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og bring disse mennesker på sletterne hertil, og tag jer nøje af det, vi kalder timeligt … for ellers er jeres tro forgæves.«2
Kvinder i Utah reagerede i hundredvis. I deres dybe fattigdom fyldte de vognlæs med alt, hvad de kunne undvære, og alt, hvad de kunne samle hos andre, for at hjælpe de nødlidende. En af disse trofaste søstre skrev: »Jeg har aldrig følt mig mere tilfreds, og jeg kan tilføje, aldrig haft større glæde ved noget arbejde, jeg nogensinde har udført i mit liv; der herskede en vældig stemning af fællesskab.«3
Da redningsaktionen var udført, og sneen smeltet, nedskrev den samme søster et trofast hjertes spørgsmål: »Hvad skal villige hænder nu gøre?«4
I vor tid har grupper af trofaste søstre hundredvis af steder over hele jorden omsat deres tro til handling. Og de stiller i deres hjerte og i deres bønner det samme spørgsmål om deres fremtidige liv i tjeneste.
I befinder jer hver især på et enestående sted på jeres rejse mod evigt liv. Nogle har mange års erfaring, og andre befinder sig i begyndelsen af deres tjenestegerning på jorden. Hver enkelt er enestående med en personlig historie og personlige udfordringer. Men I er alle søstre og en højt elsket datter af vor himmelske Fader, som kender hver eneste og våger over jer.
Det, som I har gjort så fantastisk sammen er at værdsætte, passe på og trøste hinanden. Jeg var vidne til dette trefoldige mirakel for blot en måned siden i jeres tjeneste for en medsøster. Som hendes far takker jeg jer, og jeg ønsker også at takke Gud, som vejledte en besøgslærer.
Vores datter Elizabeth, der bor i en anden stat og tidszone end vores, var hjemme sammen med sin 3-årige datter. Hendes andet barn havde sin første uge i børnehaven. Elizabeth var gravid i sjette måned og så frem til sit tredje barns fødsel, som lægerne sagde ville blive endnu en pige. Hendes mand Joshua var på arbejde.
Da hun så, at hun blødte, og at blødningen var tiltagende, ringede hun til sin mand. Han bad hende ringe efter en ambulance og sagde, at han ville møde hende på hospitalet, der lå 20 minutters kørsel fra hjemmet. Før hun kunne ringe, hørte hun nogen banke på fordøren.
Udenfor så hun til sin overraskelse sin besøgslærermakker fra Hjælpeforeningen. De havde ingen aftale den formiddag. Hendes makker havde følt, at hun skulle tage hen for at besøge Elizabeth.
Hun hjalp Elizabeth ind i bilen. De ankom til hospitalet, blot minutter før Joshua kom fra sit arbejde. Lægerne besluttede på mindre end 20 minutter at operere for at redde både Elizabeth og hendes barn. En lille pige kom til verden, som græd højlydt, 15 uger før planlagt. Hun vejede kun 765 gram. Men hun levede, og det gjorde Elizabeth også.
Lucy Mack Smiths ord blev delvist opfyldt den dag. Et trofast medlem af Hjælpeforeningen, tilskyndet af Helligånden, vågede over, værdsatte og trøstede sin søster i Guds rige. Hun og titusinder andre, som gennem mange generationer har ydet en så inspireret tjeneste, har ikke blot modtaget en tak fra dem, de har hjulpet, og deres kære, men også fra Herren.
I husker nok Herrens påskønnende ord til dem, der ikke modtager megen anerkendelse for deres godgørenhed: »Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«5
Men miraklet med en hjælpeforeningssøster, der kom lige i rette øjeblik, mangedobles af kraften hos en forenet gruppe søstre. Jeg læser blot et uddrag af det brev, som Elizabeths biskop sendte til hende og til Joshua på hospitalet, få timer efter barnet var født: »Hjælpeforeningspræsidenten har alt under kontrol. Vi er allerede ved at lægge en plan for at hjælpe jer med jeres piger derhjemme, så Elizabeth kan tage frem og tilbage til hospitalet, så længe den bedårende, unavngivne baby skal blive der. Vi har gjort det før, også i længere tid, og vi elsker at gøre det.«
Biskoppen fortsatte, idet han talte på egne og menighedens vegne: »Vi har tidligere besøgt hospitalet og passet børn i legeværelset, når mødrene ikke ønskede at efterlade dem et andet sted.«
Og derefter: »Vi går selvfølgelig ikke i gang med vores plan uden at koordinere med jer og få jeres samtykke. Blot for at fortælle jer, at I ikke behøver bekymre jer om det, som vi kan [og vil] gøre.«
Det, de gjorde for min datter, muliggjorde, at hun kunne have et dyrebart øjeblik, da hun for første gang holdt sin meget lille datter.
