24:7

Kraften er i dem

Årlig oplæringstransmission for S&I 2025

Ældste Clark G. Gilbert

Generalautoritet og halvfjerdser, kommissær for Kirkens Uddannelsessystem.

Torsdag den 23. januar 2025

Indledning

Sikke et fantastisk budskab fra bror Webb. Og det er sådan en spændende tid i seminar og institut. Vi har den nye læseplan for lektioner i livsforberedelse. Vi har initiativet Innovativt institut. Indskrivningen øges til seminar; den øges til institut. Og jeg tror, at alt det, vi gør, er med til at opbygge og gøre vores klasser og elevers oplevelser bemærkelsesværdige. Men jeg er enig med bror Webb i, at der findes en ekstra styrke, der kommer gennem pagter. Og når unge mennesker – unge og unge voksne – indgår og fornyr deres pagter, er der en styrke i vores arbejde, der forstærker alt, hvad vi gør.

I dag vil jeg gerne tale lidt om at øge læringen i vores klasseværelser. Som generalautoritet tager jeg periodisk på rundtur i missioner, hvor vi gennemgår fremgangen i en mission, observerer missionslederne og vurderer missionærernes kultur og ånd.

På en sådan rundtur havde jeg en rørende oplevelse, hvor jeg observerede et missionsledelsesråd, der bestod af missionærer med ledelsesopgaver på tværs af missionen. Disse unge ledere var alle trofaste, men de kæmpede med beslutningen om, hvorvidt de skulle involvere nogle af de mindre erfarne missionærer i de ansvar, som missionspræsidenten havde givet hele missionen. En af missionærerne udtrykte bekymring for, at man ganske enkelt ikke kunne overlade disse vigtige ansvar til de andre missionærer. Han var usikker på, om de andre var i stand til at udføre opgaven, og om de manglede den åndelige modenhed til at agere effektivt. For andre føltes det bare som for meget arbejde at involvere de mindre erfarne missionærer, og de spekulerede på, om det bare ville være mere effektivt for ledergruppen selv at påtage sig ansvaret.

Jeg måtte smile, da jeg så på disse unge missionærer, som i det bredere perspektiv af kirkeerfaring ikke havde meget mere anciennitet end deres jævnaldrende, der var årsag til så meget bekymring blandt dem. Derefter bad jeg gruppen af ledere om at reflektere over den mulighed, vor himmelske Fader giver alle sine børn for at handle, udvikle sig og modtage ansvar i evangeliet. Jeg erkendte, at der, fra deres synsvinkel, sandsynligvis syntes at være en betydelig forskel mellem deres erfaring og evner, sammenlignet med resten af missionen. Jeg bad dem derefter om at overveje, hvordan det kunne se ud fra Guds synspunkt, når han ser ned til os alle.

Kløften mellem missionsledelsen og resten af missionen synes måske umulig at skelne i sammenligning med Guds ophøjede tilstand, hvor han ser på os alle. Og alligevel uddelegerer han konstant stort ansvar og involverer så mange af os som biskopper, hjælpeforeningspræsidenter, ældsternes kvorumspræsidenter og, ja, zoneledere og søstertræningsledere.

I Lære og Pagter står der: »Menneskene bør være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed; for i sig har de den kraft, hvorved de kan handle på egne vegne. Og for så vidt som mennesker gør godt, skal de ingenlunde miste deres belønning.«

I dag vil jeg gerne tale om den tillid, der kræves af lærere, for at tillade deres elever at bruge deres handlefrihed til at øge læring og personlig omvendelse. Jeg vil i høj grad trække på Undervisning på Frelserens måde fra afsnittet »Tilskynd til at lære flittigt«.

I Eter kapitel 3 bønfalder Jereds bror Herren: »Rør derfor ved disse sten, o Herre, med din finger, og bered dem, så de kan lyse i mørket … så vi kan have lys, mens vi krydser havet.« Jeg har længe læst denne historie, og denne personlige udveksling, som en handling af initiativ og handlefrihed fra Jereds brors side, hvilket det var. Men indtil for nylig havde jeg ikke anerkendt den rolle, Herren spillede, ved at opfordre Jereds bror til overhovedet at tage ansvaret. Før denne profet fra Mormons Bog identificerede de mulige sten, der kunne blive oplyst, var det Herren, der opfordrede ham til at tage ansvar, ikke kun for konstruktionen af fartøjerne, men også for den mulige løsning og opdagelse af løsningen til at få lys i fartøjerne.

