Kom, lytter til profetens røst

Da Herren talte om præsidenten for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, sagde han:

»Og videre, den pligt, der påhviler præsidenten over embedet i det høje præstedømme, er at præsidere over hele kirken og at være ligesom Moses …

Ja, at være seer, åbenbarer, oversætter og profet, idet han har alle de gaver fra Gud, som han skænker kirkens overhoved« (L&P 107:91-92; fremhævelse tilføjet).

Jeg er blevet velsignet med at se nogle af Guds gaver hos hans profeter. Lad mig fortælle jer om sådan en hellig oplevelse. Inden min nuværende kaldelse hjalp jeg med at finde og anbefale fremtidige tempelgrunde. Efter den 11. september 2001 blev der mere kontrol, når man skal krydse grænserne til USA. Som følge deraf tog det mange kirkemedlemmer 2-3 timer at krydse grænsen fra Vancouver i Canada, når de skulle til templet i Seattle i Washington. Præsident Gordon B. Hinckley, den daværende præsident for Kirken, foreslog, at et tempel i Vancouver ville velsigne Kirkens medlemmer. Det blev godkendt at søge efter en grund, og da vi havde set på nogle grunde, som Kirken ejer, undersøgte vi også grunde, som Kirken ikke ejer.

Der blev fundet et smukt sted, der allerede var godkendt til religiøst byggeri ved siden af en hovedmotorvej i Canada. Stedet var nemt tilgængeligt, havde en masse smukke canadiske fyrretræer, en fremtrædende placering, hvilket ville gøre det synligt for tusinder af forbipasserende bilister.

Vi præsenterede stedet med billeder og kort ved det månedlige møde i Komiteen for tempelgrunde. Præsident Hinckley bemyndigede, at vi lavede en købsaftale med forbehold og færdiggjorde de nødvendige undersøgelser. I december det år rapporterede vi til komiteen, at undersøgelserne var færdige, og vi søgte godkendelse til at fortsætte købet. Da præsident Hinckley havde hørt vores rapport, sagde han: »Jeg føler, at jeg skal se stedet.«

Senere på måneden, to dage efter jul, tog vi til Vancouver med præsident Hinckley, præsident Thomas S. Monson og Bill Williams, en tempelarkitekt. Vi blev mødt af Paul Christensen, den lokale stavspræsident, der kørte os til stedet. Det var en lidt våd og tåget dag, men præsident Hinckley hoppede ud af bilen og begyndte at gå rundt på grunden.

Da vi havde brugt noget tid på stedet, spurgte jeg præsident Hinckley, om han ville se nogle af de andre steder, vi havde overvejet. Han sagde, at det ville han gerne. Ser I, ved at se de andre grunde kunne vi sammenligne deres forskellige fordele.

Vi tog en stor runde i Vancouver og så på andre steder, og til sidst endte vi på den første grund. Præsident Hinckley sagde: »Det er et smukt sted.« Så spurgte han: »Kan vi tage hen til kirkebygningen, der ligger ca. 500 meter herfra?«

»Selvfølgelig præsident,« svarede vi.

Vi satte os igen ind i bilerne og kørte til den nærtliggende kirkebygning. Da vi kom til kirkebygningen, sagde præsident Hinckley: »Drej til venstre her.« Vi drejede og fulgte vejen, som vi fik besked på. Vejen begyndte langsomt at gå lidt opad.

Lige da bilen nåede det højeste punkt, sagde præsident Hinckley: »Stop bilen, stop bilen.« Han pegede til højre på et stykke jord og sagde: »Hvad med denne grund? Det er her, templet skal være. Det er her, Herren vil have templet. Kan I få den? Kan I få den?«

Vi havde ikke set på den grund. Den var længere væk fra hovedvejen, og den var ikke sat til salg. Da vi svarede, at vi ikke vidste det, pegede præsident Hinckley på grunden og sagde igen: »Det er her, templet skal være.« Vi blev nogle få minutter og tog så til lufthavnen og hjem igen.

Næste dag blev bror Williams og jeg kaldt op på præsident Hinckleys kontor. Han havde tegnet alt på et stykke papir: Vejene, kirken, drej til venstre her, et X for stedet for templet. Han spurgte, hvad vi havde fundet ud af. Vi fortalte ham, at han ikke kunne have valgt en mere besværlig grund. Den var ejet af tre personer: En fra Canada, en fra Indien og en fra Kina! Og området havde ikke den nødvendige tilladelse til religiøse bygninger.

»Gør jeres bedste,« sagde han.

Så skete miraklerne. Efter flere måneder havde vi købt grunden, og senere gav byen Langley i British Columbia tilladelse til at bygge templet.

Billede

Templet i Vancouver i British Columbia

Når jeg tænker over denne oplevelse, bliver jeg ydmyg ved tanken om, at mens bror Williams og jeg havde en uddannelse og flere års erfaring i ejendomshandel og tempeldesign, havde præsident Hinckley ingen uddannelse i det, men han havde noget, der var meget større – en profetisk seerrolle. Han kunne se, hvor Guds tempel skulle stå.

Da Herren befalede de første hellige i denne uddeling at bygge et tempel, sagde han:

»Men lad der blive bygget et hus til mit navn efter det forbillede, som jeg vil vise dem.

