Hvad har jeg gjort for en anden i dag?

Mine elskede brødre og søstre, jeg hilser jer denne formiddag med kærlighed i mit hjerte til Jesu Kristi evangelium og til hver enkelt af jer. Jeg er taknemlig for privilegiet at stå foran jer, og jeg beder til, at jeg virkeligt kan formidle det til jer, som jeg har følt mig tilskyndet til at sige.

For nogle år siden læste jeg en artikel skrevet af lægen Jack McConnell. Han voksede op i bakkerne i det sydvestlige Virginia i USA som et af syv børn hos en metodistpræst og en hjemmegående mor. Deres forhold var meget beskedne. Han mindedes, at når familien sad omkring middagsbordet i hans barndom, spurgte hans far hver eneste dag hver enkelt: »Og hvad har du gjort for en anden i dag?«¹ Børnene gjorde en god gerning hver dag, så de kunne rapportere til deres far, at de havde hjulpet en anden. Dr. McConnell kalder denne tradition for den dyrebareste arv fra sin far, for den forventning og disse ord inspirerede ham og hans søskende til hele livet at hjælpe andre. Da de voksede op og blev voksne ændredes deres motivation for at yde tjeneste til et indre ønske om at hjælpe andre.

Foruden en fremtrædende lægekarriere – hvor han ledte udviklingen af tine-testen for tuberkulose, deltog i den tidlige udvikling af poliovaccinen, ledte opdagelsen af Tylenol og medvirkede til at udvikle proceduren for magnetisk resonans-imaging, eller MRI – oprettede han en organisation, som han kaldte Frivillige i medicin, hvor pensioneret sundhedspersonale får mulighed for at arbejde frivilligt på gratis lægeklinikker for arbejdere uden sygesikring. Dr. McConnell sagde, at hans fritid efter sin pension var svundet ind til 60 timers arbejdsuger uden betaling, men hans energiniveau var steget, og der var en tilfredshed i tilværelsen, som ikke var der før. Han fremsatte denne udtalelse: »Som et af paradokserne i livet har jeg haft større gavn af Frivillige i medicin end mine patienter har.«² Der er nu over 70 sådanne klinikker spredt over hele USA.

Vi kan selvfølgelig ikke alle være som dr. McConnell og oprette lægeklinikker for at hjælpe de fattige, men andres behov er til stede overalt, og vi kan alle gøre noget for at hjælpe en anden.

Apostlen Paulus formanede: »Tjen hinanden i kærlighed.«³ Tænk med mig tilbage på de velkendte ord fra kong Benjamin i Mormons Bog: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste.«⁴

Frelseren fortalte sine disciple: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.«⁵

Jeg tror, at Frelseren fortæller os, at medmindre vi mister os selv i at tjene andre, så er der ikke meget formål med vores eget liv. De, som kun lever for sig selv, visner til sidst og mister bogstaveligt talt deres liv, mens de, der mister sig selv i at tjene andre vokser og blomstrer – og faktisk redder deres liv.

Ved oktoberkonferencen i 1963 – den konference, hvor jeg blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum – fremsatte præsident David O. McKay denne udtalelse: »Menneskets største lykke kommer ved at miste sig selv til gavn for andre.«⁶

Ofte lever vi side om side, men kommunikerer ikke hjerte til hjerte. Der er personer inden for vores rækkevidde, som med udstrakte arme højt råber: »Er der ikke balsam i Gilead?«⁷

Jeg er overbevist om, at det er hvert eneste medlem af Kirkens hensigt at tjene og hjælpe dem, der lider nød. Ved dåben indgår vi pagt om at »bære hinandens byrder, så de bliver lette.«⁸ Hvor mange gange er jeres hjerte blevet rørt, når I har set en andens behov? Hvor ofte har I villet være den, der hjalp? Og alligevel, hvor ofte har den hektiske hverdag trådt i vejen, og I overlod det til andre at hjælpe med en følelse af, at der »helt sikkert var nogen, der ville tage sig af det behov.«

Vi bliver så opslugt af vores travle liv. Men hvis vi trådte et skridt tilbage og så godt efter, hvad vi gør, opdager vi måske, at vi har fordybet os selv i noget uvæsentligt. Vi tilbringer med andre ord alt for ofte det meste af vores tid med at ordne noget, som faktisk ikke betyder særlig meget i det store billede, og forsømmer de mere vigtige sager.

For mange år siden hørte jeg et digt, som jeg har husket, og som jeg har prøvet at leve mit liv efter. Det er en af mine favoritter:

Mine brødre og søstre, vi er omgivet af andre, der har behov for vores opmærksomhed, vores opmuntring, vores støtte, vores trøst og vores venlighed – hvad enten de er familie, venner, bekendte eller fremmede. Vi er Herrens hænder her på jorden med mandat til at tjene og til at opløfte hans børn. Han er afhængig af hver enkelt af os.

I kan måske klage: Jeg kan knap klare mig gennem hver dag og gøre alt det, som jeg skal gøre. Hvordan kan jeg yde tjeneste for andre? Hvad kan jeg overhovedet gøre?

For lidt over et år siden blev jeg interviewet af Church News før min fødselsdag. Sidst i interviewet spurgte journalisten, hvad jeg ville anse som den bedste gave, som medlemmer over hele verden kunne give mig. Jeg svarede: »Find nogen, som har det svært, er syg eller ensom, og gør noget for ham eller hende.«¹⁰

Jeg blev fuldstændig overvældet i år til min fødselsdag, da jeg fik hundredvis af kort og breve fra medlemmer af Kirken over hele verden, som fortalte mig, hvordan de havde opfyldt det fødselsdagsønske. Deres tjenestegerninger gik fra at samle humanitære sæt til at gøre havearbejde.