Før den foreslåede løsning blev foreslået af Jereds bror, spurgte Herren ham om følgende: »Hvad vil I have, at jeg skal berede for jer, så I kan have lys, når I er opslugt i havets dyb?« Der var det, lige foran mig. Det havde jeg aldrig tænkt på før. Men før Jereds bror foretog den handling, vi beundrer, blev han opfordret til at handle, til at tage ansvar for løsningen. Ja, Jereds bror tog initiativ, men den store lærer havde øget muligheden og sandsynligheden for, at dette kunne ske ved at opfordre ham til at tænke, handle og finde en løsning.

I Undervisning på Frelserens måde kan vi læse: »Det var helt sikkert imponerende at se Frelseren gå på vandet. Men det var ikke nok for Peter. Han ønskede at gøre det, Frelseren gjorde, være der, hvor han var, og selv få den samme oplevelse.« Med andre ord opfordrede Frelseren sine disciple til flittig læring, ligesom han opfordrer os alle.

I dag vil jeg trække på tre måder, hvorpå vi kan opfordre til flittig læring, som beskrevet i Undervisning på Frelserens måde. For det første, »bed eleverne om at forberede sig på at lære«. For det andet, »tilskynd eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer«. Og for det tredje, »tilskynd eleverne til at efterleve det, de lærer«.

Når jeg drøfter hver af disse bestræbelser på at opfordre til flittig læring, håber jeg, at vi kan gøre to ting: For det første håber jeg, at vi kan se vores elever, som Gud ser dem, og erkende, at kraften er i dem, og at vi fra Guds synspunkt alle er i stand til at lære, når vi får lige muligheder for at handle og bruge vores handlefrihed. For det andet håber jeg, at I vil tænke over, hvordan I kan tilskynde til flittig læring, som om der er områder, I kan forbedre. Og jeg beder til, at Ånden vil belyse disse muligheder i jeres egen undervisning.

I Forkynd mit Evangelium står der: »Det er vigtigt at lære fra en god underviser, men det er også vigtigt, at du får en meningsfuld læringsoplevelse fra dit eget studium af skrifterne.« En af de måder, hvorpå vi opfordrer vores elever til at forberede sig på at lære, er ved at bede dem om at studere skrifterne. Vi bør hjælpe vores elever til at blive mindre afhængige af klasseværelset for at blive personligt opbygget, efterhånden som de lærer at udvikle et direkte og personligt forhold til Herren gennem skriften. Ud over vores generelle opfordring til at deltage i seminar eller institut, opfordrer vi hver af vores elever til at læse skrifterne og andre profetiske budskaber. Dette er mest effektivt, når det sker før en drøftelse i klasselokalet, fordi forberedelsen øger læring og løfter samtalen, både ved personligt fremmøde og online.

Der er så mange måder at hjælpe eleverne til at forberede sig på at lære. En af de måder, jeg gør det på, er ved at afslutte hver lektion med en påmindelse om læseopgaven til næste klasse. Når jeg er i et klasseværelse, skriver jeg ofte læseopgaven i øverste højre hjørne af tavlen og henviser til den i slutningen af klassetiden. Dette kan selvfølgelig gøres automatisk i en onlineklasse i selve programmets opsætning. Andre måder at opfordre til skriftstudium før klassen kan være at sende e-mails eller sms-påmindelser til eleverne forud for klassedrøftelsen. I kan også styrke jeres fremtidige skriftstudium ved at anerkende den forberedelse, jeres elever har gjort, ved at få nogen til at fortælle noget, de har lært af deres skriftstudium, eller stille et spørgsmål, de havde håb om at få besvaret, da de kom til klassen den aften.

Udover skriftstudium er der andre måder, hvorpå man kan opfordre eleverne til at forberede sig på at lære. Jeg har set dygtige lærere sende deres elever spørgsmål til refleksion forud for en samtale i klassen. En anden effektiv forberedelsesressource er selektivt at bede eleverne om, forud for klassen, at forberede sig på at undervise i et af begreberne i lektionen eller fortælle om en oplevelse, der kan styrke andres læring. Disse bestræbelser kræver større investering fra lærerens side, og de kræver ofte, at man ved meget mere om ens elevers behov og oplevelser, men de har en enorm indflydelse på at øge hele klassens læringsoplevelser.

Jeg kan altid se, når lærere har opfordret eleverne til at forberede sig på forhånd, fordi disse opfordringer gengældes af elevernes indsats; samtalen er dybere, mere meningsfuld, og Åndens fylde er tilstede. Overvej venligst, hvordan I kan opfordre eleverne til at forberede sig på at lære forud for en drøftelse eller en klasseaktivitet.

Dyb læring kræver ganske vist mere end blot passiv lytning. Vi har brug for, at vores elever læner sig frem og er engagerede. En af måderne, det sker på, er, når eleverne får lov til at dele det, de lærer, med andre. Hvis man ved, at det forventes, at man fortæller om det, man bliver undervist i, forbereder man sig på en anden måde. Denne forventning hjælper også én til at lytte på en anden måde og være mere aktiv i ens lytning. Selve det at formulere, hvad man har lært, uddyber selvfølgelig denne indsigt og tydeliggør, hvad en elev lærer og oplever.

