»Kom så og følg mig«

Mine elskede brødre og søstre, min hustru, Wendy, og jeg fryder os over at være sammen med jer denne sabbatsmorgen. Der er sket meget siden vores sidste generalkonference. Der er blevet indviet nye templer i Concepción i Chile, Barranquilla i Colombia og Rom i Italien. Vi har oplevet en rig udgydelse af Ånden ved disse hellige begivenheder.

Jeg lykønsker de mange kvinder (og mænd), der for nyligt har læst Mormons Bog igennem og fundet glæde og skjulte skatte. Jeg bliver inspireret af tilbagemeldingerne om mirakler, der har fundet sted.

Jeg fryder mig over de 11-årige drenge, der nu som diakoner værdigt omdeler nadveren hver søndag. De tager til templet med vores 11-årige unge piger, der ivrigt lærer og tjener som bikubepiger. Både de unge mænd og de unge piger forkynder evangeliets sandheder med tydelighed og overbevisning.

Jeg glæder mig med børnene og de unge, der hjælper med at undervise om evangeliet i deres hjem, når de arbejder sammen med deres forældre om at følge den hjemmeorienterede, kirkestøttede læseplan.

Vi har modtaget dette fotografi af den fireårige Blake, der tidligt en lørdag morgen greb en kirkebog og sagde: »Jeg har brug for næring til min ånd!«

Blake, vi fryder os over dig og andre, der vælger at nære deres sjæl ved at tage for sig af sandhederne i Jesu Kristi gengivne evangelium. Og vi glæder os over at vide, at mange modtager Guds kraft i deres liv, når de tilbeder og tjener i templet.

Som mange af jer ved, var vores familie igennem en kærlig afsked for tre måneder siden, da vores datter Wendy forlod dette jordiske liv. I de sidste dage inden hun tabte kampen mod kræft, blev jeg velsignet med muligheden for at få vores far og datter-farvelsnak.

Jeg holdt hende i hånden og fortalte, hvor højt jeg elskede hende, og hvor taknemmelig jeg var for at være hendes far. Jeg sagde: »Du giftede dig i templet og ærede trofast dine pagter. Du og din mand har budt syv børn velkommen i jeres hjem og opdraget dem til at være Jesu Kristi hengivne disciple, tapre medlemmer af Kirken og gode samfundsstøtter. Og de har valgt ægtefæller af samme kaliber. Din far er meget, meget stolt af dig. Du har givet mig så stor glæde!«

Hun svarede sagte: »Tak, far.«

Det var en kærlig og tårevædet stund for os. I hendes 67 år havde vi arbejdet, sunget og ofte stået på ski sammen. Men den aften talte vi om de ting, der betyder mest, som pagter, ordinancer, lydighed, tro, familie, troskab, kærlighed og evigt liv.

Vi savner virkelig vores datter. Men takket være Jesu Kristi gengivne evangelium behøver vi ikke at bekymre os for hende. Når vi fortsætter med at ære vores pagter med Gud, lever vi i forventning om, at vi kan være sammen med hende igen. I mellemtiden tjener vi Herren her, og hun tjener ham der – i paradis.¹

Faktisk besøgte min hustru og jeg paradiset tidligere på året – altså Paradise i Californien. Det faldt således, at vores planlagte besøg der fandt sted mindre end 40 timer efter, vores datter havde forladt denne verden. Vi blev sammen med ældste Kevin W. Pearson og hans hustru, June, styrket af de hellige i Chico Stav i Californien. Vi så deres store tro, deres omsorg og de mirakler, der fandt sted selv midt i de ødelæggende tab, de havde lidt på grund af den mest voldsomme skovbrand i Californiens historie.

Mens vi var der, talte vi med en ung politibetjent, John, der var en af de mange tapre, der var en del af redningsmandskabet. Han huskede det tykke mørke, der var faldet over Paradise den 8. november 2018, da flammer og gløder rasede igennem byen og fortærede bygninger og ejendele som en svøbe, der ikke efterlod andet end askedynger og nøgne skorstene.