Og så afsluttede biskoppen sit brev til Joshua og Elizabeth med det budskab, som søstre i hele verden sender ud fra deres forpligtelse om at tjene andre på Mesterens vegne: »Bevar troen.«
Trods alle forskelle i jeres personlige forhold og tidligere oplevelser kan jeg fortælle jer noget af det, der ligger forude for jer. Når I bevarer troen, vil I ofte opleve, at Herren beder jer om at hjælpe nogen i nød, når det ikke virker belejligt. Det kan virke som en ubehagelig og måske tilmed umulig opgave. Når kaldet kommer, kan det virke, som om der ikke er brug for jer, eller at en anden let kan yde hjælpen.
Husk på, at når Herren lader os møde en anden i nød, så ærer vi den barmhjertige samaritaner lige så meget for det, han gjorde, som for det, han ikke gjorde. Han gik ikke forbi på den anden side, selv om den tilskadekomne rejsende på vejen var en fremmed og måske endda en fjende. Han gjorde det, han kunne, for den tilskadekomne mand og lagde så en specifik plan, så andre kunne gøre mere. Det gjorde han, fordi han forstod, at hjælp kan kræve mere end det, én person kan gøre.
Lektien i den beretning kan vejlede jer i alt, hvad jeres fremtid måtte indeholde. De samme lektier stod til rådighed i jeres egen barndom og i jeres seneste oplevelser.
Mindst én gang og måske oftere er I blevet overrasket, når I har mødt nogen, der havde brug for omsorg. Det kan have været en forælder, bedsteforælder, søster eller et barn ramt af sygdom eller handicap. Jeres barmhjermtighed vandt over jeres menneskelige ønsker. Så I begyndte at tilbyde jeres hjælp.
Som den rejsende i skriftens beretning om den barmhjertige samaritaner er det sandsynligt, at den nødvendige hjælp blev til en længerevarende hjælp end den, I selv kunne klare. Samaritaneren var nødt til at videregive den rejsende til kroværtens omsorg. Herrens plan for at tjene andre i nød fordrer en holdindsats.
Biskopper og hjælpeforeningspræsidenter opfordrer altid familien til at hjælpe hinanden, når der er et behov. Der er mange grunde til det princip. Først og fremmest at give flere mennesker velsignelsen med den større kærlighed, der kommer af at tjene hinanden.
I har set det og oplevet den velsignelse. Hver gang I har taget jer af en eller anden, selv om det kun var kortvarigt, har I følt kærlighed til den person, som I tjente. Når tiden, hvor der skal ydes nødvendig hjælp, bliver længere, vokser de kærlige følelser frem.
Eftersom vi er mennesker, kan denne større kærlighed blive afbrudt af følelser af frustration og udmattelse. Det er en anden grund til, at Herren lader os få hjælp fra andre i vores tjeneste for de nødlidende. Det er derfor, at Herren har oprettet foreninger af omsorgsgivere.
For nogle uger siden var jeg til stede, da en ung kvinde rejste sig ved et nadvermøde for at blive opretholdt som assisterende besøgsundervisningskoordinator, en stilling, som jeg ikke vidste eksisterede. Jeg tænkte over, om hun vidste, hvilken anerkendelse Herren havde vist hende. Hun måtte forlade mødet på grund af et uroligt barn, før jeg kunne fortælle hende, hvor højt Herren ville elske og påskønne hende for hendes hjælp med at koordinere hans disciples indsats.
Omsorg for de nødlidende kræver et hold, en kærlig og forenet forening. Det er det, som Herren opbygger blandt jer. Han elsker jer, uanset hvilken rolle I spiller.
Et tegn på Guds påskønnelse er, at han tillader jer at føle større kærlighed til dem, I tjener. Det er en årsag til, at I er bedrøvede ved en persons bortgang, hvis I har tjent vedkommende længe. Det kan føles som et endnu større tab end den midlertidige adskillelse, når vi mister muligheden for at passe dem. Jeg hørte for nylig en kvinde – som jeg har kendt længe – der ugen efter sin mands død taknemligt bar vidnesbyrd om muligheden for at tjene ham, indtil hans liv var forbi. Tårerne var ikke synlige, men hendes lykkelige smil var.
Selv om en langvarig og kærlig indsats for andre er meget belønnende, så har I lært, at der er fysiske, følelsesmæssige og økonomiske grænser for, hvad der er muligt. Personen, der har ydet omsorg længe nok, kan blive den, der har brug for omsorg.
