Hvad mener Kristus om mig?

Ældste Neil L. Andersen

De Tolv Apostles Kvorum

Billede

Når I elsker Herren, stoler på ham, tror på ham og følger ham, vil I mærke hans kærlighed og godkendelse.

En journalist fra et førende brasiliansk tidsskrift studerede Kirken som forberedelse til en større reportage.¹ Han gennemgik vores lære og besøgte missionærskolen og det humanitære center. Han talte med venner af Kirken og med andre, som var knap så venlige. Da journalisten interviewede mig, virkede han helt ærligt forundret, da han spurgte: »Hvordan kan nogen ikke betragte jer som kristne?« Jeg vidste, at han henviste til Kirken, men i mit indre formulerede jeg spørgsmålet personligt og spurgte tavst mig selv: »Afspejler mit liv den kærlighed og hengivenhed, som jeg føler for Frelseren?«

Jesus spurgte farisæerne: »Hvad mener I om Kristus?«² I sidste ende bliver vores personlige forhold som discipel ikke bedømt af venner eller fjender. I stedet er det, som Paulus sagde: »Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol.«³ På den dag lyder det vigtige spørgsmål til os alle: »Hvad mener Kristus om mig?«

Selv med Jesu kærlighed til hele menneskeheden, omtalte han irettesættende nogle omkring sig som hyklere,⁴ tåber⁵ og lovbrydere.⁶ Han kaldte godkendende andre for Rigets børn⁷ og verdens lys.⁸ Han omtalte misbilligende andre som blinde⁹ og ufrugtbare.¹⁰ Han roste andre som de rene af hjertet¹¹ og hungrende efter retfærdighed.¹² Han sørgede over, at nogle var vantro¹³ og af verden,¹⁴ mens han regnede andre som udvalgte,¹⁵ disciple¹⁶ og venner.¹⁷ Så vi spørger hver især: »Hvad mener Kristus om mig?«

Præsident Thomas S. Monson har beskrevet vores samtid som på vej væk »fra det åndelige … [hvor] forandringens vinde hvirvler omkring os, og samfundets moralske fibre fortsat opløses lige for øjnene af os.«¹⁸ Det er en tid med manglende tro på og større ligegyldighed med Kristus og hans lærdomme.

I disse urolige omgivelser fryder vi os ved at være Jesu Kristi disciple. Vi ser Herrens hånd i alt omkring os. Vores destination er smukt beskrevet for os. »Og dette er det evige liv,« bad Jesus, »at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«¹⁹ At være discipel i disse afgørende dage vil gennem evighederne være et hæderstegn.

De budskaber, vi har hørt ved denne konference, er vejskilte fra Herren på vores rejse som disciple. Når vi har lyttet de sidste to dage, bedt om åndelig vejledning, og når vi studerer og beder om disse budskaber i tiden fremover, vil Herren velsigne os med skræddersyet vejledning gennem Helligåndsgaven. Disse følelser fører os endnu mere mod Gud, omvendelse, lydighed, tro på og tillid til Gud. Frelseren besvarer vore troshandlinger. »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.«²⁰

Jesu opfordring »kom så og følg mig«²¹ gælder ikke kun for dem, der er forberedt til at konkurrere i åndelige, olympiske lege. At være discipel er faktisk slet ikke en konkurrence, men en invitation til alle. Vores rejse som disciple er ikke en sprint rundt om banen, og kan heller ikke helt sammenlignes med et maratonløb. Det er faktisk en livslang vandring mod en mere celestial verden.

Hans invitation er et kald til dagligt at gøre sin pligt. Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud.«²² »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig.«²³ Vi er måske ikke i topform hver eneste dag, men hvis vi forsøger, så er Jesu befaling fuld at opmuntring og håb: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.«²⁴

Uanset hvor I nu befinder jer på disciplens vej, så er I på rette vej, vejen til evigt liv. Sammen kan vi løfte og styrke hinanden i de storslåede og vigtige dage forude. Uanset hvilke vanskeligheder vi møder, hvilke svagheder der begrænser os, eller hvilke umuligheder der omgiver os, så lad os have tro på Guds Søn, der erklærede: »Alt er muligt for den, der tror.«²⁵

Lad mig komme med to eksempler på at være discipel i praksis. Det første kommer fra præsident Thomas S. Monsons liv og viser kraften i enkel venlighed og i Jesu lære: »Den største blandt jer skal være jeres tjener.«²⁶

For næsten 20 år siden talte præsident Monson ved generalkonferencen om en 12-årig pige, der led af kræft. Han fortalte om hendes mod og hendes venners venlige hjælp ved at bære hende op på bjerget Timpanogos.

For et par år siden mødte jeg Jami Palmer Brinton og hørte historien fra et andet perspektiv – set ud fra, hvad præsident Monson havde gjort for hende.