I 15 timer kørte John igennem det uigennemtrængelige mørke, der var stribet af truende gløder, mens han hjalp den ene person efter den anden, familie efter familie med at komme i sikkerhed – alt sammen med fare for sit eget liv. Og under denne opslidende ildprøve var det, der optog John mest, dette spørgsmål: »Hvor er min familie?« Efter mange lange forfærdeligt angstfyldte timer fandt han endelig ud af, at de var kommet i sikkerhed.

Beretningen om Johns bekymring for sin familie har ansporet mig til i dag at tale til dem af jer, der måske også, når livet nærmer sig sin slutning, spørger: »Hvor er min familie?« Når den dag kommer, hvor I skal afslutte jeres jordiske prøvestand og træde ind i åndeverdenen, vil I komme til at stå ansigt til ansigt med det hjerteskærende spørgsmål: »Hvor er min familie?«

Jesus Kristus lærer os om vejen tilbage til vores evige hjem. Han forstår vor himmelske Faders plan om evig udvikling, bedre end nogen af os gør. Han er jo trods alt hovedhjørnestenen i det hele. Han er vor Forløser, vor Helbreder og vor Frelser.

Lige siden Adam og Eva blev fordrevet fra Edens have, har Jesus Kristus selv rakt sin mægtige arm ud for at hjælpe alle, der vælger at følge ham. Skrifterne beretter igen og igen, at trods menneskehedens forskellige slags synder, er hans arm stadig udrakt.²

Ånden i os alle længes naturligt efter, at familiekærligheden skal vare for evigt. Kærlighedssange foreviger et hult håb om, at kærlighed er alt man behøver, hvis man vil være sammen for evigt. Og nogle tror fejlagtigt, at tro på Jesu Kristi opstandelse udgør et løfte om, at alle mennesker vil være sammen med deres kære efter døden.

Sandheden er, at Frelseren selv har gjort det meget klart, at selvom hans opstandelse sikrer, at alle mennesker, der nogensinde har levet, vitterligt vil opstå og leve for evigt,³ så kræves der meget mere, hvis vi ønsker at opnå det store privilegium ophøjelse. Frelse er et personligt anliggende, men ophøjelse er et anliggende for familien.

Lyt til disse ord, som Herren Jesus Kristus talte til sin profet: »Alle pagter, aftaler, overenskomster, forpligtelser, eder, løfter, handlinger, forbindelser, foreninger eller forhåbninger, som ikke bliver stiftet og indgået og beseglet ved forjættelsens hellige Ånd … har ingen virkning, gyldighed eller kraft i og efter opstandelsen fra de døde; for alle kontrakter, der ikke er indgået med dette sigte, ophører, når mennesker er døde.«⁴

Så hvad kræver det af en familie at blive ophøjet for evigt? Vi kvalificerer os til det privilegium ved at indgå pagter med Gud, holde disse pagter og modtage vigtige ordinancer.

Dette har været gældende siden tidernes morgen. Adam og Eva, Noa og hans hustru, Abraham og Sara, Lehi og Sarija og alle andre hengivne Jesu Kristi disciple har – siden verden blev skabt – indgået de samme pagter med Gud. De har modtaget de samme ordinancer, som vi som medlemmer af Herrens genoprettede kirke i dag har indgået: De pagter, som vi modtog ved dåben og i templet.

Frelseren indbyder alle til at følge sig i dåbens vande og med tiden indgå yderligere pagter med Gud i templet og modtage og være trofaste mod disse øvrige essentielle ordinancer. Alt dette er påkrævet, hvis vi ønsker at blive ophøjet med vores familie og Gud for evigt.

Det skærer mig i hjertet, at så mange mennesker, som jeg elsker, som jeg beundrer, og som jeg respekterer, afviser hans invitation. De ignorerer Jesu Kristi inderlige opfordring, når han bedende siger: »Kom så og følg mig.«⁵

Jeg forstår godt, hvorfor Gud græder.⁶ Jeg græder også over sådanne venner og slægtninge. De er vidunderlige mænd og kvinder, der er hengivne mod deres familie og samfundsansvar. De giver gavmildt af deres tid, energi og ressourcer. Og verden er bedre på grund af deres indsats. Men de har valgt ikke at indgå pagter med Gud. De har ikke modtaget de ordinancer, der vil ophøje dem med deres familie og binde dem sammen for evigt.⁷

