Hvor vil det føre hen?

Nogle beslutninger er valg mellem at gøre noget eller gøre ingenting. Jeg hørte et eksempel på den form for valg ved en stavskonference i USA for mange år siden.

Stedet var et smukt college-område. En gruppe unge studerende sad på græsset. Taleren, der beskrev denne situation, sagde, at de betragtede et smukt egern med en stor busket hale, der løb rundt ved foden af et smukt løvtræ. Nogle gange var det nede på jorden, nogle gange op og ned ad og rundt om stammen. Men hvorfor tiltrak dette velkendte syn en gruppe studerende?

Liggende strakt ud på græsset i nærheden lå en irsk setter. Han var genstand for de studerendes interesse, og egernet var genstand for hans. Hver gang egernet var kortvarigt ude af syne, når det løb rundt om træet, krøb setteren stille nogle centimeter frem og genoptog derefter sin tilsyneladende ligeglade stilling. Det var det, der fastholdt de studerendes interesse. Stille og ubevægelige var deres øjne fanget af den begivenhed, hvis udfald var stadig mere tydelig.

Til sidst var setteren tæt nok på til at gøre et udfald mod egernet og fange det i sin mund. Et gisp af rædsel lød, og gruppen af studerende skyndte sig hen og vristede det lille dyr væk fra hunden, men det var for sent. Egernet var dødt.

Enhver i gruppen kunne have advaret egernet på et hvilket som helst tidspunkt ved at vifte med sine arme eller sige noget, men ingen gjorde noget. De så bare til, mens det uundgåelige udfald nærmede sig mere og mere. Der var ingen, der spurgte: »Hvor vil det føre hen?« Da det forudsigelige skete, skyndte alle sig hen for at forhindre resultatet, men det var for sent. Fortrydelsens tårer var alt, de kunne tilbyde.

Denne sande historie er en slags lignelse. Den kan anvendes i forhold til ting, vi ser i vores eget liv, i andres liv og i situationer omkring os. Når vi ser truslerne krybe hen til personer eller ting, vi elsker, har vi valget mellem at tale, handle eller forblive stille. Det er godt at spørge os selv: »Hvor vil det føre hen?« Hvor konsekvenserne er øjeblikkelige og alvorlige, har vi ikke råd til at gøre ingenting. Vi skal lade passende advarsler lyde eller støtte passende forebyggende forholdsregler, mens der stadig er tid.

De beslutninger, jeg lige har beskrevet, omfatter valg mellem at foretage sig noget eller ikke foretage sig noget. Mest almindeligt er valg mellem at gøre det ene eller det andet. Det omfatter valg mellem at gøre godt eller dårligt, men oftest er det valg mellem to gode ting. Her er det også ønskværdigt, at vi spørger, hvor det vil føre hen. Vi træffer mange valg mellem to gode ting, ofte om hvordan vi bruger vores tid. Der er ikke noget dårligt ved at spille videospil, sende sms’er, se fjernsyn eller tale i mobiltelefon. Men alle disse ting omfatter, hvad der kaldes »mulighedsomkostning«, hvilket vil sige, at hvis vi bruger tid på én ting, mister vi muligheden for at gøre noget andet. Jeg er sikker på, at I kan se, at vi eftertænksomt skal se på, hvad vi taber ved den tid, vi bruger på en aktivitet, selv om den i sig selv er helt i orden.

For nogle år siden holdt jeg en tale, der hed »God, bedre, bedst«. I den tale sagde jeg, at »bare fordi noget er godt, er det ikke tilstrækkelig grund til at gøre det. Antallet af alle de gode ting, vi kan gøre, overstiger i høj grad den tid, vi har til rådighed for at gøre dem. Nogle ting er bedre end godt, og det er det, som bør prioriteres først i vores liv … Vi må forsage nogle gode ting for at kunne vælge noget, som er bedre eller bedst«.¹

Tænk langsigtet. Hvordan påvirkes vores fremtid af de valg, vi træffer i nuet? Husk vigtigheden af at få en uddannelse, studere evangeliet, forny vores pagter ved at tage del i nadveren og komme i templet.

»Hvor vil det føre hen?« er også vigtigt, når vi tænker over, hvordan vi skal betegne eller tænke på os selv. Vigtigst af alt er, at vi alle er Guds børn med evigt liv som et potentiel lod. Alle andre betegnelser, endda også arbejde, race, fysiske karaktertræk eller æresbevisninger er midlertidige eller ubetydelige i et evigt perspektiv. I skal ikke vælge at betegne jer selv eller tænke på jer selv på måder, der afgrænser et mål, som I måske stræber efter.

Mine brødre, og mine søstre, der måtte se eller læse det, jeg siger her: Jeg håber, at I ved, hvorfor jeres ledere kommer med de lærdomme og råd, som vi giver. Vi elsker jer, og vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, elsker jer. Deres plan for os er »den store plan for lykke« (Alma 42:8). Den plan og deres bud og ordinancer og pagter fører os til den største lykke og glæde i dette liv og i det liv, der kommer. Som Faderen og Sønnens tjenere underviser vi og kommer med råd, som de har ledt os til ved Helligånden. Vi har intet andet ønske end at sige det, der er sandt, og opfordre jer til at gøre det, som de har skitseret som vejen til evigt liv, »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7).

Her er et andet eksempel på følger i fremtiden af beslutninger truffet nu. Dette eksempel handler om at vælge at yde et offer nu for at nå et vigtigt fremtidigt mål.

Ved en stavskonference i Cali i Colombia fortalte en søster, hvordan hun og hendes forlovede ønskede at blive gift i templet, men dengang lå det nærmeste tempel langt væk i Peru. I lang tid sparede de deres penge sammen til busbilletterne. Til sidst steg de ombord på bussen til Bogotá, men da de ankom der, fandt de ud af, at alle sæderne på bussen til Lima var optaget. De kunne tage hjem uden at blive gift eller gifte sig uden for templet. Heldigvis var der endnu et alternativ. De kunne komme med bussen til Lima, hvis de var villige til at sidde på gulvet i bussen på hele den fem dage og fem nætter lange tur. Det valgte de at gøre. Hun sagde, at det var svært, selvom nogle af de andre passagerer nogle gange lod dem sidde på deres sæde, så de kunne strække ud på gulvet.

Det, der gjorde indtryk på mig, var denne søsters udtalelse om, at hun var taknemmelig for, at hun og hendes mand havde været i stand til at tage til templet på denne måde, fordi det ændrede, hvad de følte for evangeliet, og hvordan de følte for ægteskab i templet. Herren havde belønnet dem med den vækst, der kommer ved ofre. Hun sagde også, at deres fem dage lange tur til templet opbyggede deres åndelighed langt mere, end mange besøg til templet der var uden ofre.

I årene siden jeg hørte dette vidnesbyrd, har jeg tænkt over, hvor anderledes dette unge pars liv ville have været, hvis de havde truffet et andet valg – hvis de havde givet afkald på det nødvendige offer for at blive gift i templet.

Brødre, vi træffer utallige valg i livet, nogle store og nogle tilsyneladende små. Når vi ser tilbage, kan vi se den store forskel, nogle af vores valg gjorde i vores liv. Vi træffer bedre valg og beslutninger, hvis vi ser på alternativerne og tænker over, hvor de vil føre hen. Når vi gør det, så følger vi præsident Russell M. Nelsons råd om at begynde med enden i tankerne.² For os er enden altid på pagtsstien gennem templet til evigt liv, den største af alle Guds gaver.

Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus og følgevirkningerne af hans forsoning og om de andre sandheder i hans evigtvarende evangelium, i Jesu Kristi navn. Amen.