I Lære og Pagter får vi følgende råd: »Udvælg en lærer blandt jer, og lad ikke alle være talsmænd på én gang, men lad én tale ad gangen, og lad alle lytte til hans ord, så at alle, når alle har talt, må være blevet opbygget af alle, og så enhver må have lige mulighed.«

Naturligvis vil den udvalgte underviser typisk have mere erfaring og formodentlig have studeret stoffet på et dybere niveau end de fleste af eleverne. Men husker I den oplevelse, jeg fortalte i begyndelsen af min tale om missionærerne, der ikke stolede på, at andre ville tage ansvar for deres egen udvikling? Når en lærer dominerer læringsoplevelsen, kan han have en fornemmelse af, at han er en effektiv lærer, fordi hans budskab føles overbevisende og resonerer med hans egne følelser. Men ved ikke at engagere eleverne ved han sandsynligvis ikke, hvordan undervisningen faktisk påvirker deres læring. Desuden fratager en enkelt undervisningskilde ofte andre elever de samme store muligheder for at dele det, de lærer.

Der er mange måder, hvorpå eleverne kan fortælle om, hvad de lærer. En af de enkleste måder at gøre dette på, er at give tid til refleksion. Det kan ske gennem en læringsdagbog, eller endda en reflekterende aktivitet som en del af en samtale. Dette kan også gøres ved at introducere en lignelse, en livssituation eller en personlig anvendelse, og derefter lade eleverne reflektere gennem skriftlig observation, før de fortæller andre om det.

En anden måde at sikre, at alle får lige mulighed i læringsoplevelsen, er at lede en drøftelse med spørgsmål, der opfordrer eleverne til at tænke, og dele deres indsigt. Jeg plejede at sige, at hvis jeg bare havde tre gode spørgsmål, kunne jeg undervise en klasse i en time. I min undervisningsforberedelse udvikler jeg spørgsmål ved først at forankre emnet og læringsmålene for lektionen. Jeg beslutter, hvilke skriftsteder, profetiske udtalelser eller personlige oplevelser, der bedst peger mod disse læringsmål, og derefter skriver og omskriver jeg en håndfuld forskellige versioner af spørgsmål, som jeg føler vil hjælpe eleverne til at afdække sandheder om disse læringsmål. Nogle af de spørgsmål, jeg skriver, er bedre end andre, men andre er effektive til at uddybe spørgsmål til mit tema eller emne.

Der er også måder, hvorpå I kan gøre jeres spørgsmål og omgivelserne for samtalen mere effektive. At have en eller to elever, der dominerer drøftelsen er ikke anderledes end at lade underviseren dominere undervisningen. Når jeg stiller spørgsmål i en gruppesammenhæng, afsætter jeg ofte tid, efter jeg har stillet spørgsmålet, før jeg beder eleverne om at svare. Dette kan føles ubehageligt for en lærer, der ofte ønsker et øjeblikkeligt svar, men at tillade et øjebliks pause forårsager mindst to ting. For det første giver det eleverne tid til at reflektere. For det andet giver det læreren mere tid til at udvide den gruppe, der deltager i drøftelsen. Husk, at I ikke behøver at vælge den første hånd, der bliver rakt op. Jeg har også erfaret, at det at spørge eleverne på forhånd om, hvad I kan finde på at spørge om i klassen, hjælper dem med at forberede sig, og det kan især være effektivt for elever, der er generte eller føler, at deres kommentarer måske ikke værdsættes. Husk også, at opfordring til deltagelse forudsætter, at læringsmiljøet føles trygt på alle måder. Ved at bygge videre på en elevs kommentar, eller endda sende en besked efterfølgende, kan man styrke deltagelse og hjælpe eleverne til at føle, at deres deltagelse blev værdsat.

Slutteligt tillader selv de bedste gruppedrøftelser måske ikke, at alle, eller selv flertallet af eleverne, deltager i et begrænset tidsrum. Jeg vil ofte stille et af mine nøglespørgsmål og bede eleverne om at tale sammen parvis eller i små grupper på måder, der sikrer, at hele klassen har haft mindst én mulighed for at dele de sandheder, de lærer, med andre. Når vi opfordrer eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer, indbyder vi dem til at tage ejerskab for deres læring.

