2010-2019
Vidner, Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser
Oktoberkonferencen 2019


Vidner, Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser

De tilpasninger, vi nu vil bekendtgøre, er tiltænkt at hjælpe unge mænd og unge kvinder med at udvikle deres hellige personlige potentiale.

Kære brødre og søstre, det er vidunderligt at være sammen med jer igen til generalkonference. Tidligere i denne uge blev der for Kirkens medlemmer bekendtgjort ændringer i retningslinjerne om, hvem der må være vidner til dåb og beseglingsordinancer. Jeg vil gerne fremhæve de tre punkter.

  1. En stedfortrædende dåb for en afdød person kan blive bevidnet af enhver, der har en gyldig tempelanbefaling, deriblandt en anbefaling med begrænset anvendelse.

  2. Ethvert medlem, der har modtaget sin begavelse og har en gyldig tempelanbefaling, kan være vidne ved beseglingsordinancer for levende og afdøde.

  3. Ethvert medlem af Kirken kan være vidne ved en dåb for en levende person. Disse ændringer gælder alle dåb uden for templet.

Disse ændringer af retningslinjer er proceduremæssige. De bagvedliggende læresætninger og pagter er uforandrede. De er stadig lige virkningsfulde i alle ordinancer. Disse ændringer bør i høj grad øge familiedeltagelse i disse ordinancer.

Jeg vil også gerne tale til jer på dette tidspunkt for at introducere tilpasninger angående vores unge og deres ledere.

I husker sikkert, at jeg har opfordret de unge i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til at melde sig til Herrens bataljon af unge for at deltage i det største værk på jorden i dag – Israels indsamling.1 Jeg kom med denne opfordring til vores unge, fordi de er usædvanligt gode til at række ud til andre og dele det, de tror på, på en overbevisende måde. Værket med indsamlingen er en essentiel del af at hjælpe med at forberede verden og dens folk til Herrens andet komme.

I hver menighed ledes Herrens bataljon af unge af en biskop, en dedikeret Guds tjener. Hans første og vigtigste ansvar er at tage sig af de unge mænd og unge kvinder i sin menighed. Biskoppen og hans rådgivere leder arbejdet med Det Aronske Præstedømmes kvorummer og med Unge Kvinders klasser i menigheden.

De tilpasninger, vi nu vil bekendtgøre, er tiltænkt at hjælpe unge mænd og unge kvinder med at udvikle deres hellige personlige potentiale. Vi ønsker også at styrke Det Aronske Præstedømmes kvorummer og Unge Kvinders klasser og støtte biskopper og andre voksne ledere, når de tjener den opvoksende generation.

Ældste Quentin L. Cook vil nu tale om tilpasningerne, der drejer sig om de unge mænd. Og i aften til kvindernes møde vil søster Bonnie H. Cordon, Unge Kvinders hovedpræsident, tale om tilpasningerne, der drejer sig om de unge kvinder.

Det Første Præsidentskab og De Tolv står sammen om at støtte disse bestræbelser på at styrke vores unge. Åh, hvor vi elsker dem og beder for dem! De er »Israels håb, Zions hær, den forjættede dags børn.«2 Vi udtrykker vores fuldstændige tillid til vores unge og vores taknemmelighed for dem. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Se Russell M. Nelson, »Zions ungdom«, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018, HopeofIsrael.ChurchofJesusChrist.org.

  2. »Zions ungdom«, Salmer og sange, nr. 172; første linje i den engelske tekst.