2010-2019
Giv vores ånd kontrol over vores legeme
Oktoberkonferencen 2019


Giv vores ånd kontrol over vores legeme

En af de vigtigste ting, vi kan lære i dette liv, er, hvordan vi fremhæver vores evige åndelige herkomst og kontrollerer vores ugudelige ønsker.

Mine kære brødre og søstre, da oktoberkonferencen nærmede sig sidste år, forberedte jeg min tale for at fremhæve 100-året for synet om åndeverdenen, som præsident Joseph F. Smith fik den 3. oktober 1918.

Nogle få dage efter jeg havde indsendt min tale til oversættelse, afsluttede min elskede, evige partner, Barbara, sin jordiske prøvestand og gik til åndeverdenen.

Mens dagene er blevet til uger, måneder og nu et år siden Barbara døde, værdsætter jeg dette skriftsted endnu mere: »Du skal leve sammen med andre i kærlighed, således at du skal græde over tabet af dem, der dør.«1 Barbara og jeg blev velsignet med at »leve sammen … i kærlighed« i 67 år. Men jeg har lært på en meget virkelig måde, hvad det vil sige at »græde over tabet« af dem, vi elsker. Åh, hvor jeg elsker og savner hende!

Jeg går ud fra, at de fleste af os ikke helt værdsætter det, andre gør for os, før de er borte. Jeg vidste, at Barbara altid havde travlt, men jeg forstod ikke helt de krav, som familien, Kirken og samfundet hele tiden stillede til hendes tid. Det var en daglig hengiven indsats, der blev gentaget tusinde gange gennem årene, der fik vores familie til at fungere. Og gennem det hele hørte ingen i vores familie hende hæve stemmen eller sige noget uvenligt.

Mange minder er kommet strømmende ind over mig det sidste år. Jeg har tænkt over det fysisk krævende valg, hun tog, ved at være mor til syv børn. At være hjemmegående husmor var den eneste karriere, hun nogensinde ønskede sig, og hun var virkelig dygtig til det på alle punkter.

Jeg har ofte undret mig over, hvordan hun holdt styr på vores børn og mig. Madlavningen alene var en virkelig enorm opgave, for ikke at glemme aktiviteter som at ordne de bjerge af vasketøj vores familie genererede hver uge og sørge for sko og tøj i de rette størrelser til børnene. Vi henvendte os alle til hende med utallige andre sager, der var vigtige for os. Og fordi det var vigtigt for os, var det vigtigt for hende. Hun var, beskrevet med ét ord, storslået – som hustru, som mor, som ven, som nabo og som Guds datter.

Nu, hvor hun er gået videre, er jeg glad for, at jeg valgte at sætte mig ved hendes side, når jeg kom hjem fra kontoret de sidste par måneder af hendes liv for at holde hende i hånden, mens vi så slutningen på nogle af hendes yndlingsmusicals – igen og igen, da hun på grund af sin Alzheimer ikke kunne huske, at hun havde set dem dagen før. Minderne om de særlige stunder med at holde i hånden er nu meget, meget værdifulde for mig.

Brødre og søstre, gå ikke glip af en mulighed for at se jeres familiemedlemmer i øjnene med kærlighed. Børn og forældre, ræk ud mod hinanden og udtryk kærlighed og påskønnelse. Ligesom mig vil nogle af jer en dag vågne for at opdage, at tiden til en sådan vigtig kommunikation er passeret. Lev hver dag med hjertet fyldt med taknemmelighed, gode minder og meget kærlighed.

I løbet af det sidste år har jeg tænkt mere opmærksomt end før over vor himmelske Faders plan. Da Alma underviste sin søn Corianton, omtalte han den som »den store plan for lykke.«2

Det ord, der bliver ved med at komme til mig nu, når jeg tænker på planen, er »genforening«. Det er en plan, der er skabt af vor kærlige Fader i himlen, hvor kernen er den store og herlige mulighed for familiegenforening – ved for evigt at genforene mænd og hustruer, forældre og børn, generation efter generation i Guds husstand.

Den tanke trøster mig og forvisser mig om, at jeg kommer til at være sammen med Barbara igen. Selvom hun led fysisk mod enden af sit liv, var hendes ånd stærk, ædel og ren. Hun havde forberedt sig i alt, så når den dag kommer, kan hun stå foran »Guds behagelige domstol«3 med selvtillid og fredfyldt forvisning. Men her er jeg, 91 år om to dage, og jeg tænker stadig: »Er jeg klar? Gør jeg alt, jeg må gøre for at kunne holde hendes hånd igen?«

Den mest enkle, basale vished om dette liv er: Vi skal alle dø. Om vi dør gamle eller unge, nemt eller svært, rige eller ludfattige, elskede eller ensomme, kan ingen undslippe døden.

For en del år siden sagde præsident Gordon B. Hinckley noget særlig betydningsfuldt om dette: »Hvor er den vished dog dejlig og den fred trøstende, som udspringer af kundskaben om, at hvis vi gifter os på den rette måde og lever rigtigt, kan vores forhold vare ved, selv om døden venter og tiden går.«4

Jeg giftede mig i hvert fald på den rette måde. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Men det er ikke nok ifølge præsident Hinckley. Jeg må også leve rigtigt.5

I dag kan det være et meget forvirrende begreb at »leve rigtigt«, især hvis man bruger meget tid på sociale medier, hvor enhver kan erklære sandheder eller falske begreber om Gud og hans plan for sine børn. Heldigvis har medlemmer af Kirken evige sande evangeliske principper, hvorved de kan vide, hvordan de skal leve, så vi kan være bedre forberedt, når vi skal dø.