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tale med dem og opfordre dem til alvorligt at overveje Herrens love, der åbner for muligheder. Jeg har tænkt over, hvad jeg mon kunne sige, så de kunne føle, hvor meget Frelseren elsker dem og vide, hvor meget jeg elsker dem, og forstå, hvordan kvinder og mænd, der holder pagter, kan modtage »en fylde af glæde.«⁸

De er nødt til at forstå, at selvom der er en plads for dem herefter – med vidunderlige mænd og kvinder, der også vælger ikke at indgå pagter med Gud – så er det ikke det sted, hvor familier vil blive forenet og givet det privilegium at leve og udvikle sig for evigt. Det er ikke det rige, hvor de vil opleve en fylde af glæde – af aldrig ophørende udvikling og lykke.⁹ Disse fuldendte velsignelser kan kun opnås ved at bo i en ophøjet celestial herlighed med Gud, vor evige Fader, hans Søn, Jesus Kristus, og vores vidunderlige, værdige og kvalificerede familiemedlemmer.

Til mine tilbageholdende venner vil jeg gerne sige:

»I dette liv har I aldrig stillet jer tilfreds med noget mindre end det bedste. Og alligevel, når I afviser at tage Jesu Kristi gengivne evangelium helt til jer, så går I kun efter det næstbedste.

Frelseren sagde: ›I min faders hus er der mange boliger‹.¹⁰ Men vælger I ikke at indgå pagter med Gud, så lader I jer nøje med et noget mere beskedent tag over hovedet i al evighed.«

Jeg beder indtrængende mine forbeholdne venner og siger:

»Udøs jeres hjerte for Gud. Spørg ham, om disse ting er sande. Tag jer tid til at studere hans ord. Studér rigtigt! Hvis I virkelig elsker jeres familie, og hvis I ønsker at blive ophøjet med dem i al evighed, så betal prisen nu – ved oprigtigt studium og inderlig bøn – for at kende disse sandheder og holde fast i dem.

Er I ikke sikre på, om I overhovedet tror på Gud, så begynd der. Forstå, at man i mangel på erfaringer med Gud kan tvivle på eksistensen af Gud. Så sæt jer i en position, hvor I begynder at få erfaringer med ham. Ydmyg jer. Bed om at få øjne til at se Guds hånd i jeres liv og i verden omkring jer, Bed ham om at fortælle jer, om han vitterligt er der – om han kender jer. Spørg ham, hvad han mener om jer. Og lyt så.«

En af mine kære venner havde haft ret begrænsede erfaringer med Gud. Men han længtes efter at være sammen med sin afdøde hustru. Så han bad mig om at hjælpe. Jeg opfordrede ham til at mødes med vores missionærer for at forstå Kristi lære og lære om evangeliets pagter, ordinancer og velsignelser.

Det gjorde han. Men han følte, at den kurs, de anviste, ville kræve for mange ændringer i hans liv. Han sagde: »De bud og pagter er bare for svære for mig. Desuden kan jeg umuligt betale tiende, og jeg har ikke tid til at tjene i Kirken.« Så sagde han til mig: »Når jeg dør engang, så udfør de nødvendige tempelordinancer for min hustru og mig, så vi kan være sammen igen.«

Jeg er heldigvis ikke denne mands dommer. Men jeg tvivler på virkekraften i stedfortrædende arbejde for en mand, der havde muligheden for at blive døbt i dette liv – for at blive ordineret i præstedømmet og modtage templets velsignelser, mens han var her på jorden – men traf et bevidst valg om at afvise den vej.

Mine kære brødre og søstre, Jesus Kristus opfordrer os til at tage pagtsstien hjem til vore himmelske Forældre og være sammen med dem, vi elsker. Han indbyder os: »Kom så og følg mig!«

Nu vil jeg som præsident for hans kirke trygle jer, der har distanceret sig fra Kirken, og jer, der endnu ikke rigtigt har søgt efter at vide, at Frelserens kirke er blevet genoprettet. Gør den åndelige indsats for at finde ud af det for jer selv, og gør det venligst nu. Tiden er ved at rinde ud.

Jeg vidner om, at Gud lever! Jesus er Kristus. Hans kirke og fylden i hans evangelium er blevet genoprettet for at velsigne os med glæde, her på jorden og herefter. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.