Snesevis af primaryer udfordrede børnene til at yde tjeneste, og derpå blev disse tjenestegerninger nedskrevet og sendt til mig. Jeg må sige, at måderne, de blev skrevet på, var meget kreative. Mange kom som sider, der var sat sammen i forskellige former og størrelser af bøger. Nogle indeholdt kort eller tegninger tegnet eller farvelagt af børnene. En meget kreativ Primary sendte et stort glas med hundredvis af det, de kaldte »varme og bløde pelskugler«, hvor hver kugle repræsenterede en tjenestegerning udført i løbet af året af et af børnene i Primary. Jeg kan blot forestille mig den lykke, som disse børn oplevede, når de fortalte om deres gode gerning og derpå lagde en »varm og blød pelskugle« i glasset.

Jeg fortæller jer blot om nogle få af de utallige breve vedlagt de mange gaver, som jeg modtog. Et lille barn skrev: »Min bedstefar fik et slagtilfælde, og jeg holdt hans hånd.« Fra en 8-årig pige: »Min søster og jeg ordnede og gjorde rent i legetøjsskabet for min mor og familie. Det tog os nogle timer, og det var sjovt. Det bedste var, at vi overraskede min mor og gjorde hende glad, fordi hun slet ikke havde bedt os om at gøre det.« En 11-årig pige skrev: »Der er en familie i min menighed, som ikke havde særlig mange penge. De har tre små piger. Forældrene skulle noget, så jeg tilbød at passe de tre piger. Faderen ville give mig 5 dollars. Jeg sagde: ›Det kan jeg ikke tage imod.‹ Min tjeneste var, at jeg passede pigerne gratis.« Et primarybarn i Mongoliet skrev, at han havde hentet vand i brønden, så hans mor ikke behøvede at gøre det. Fra en 4-årig dreng et brev, der sikkert var skrevet af en primarylærer: »Min far er på øvelse med hæren i nogle uger. Mit særlige job er at give min mor kram og kys.« En 9-årig pige skrev: »Jeg plukkede jordbær til min oldemor. Jeg havde en rigtig god følelse indvendig!« Og en anden: »Jeg legede med et ensomt barn.«

Fra en 11-årig dreng: »Jeg gik hen til en dames hus og stillede hende spørgsmål og sang en sang for hende. Det føltes godt at besøge hende. Hun var glad, for hun får aldrig gæster.« Da jeg læste dét brev, mindede det mig om de ord, som ældste Richard L. Evans fra De Tolvs Kvorum skrev for mange år siden. Han sagde: »Det er svært for den, der er ung, at forstå den ensomhed, der kommer, når livet skifter fra en tid med forberedelse og præstationer til en tid, hvor man lægger ting væk … At være midtpunktet i et hjem så længe, så involveret og så næsten pludseligt at sidde på sidelinjen og se processionen vandre forbi – det er at leve i ensomhed … Man skal leve meget længe for at lære, hvor tomt et værelse kan blive, der kun er fyldt med møbler. Det kræver en person … mere end hyret hjælp, mere end institutionspleje eller professionel pligt at tø fortidens minder op og holde dem levende og varme i nuet … Vi kan ikke bringe ungdommens morgengry tilbage. Men vi kan hjælpe dem med at leve i solnedgangens varme glød, der gøres smukkere af vores betænksomhed … og af oprigtig kærlighed.«¹¹

Mine fødselsdagskort og -breve kom også fra teenagere i klasser i Unge Mænd og Unge Piger, der fremstillede tæpper til hospitaler, serverede i folkekøkkener, blev døbt for de døde og udførte talrige andre tjenestegerninger.

Hjælpeforeninger, hvor man altid kan finde hjælp, tjente ud over det, som de normalt ville have gjort. Præstedømmegrupper gjorde det samme.

Mine brødre og søstre, mit hjerte har sjældent været så rørt og så taknemligt, som det var, da søster Monson og jeg bogstaveligt talt tilbragte timer med at læse om disse gaver. Mit hjerte er fyldt nu, hvor jeg taler om oplevelsen og ser for mig de personer, der er blevet velsignet deraf, både giveren og modtageren.

Jeg kommer til at tænke på det 25. kapitel i Matthæus:

»Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,

jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?

Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«¹²

Mine brødre og søstre, må vi stille os selv spørgsmålet, som mødte dr. Jack McConnell og hans brødre og søstre hver aften til aftenmåltidet: »Hvad har jeg gjort for en anden i dag?« Må ordene fra en velkendt salme trænge dybt ind i vores sjæl og slå rod i vores hjerte:

Den tjeneste, som vi alle er blevet kaldet til, er Herren Jesu Kristi tjeneste.

Når han hverver os til sit værk, inviterer han os til at komme ham nærmere. Han taler til jer og til mig:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.

For mit åg er godt, og min byrde er let.«¹⁴

Hvis vi virkelig lytter, hører vi måske røsten langt herfra sige til os, som den lød til en anden: »Godt, du gode og tro tjener.«¹⁵ At vi alle må gøre os fortjent til den velsignelse fra vor Herre er min bøn, i hans navn, ja, i vor Frelser, Jesu Kristi navn. Amen.