Nogle få måneder inden jeg blev født, holdt min farfar ældste Melvin J. Ballard, der var apostel, en tale, der for nogle folk fangede essensen af, hvad det vil sige at leve rigtigt. Hans tale med titlen »Kampen for sjælen« havde fokus på den altid nærværende kamp mellem vores fysiske legeme og vores evige ånd.

Han sagde: »Den største kamp, noget menneske nogensinde vil kæmpe … vil være den kamp, de kæmper inden i sig selv«, og forklarede, at Satan, »sjælens fjende«, angriber os gennem »kødets lyster, begær og ambitioner.«6 Så den primære kamp står mellem vores guddommelige og åndelige karakter og det kødelige naturlige menneske. Brødre og søstre, husk at vi kan få åndelig hjælp gennem Helligåndens påvirkning, der kan »lære jer alt«.7 Hjælp kan også komme gennem præstedømmets kraft og velsignelser.

Nu spørger jeg: Hvordan går det jer med jeres kamp?

Præsident David O. McKay sagde: »Menneskets jordiske eksistens er blot en prøve for at se, om det vil koncentrere sin indsats, sit sind, sin sjæl om det, som bidrager til den fysiske sides behagelighed og tilfredsstillelse, eller om det vil gøre det til sit livs søgen at opnå åndelige kvaliteter.«8

Denne kamp mellem vores kødelige og åndelige natur er ikke noget nyt. I sin sidste tale til sit folk sagde kong Benjamin, at »det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning.«9

Apostlen Paulus lærte os, at »de kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige.

Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred.«10

For mig er det tydeligt, at en af de vigtigste ting, vi kan lære i dette liv, er, hvordan vi fremhæver vores evige åndelige herkomst og kontrollerer vores ugudelige ønsker. Det bør ikke være så svært. Vores ånd, som har levet meget længere end vores fysiske legeme, har trods alt allerede haft succes med at vælge retfærdighed over ondskab i det førjordiske rige. Inden denne jord blev skabt, levede vi i åndeverdenen som sønner og døtre af vor himmelske Forældre, der elskede os og stadig elsker os nu.

Og ja, vi måtte træffe skelsættende beslutninger og valg i den førjordiske tilværelse. Alle, der nogensinde har levet eller vil leve på denne planet, traf en afgørende beslutning om at vælge at acceptere vor himmelske Faders plan for vores frelse. Så vi kom alle til jorden med en dokumenteret historik i form af en stærk åndelig karakter og evig skæbne.

Tænk et øjeblik over det. Det er sådan, I og jeg virkelig er, og det I altid har været: Guds søn eller datter med åndelige rødder i evigheden og en fremtid, der flyder over med uendelige muligheder. I er – først og fremmest og altid – et åndeligt væsen. Så når vi derfor vælger at sætte vores kødelige natur før vores ånd, vælger vi noget, der er i modstrid med vores virkelige, sande, ægte, åndelige jeg.

Der er stadig ingen tvivl om, at vores kødelige og jordiske impulser komplicerer beslutningsprocessen. Med et slør af glemsel, der er trukket mellem den førjordiske åndeverden og dette jordiske liv, kan vi glemme vores forhold til Gud og vores åndelige herkomst, og vores kødelige væsen kan prioritere det, vi ønsker lige nu. Et af hovedformålene med, at denne jordiske oplevelse er en del af vor himmelske Faders plan, er, at vi lærer at vælge de ting, der hører til Ånden frem for det, der hører til kødet. Det er også derfor, at planen er bygget på vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi forsonings, solide, sikre fundament, så vores synder, heriblandt de fejl vi begår, når vi giver efter for kødet, kan overvindes gennem vedvarende omvendelse, og vi kan leve med fokus på det åndelige. Tiden er inde til at kontrollere vores fysiske lyster for at leve i overensstemmelse med Kristi åndelige lære. Derfor må vi ikke udsætte vores omvendelses dag.11

Omvendelse bliver derfor et uundværligt våben i kampen mod os selv. Ved sidste generalkonference omtalte præsident Russell M. Nelson denne kamp og mindede os om, at »når vi vælger at omvende os, vælger vi at forandre os! Vi tillader Frelseren at forandre os til den bedste udgave af os selv. Vi vælger at vokse åndeligt og modtage glæde – glæden ved forløsning i ham. Når vi vælger at omvende os, vælger vi at blive mere som Jesus Kristus!«12

Hver aften, når jeg gennemgår min dag i bøn med min himmelske Fader, beder jeg om at blive tilgivet, hvis jeg har gjort noget forkert, og lover at forsøge at blive bedre i morgen. Jeg tror, at denne regelmæssige daglige omvendelse hjælper min ånd med at minde mit legeme om, hvem der bestemmer over mig.

En anden kilde er den ugentlige mulighed, vi alle har for at forny os åndeligt ved at deltage i nadveren til erindring om forsoningen og den fuldkomne kærlighed, vor Herre og Frelser Jesus Kristus har til os.

Brødre og søstre, jeg opfordrer jer til at sætte farten lidt ned og tænke over, hvor I er lige nu med at undertrykke jeres kødelige natur og styrke jeres guddommelige, åndelige karakter, så at I, når den tid kommer, vil træde ind i åndeverdenen til en glædelig genforening med jeres kære – dette vidner og beder jeg ydmygt om i vor Herre Jesu Kristi hellige navn. Amen.