Og hvis mit folk ikke bygger efter det forbillede, som jeg skal vise … vil jeg ikke antage det af deres hænder« (L&P 115:14-15).

Det er for os i dag, som det var for de første hellige: Herren har åbenbaret og fortsætter med at åbenbare det mønster, hvorved Guds rige skal ledes i vore dage, for Kirkens præsident. Og på et personligt plan giver han os vejledning om, hvordan vi hver især skal leve, så vores adfærd ligeledes behager Herren.

I april 2013 talte jeg om den indsats, der er forbundet med at forberede alle templers fundament for at sikre sig, at det kan modstå de storme og katastrofer, det vil blive udsat for. Men fundamentet er kun begyndelsen. Et tempel består af mange byggeklodser, der passer sammen i mønstre, der er udformet på forhånd. Hvis vores liv skal blive det tempel, som vi hver især forsøger at opbygge, som Herren forklarer (se 1 Kor 3:16-17), kan vi med rimelighed spørge os selv: »Hvilke byggeklodser bør vi sætte på plads for at gøre vores liv smukt, storslået og modstandsdygtigt over for verdens storme?«

Vi kan finde svaret på dette spørgsmål i Mormons Bog. Om Mormons Bog har profeten Joseph Smith sagt: »Jeg fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve forskrifterne i den end i nogen anden bog« (indledningen til Mormons Bog). I indledningen til Mormons Bog lærer vi, at »de, der får [et] guddommeligt vidnesbyrd fra den hellige Ånd [om, at Mormons Bog er Guds ord] … også ved den samme kraft [vil] komme til vished om, at Jesus Kristus er verdens frelser, at Joseph Smith er hans åbenbarer og [genoprettelsens profet], og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Herrens rige, der endnu engang er blevet oprettet på jorden.«

Derfor er disse nogle afgørende byggeklodser for vores individuelle tro og vidnesbyrd:

1. Jesus Kristus er verdens Frelser.

2. Mormons Bog er Guds ord.

3. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Guds rige på jorden.

4. Joseph Smith er en profet, og vi har levende profeter på jorden i dag.

I de seneste måneder har jeg lyttet til alle de generalkonferencetaler, som præsident Nelson har holdt, siden han blev kaldet som apostel. Den øvelse har ændret mit liv. Da jeg studerede og funderede over 34 år af præsident Nelsons samlede visdom, fremstod temaer i hans lærdomme klart og konsekvent. Hvert af disse temaer relaterer til de byggeklodser, jeg lige har nævnt, eller andre nøglebyggeklodser til vores personlige tempel. De omfatter tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, dåb til syndernes forladelse, Helligåndsgaven, forløsning af de døde og tempeltjeneste, helligholdelse af sabbatsdagen, at begynde med slutningen i tankerne og at blive på pagtens sti. Præsident Nelson har talt om dem alle sammen med kærlighed og hengivenhed.

Hovedhjørnestenen og byggeklodsen for Kirken og vores liv er Jesus Kristus. Dette er hans kirke. Præsident Nelson er hans profet. Præsident Nelsons lærdomme vidner og åbenbarer om Jesu Kristi liv og egenskaber til vores gavn. Han taler kærligt og indforstået om Frelserens beskaffenhed og hans mission. Han har også ofte og inderligt båret vidnesbyrd om de levende profeters guddommelige kaldelse – Kirkens præsidenter – som han har tjent under.

I dag er det nu vores privilegium at opretholde ham som Herrens levende profet på jorden. Vi er vant til at opretholde Kirkens ledere ifølge det guddommelige mønster med at løfte hånden for at udtrykke vores accept og støtte. Dette gjorde vi for bare nogle minutter siden. Men sand opretholdelse er langt mere end bare et fysisk tegn. Som der står i Lære og Pagter 107:22, skal Det Første Præsidentskab blive »opretholdt ved kirkens tillid, tro og bøn«. Vi opretholder den levende profet helt og aldeles, når vi udvikler et mønster med at stole på hans ord, have tro til at handle på dem og derpå bede om, at Herren fortsat vil velsigne ham.

Når jeg tænker på præsident Russell M. Nelson, finder jeg trøst i Frelserens ord, da han sagde: »Og hvis mit folk vil give agt på min røst og på mine tjeneres røst, hvem jeg har udpeget til at lede mit folk, se, sandelig siger jeg jer, så skal de ikke blive flyttet fra deres sted« (L&P 124:45).

At lytte til og give agt på de levende profeter vil have en markant, endog skelsættende indvirkning på vores liv. Vi bliver styrket. Vi bliver mere trygge og sikre på Herren. Vi hører Herrens ord. Vi føler Guds kærlighed. Vi vil vide, hvordan vi kan leve vores liv med mening.

Jeg elsker og opretholder præsident Russell M. Nelson og andre, der er kaldet som profeter, seere og åbenbarere. Jeg vidner om, at han har de gaver, Herren har skænket ham, og jeg vidner om, at når vi tillægger os en vane med at lytte til og følge de levende profeters røst, vil vores liv blive i overensstemmelse med Herrens guddommelige mønster for os, og vi vil høste evige velsignelser. Denne invitation gælder alle. Kom, lyt til profetens røst; ja, kom til Kristus og lev. I Jesu Kristi navn. Amen.