Herren, der er den bedste til at tage sig af mennesker i nød, gav inspirerede råd til trætte omsorgsgivere med disse ord udtalt af kong Benjamin og nedskrevet i Mormons Bog: »… af hensyn til at blive ved med at have forladelse for jeres synder … ønsker jeg, at I skal give af jeres gods til de fattige, enhver i forhold til det, som han har, såsom at bespise de sultne, klæde de nøgne, besøge de syge og yde dem lindring, både åndeligt og timeligt i forhold til deres trang.«6
Men så fortsætter han med at advare dem, der måske ikke reagerer på tegn på, at I går for langt eller for længe i jeres kærlige indsats: »Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske [eller nogen omsorgsgiver] skal løbe hurtigere, end det har styrke til. Og videre, det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde sejrsprisen; derfor må alt gøres med orden.«7
Det råd kan være svært at efterkomme, når valget synes at veje mellem et ønske om at gøre alt i jeres magt for at hjælpe andre og visdommen til klogt at imødekomme jeres egne behov for at bevare jeres kraft til at kunne tjene. I har måske set andre kæmpe med sådanne svære valg. Et eksempel er valget med at passe en person, der nærmer sig afslutningen af livet hjemme eller på et plejehjem, når I selv er udmattelsen nær.
Det, I ved om frelsesplanen, kan være jeres vejledning i sådanne hjerteskærende valg. Det er en af grundene til, at Lucy Mack Smith klogt sagde, at søstrene skulle »modtage undervisning«.
Det hjælper at have en sikker overbevisning om Herrens mål med hvert eneste af Guds børn i livets smeltedigel. Han belærte profeten Joseph om det centrale i Frelsesplanen på denne måde, da Joseph kæmpede med at forstå sine tilsyneladende endeløse prøvelser: »… og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje.«8
Vores valg for bedst at hjælpe en anden gennem svære prøvelser bliver så: »Hvilken kurs bør jeg følge, der bedst kan hjælpe den person til at ›udholde det vel‹?« Det er vores opgave at gøre det mere sandsynligt, at han eller hun kan udøve tro på Kristus, bevare et klart håb om evigt liv og udøve næstekærlighed, Kristi rene kærlighed, helt til enden af sit liv.
Jeg har set søstre i riget, der på den måde fokuserer på Frelseren og hans formål. Tænk på de tidspunkter, hvor I er gået ind i lokalet, hvor Hjælpeforeningen, Primary eller Unge Piger har holdt møde.
Der er måske ikke et billede af Frelseren eller hans ord, men I ved, at man har kunnet føle et vidnesbyrd om hans forsoning og værdien deraf i den time, ligesom man har kunnet her i aften. Der er måske ikke et billede af et helligt tempel eller ordene »Familien kan være evig«, men I kan se håb i deres smil.
Og I har, ligesom jeg har, set en klog besøgslærer opbygge tillid hos en søster med problemer om, at hendes hjælp til en anden, selv når hun vakler, stadig er nødvendig og værdifuld. Dygtige hjælpeforeningspræsidenter finder måder, hvor de, der har brug for omsorg, bidrager til at hjælpe andre. De skaber muligheder for søstre, så de både kan klare prøvelser og tage sig af hinanden i Kristi rene kærlighed. Det kan omfatte en blid tilskyndelse til den trætte omsorgsgiver om at hvile lidt og modtage hjælp fra andre.
Søstrene muliggør dette ved at være langsomme til at dømme dem, der gennemgår prøvelser. De fleste mennesker, der bærer tunge byrder, begynder at tvivle på sig selv og på deres personlige værdi. Vi kan lette deres byrde, når vi bærer over med deres svagheder og fokuserer på det gode, vi kan se hos dem. Det gør Herren. Og vi kan følge hans eksempel – den største omsorgsgiver af alle.
Vi taler ofte om styrken i kredsen af søstre i Jesu Kristi Kirke. Vi må lære at erkende, at Frelseren altid er i kredsen, når vi inviterer ham.
Vi oplever i stadig større grad Guds døtre invitere søstre ind i deres kreds. Når søstre kommer ind til et møde og søger et sted at sidde, så hører de de blidt udtalte ord: »Kom og sid her hos mig.«
Vi vil høre disse ord på den kommende dag, som Lucy Mack Smith forudså, hvor søstrene »kan være sammen i himlen.« Vi forbereder os ikke til den dag på et øjeblik. Den kommer gennem dage og år med omsorg for hinanden og ved at vi lægger os det evige livs ord dybt på sinde.
Det er min bøn, at mange af os må være sammen i den storslåede fremtid, der ligger foran os. Jeg vidner for jer om, at jeres håb om disse dage vil være berettiget. Herren Jesus Kristus har gennem sin uendelige forsoning gjort det muligt for os hver især. Vor himmelske Fader hører og besvarer jeres bønner i tro om vejledning og hjælp til at holde ud i hans tjeneste.
Helligånden sendes til jer og til dem, I passer. I vil blive styrket og alligevel være inspireret til at kende grænserne for og omfanget af jeres evne til at tjene. Ånden vil trøste jer, når I måske tænker: »Gjorde jeg nok?«
Jeg vidner om, at Herren vil være med jer, og at jeres vej bliver beredt og markeret for jer af ham i jeres tjeneste for dem, han elsker, i deres nød og prøvelser. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.