Nefi lærer os, at handlefrihedens kraft består i, at den tillader os at handle selv og ikke blot være genstand for handling. Er vores rammer i klasseværelset sådan, at de giver eleverne mulighed for at handle og tage ejerskab for deres læring, eller er de passive miljøer, hvor eleverne simpelthen bliver handlet på, mens de stille lytter? Hvis nogen besøgte jeres klasseværelse denne uge, ville de så se, at eleverne fik mulighed for at engagere sig i læringsprocessen? Det er svært at opfordre til flittig læring, hvis vi ikke giver eleverne mulighed for at dele deres egen indsigt, inspiration og iagttage sandheder. Tilskynd eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer, og gør det til en del af jeres oplevelse i klassen.

Ældste David A. Bednar har sagt: »Opfordringen til at handle er vigtig, fordi tro på Frelseren er et princip, der bygger på handling og kraft. Som Herrens tjener er min rolle ikke blot at sprede information. Hvis folk skal øge deres tro på Jesus Kristus, så må de handle i overensstemmelse med Frelserens lære.«

Formålet med religionsundervisning i Kirkens Uddannelsessystem er at »undervise i Jesu Kristi gengivne evangelium… på [måder], der [hjælper] hver elev… til at blive Jesu Kristi disciple hele livet, som indgår og holder pagter, som elsker Gud og andre, og som er i stand til, villigt og forpligtet, at indsamle Israel på begge sider af sløret«. Den slags discipelskab vil ikke finde sted, medmindre vores undervisning omfatter opfordringer til at blive noget mere og efterleve det, vi lærer.

Følgende afsnit kommer direkte fra Undervisning på Frelserens måde: »›Således skal jeres lys skinne for mennesker.‹ ›Elsk jeres fjender.‹ ›Bed, så skal der gives jer.‹ ›Gå ind ad den snævre port.‹ [Matthæus 5:16, 44; 7:7, 13] Nogle af de mest levende, mindeværdige opfordringer i hele Frelserens jordiske tjenestegerning blev talt, da han underviste sine disciple på en bjergside med udsigt over Galilæasøen. Frelserens hensigt var at ændre liv, som det blev gjort klart ved hans afsluttende opfordring: ›Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen‹ [Matt 7:24, fremhævelse tilføjet].« Indbyd eleverne i jeres klasseværelser til at efterleve det, de lærer.

Som forberedelse til mit budskab har jeg bedt jer hver især om at forberede jer, ved at studere afsnittet »Tilskynd til at lære flittigt« i Undervisning på Frelserens måde. Da vi ikke er sammen personligt, og nogle af jer måske ser dette på egen hånd, opfordrer jeg jer til at dele indsigt til følgende spørgsmål med jeres grupper, i forsamlede eller online omgivelser, som vi vil bede jeres videreuddannelsesledere om at lede. Disse spørgsmål omfatter:

Hvorfor er evangelisk læring mere effektiv, når den omfatter personlig handling, forberedelse, deling og at reagere på personlige opfordringer?
Hvilke udsagn fra skriften og profeterne bekræfter jeres observationer af det foregående spørgsmål?
Og hvad ved disse udsagn resonerer i jer personligt?

Overvej til sidst hvert af følgende principper, vi har gennemgået, og hvordan de kan tilskynde jeres elever til flittig læring: For det første, bed eleverne om at forberede sig på at lære; for det andet, tilskynd eleverne til at fortælle om de sandheder, de lærer; og for det tredje, tilskynd eleverne til at efterleve det, de lærer.

Min afsluttende opfordring er at overveje, hvordan I kan styrke jeres egen undervisning på hvert af disse tre områder:

Hvordan kan jeg mere konsekvent og effektivt opfordre mine elever til at forberede sig før en læringsoplevelse?
Hvordan kan jeg opmuntre mine elever til at dele det, de lærer, og være aktive deltagere i min klasse?
Til sidst, hvilke opfordringer vil styrke mine elever og hjælpe dem til at efterleve det, de lærer?

Brødre og søstre, vi elsker jer så højt, og vi har en mulighed for at følge Frelserens eksempel til at opfordre til flittig læring. Hav tiltro til jeres elever. Det er den eneste måde, hvorpå de kan blive den, som Herren har brug for, at de bliver. Vi formidler ikke information, og vi inspirerer heller ikke bare vores elever med dynamisk personlighed og engagerende lektioner. Vi forbereder eleverne til at overleve åndeligt i en stadig mere udfordrende tid. Åndelig overlevelse afhænger af evnen til at genkende Helligåndens vejledning.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«

Når vi lærer vores elever at lære flittigt ved at blive aktive deltagere, lærer vi dem også, hvordan de søger og modtager Helligåndens vejledning. Det er disse færdigheder, der vil velsigne dem, længe efter de har forladt klasselokalet. Når I stræber efter at indbyde til denne flittige læring, lover jeg, at I vil se mirakler ske i jeres elevers liv. Kraften er i dem, det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.