Jami mødte præsident Monson i marts 1993, dagen efter at hun fik at vide, at knuden over hendes højre knæ var hurtigvoksende knoglekræft. Præsident Monson gav hende en præstedømmevelsignelse, hvor hendes far hjalp til, og han lovede: »Jesus vil være på din højre side og på din venstre side for at opløfte dig.«

»Da vi forlod hans kontor den dag,« fortalte Jami, »frigjorde jeg en ballon, der var bundet til min kørestol, og gav den til ham. ›Du er den bedste!‹ stod der med store bogstaver.«

Præsident Monson glemte hende ikke gennem behandlinger med kemoterapi og en operation, der reddede hendes ben. Jami sagde: »Præsident Monson er et eksempel på, hvad det vil sige at være en Kristi discipel. [Han] løftede mig fra sorg og op til et stort og vedvarende håb.« Tre år efter deres første møde sad Jami igen på præsident Monsons kontor. Ved samtalens slutning gjorde han noget, som Jami aldrig glemmer. Typisk for præsident Monsons betænksomhed overraskede han hende med den selvsamme ballon, som hun havde givet ham tre år tidligere. »Du er den bedste!« proklamerede ballonen. Han havde gemt den i vished om, at hun ville komme tilbage til hans kontor, når hun var blevet helbredt for kræft. Fjorten år efter præsident Monson første gang mødte Jami, forrettede han hendes vielse til Jason Brinton i templet i Salt Lake City.²⁷

Vi kan lære rigtig meget af præsident Monsons eksempel som discipel. Han minder ofte generalautoriteterne om at huske dette enkle spørgsmål: »Hvad ville Jesus gøre?«

Jesus sagde til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«²⁸ At være discipel vil sige at tro på ham i fredfyldte tider og at tro på ham i vanskelige tider, når vores smerte og frygt kun bliver beroliget af overbevisningen om, at han elsker os og holder sine løfter.

For nylig mødte jeg en familie, der er et smukt eksempel på, hvordan vi tror på Herren. Olgan og Soline Saintelus fra Port-au-Prince i Haiti fortalte mig deres historie.

Olgan var på arbejde og Soline var i kirke den 12. januar 2010, da det voldsomme jordskælv ramte Haiti. Deres tre børn – Gancci på 5, Angie på 3 og Gansly på 1 – var hjemme i deres lejlighed med en ven.

Der var voldsomme ødelæggelser overalt. Som I sikkert husker, mistede titusinder livet i Haiti det år i januar. Olgan og Soline løb så hurtigt, de kunne, til deres lejlighed for at finde deres børn. Den treetagers boligblok, hvor familien Saintelus boede, var styrtet sammen.

Børnene var ikke kommet ud. Man ville ikke forsøge at redde nogen i en bygning, der var så fuldstændig ødelagt.

Olgan og Soline Saintelus havde begge været på fuldtidsmission og var blevet gift i templet. De troede på Frelseren og på hans løfter til dem. Alligevel var deres hjerte knust. De græd helt ukontrolleret.

Olgan fortalte mig, at han i sin mørkeste stund begyndte at bede. »Himmelske Fader, hvis det er din vilje, så lad blot ét af mine børn være i live. Hjælp os.« Igen og igen gik han rundt om bygningen, mens han bad om inspiration. Naboerne forsøgte at trøste ham og hjælpe ham til at acceptere tabet af sine børn. Olgan blev ved med at gå rundt blandt murbrokkerne fra den sammenfaldne bygning, mens han håbede og bad. Så skete der noget helt mirakuløst. Olgan hørte en næsten uhørlig gråd fra en baby. Det var gråden fra hans baby.

I timevis gravede naboerne febrilsk i murbrokkerne med fare for deres eget liv. I nattens mørke hørte redningsfolkene en anden lyd blandt lyden fra hamre og mejsler. De standsede deres arbejde og lyttede. De kunne slet ikke tro det, de hørte. Det var lyden af et lille barn – og han sang. Den 5-årige Gancci sagde senere, at han vidste, at hans far ville høre ham, hvis han sang. Fastklemt under den tonstunge beton, som senere førte til amputation af hans arm, sang Gancci sin yndlingssang »Jeg er Guds kære barn.«²⁹

Som timerne gik, oplevede familien Saintelus et mirakel midt i mørke, død og fortvivlelse hos så mange andre af Guds sønner og døtre i Haiti. Gancci, Angie og Gansly blev fundet i live under den sammenstyrtede bygning.³⁰

Mirakler sker ikke altid så umiddelbart. Til tider overvejer vi, hvorfor det mirakel, vi så oprigtigt har bedt om, ikke sker her og nu. Men når vi stoler på Frelseren, vil de lovede mirakler finde sted. Uanset om det sker i dette liv eller det næste, så vil alt falde på plads. Frelseren erklærede: »Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«³¹ »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«³²

Jeg vidner om, at når I elsker Herren, stoler på ham, tror på ham og følger ham, vil I mærke hans kærlighed og godkendelse. Når I spørger: »Hvad mener Kristus om mig?« vil I vide, at I er hans disciple; I er hans venner. Han vil gennem sin nåde gøre det for os, som vi ikke kan gøre for os selv.

Vi ser ivrigt frem til vores elskede profets afsluttende bemærkninger. Præsident Thomas S. Monson blev ordineret som Herren Jesu Kristi apostel, da jeg var 12 år gammel. I over 48 år er vi blevet velsignet med at høre ham bære vidnesbyrd om Jesus Kristus. Jeg vidner om, at han nu er Frelserens seniorapostel på jorden.

Med stor kærlighed og beundring for de mange af Jesu Kristi disciple, som ikke er medlemmer af denne kirke, erklærer vi ydmygt, at engle er vendt tilbage til jorden i vore dage. Jesu Kristi Kirke, som han etablerede den fordums, er blevet genoprettet med himlens magt, ordinancer og velsignelser. Mormons Bog er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er verdens Frelser. Han led og døde for vore synder og opstod på tredjedagen. Han er opstanden. En skønne dag skal hvert knæ bøje sig og hver tunge bekende Gud.³³ På den dag er vores problem ikke: »Betragter andre mig som kristen?« Da vil vore øjne være fast rettet mod ham, og vores sjæl vil være optaget af spørgsmålet: »Hvad mener Kristus om mig?« Han lever. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.