Brug Helligånden som jeres vejleder
Sikke en uforlignelig gave, der kommer til dem, der tror på Jesus Kristus. Den gave er Helligånden.
På denne påskesøndag vender vores tanker sig mod Herren Jesu Kristi opstandelse og den tomme grav, der giver alle troende håb i Kristi sejr over et ellers sikkert nederlag. Jeg tror, som apostlen Paulus, at ligesom Gud »oprejste Kristus fra de døde, [vil han] gøre [vores] dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i [os].«1
Ligesom Kristus gør vores legeme levende efter den fysiske død gennem kraften i sin opstandelse, så kan han også levendegøre os fra åndelig død.2 I Moses’ Bog læser vi om, at Adam undergår denne form for levendegørelse: »[Adam blev] døbt, og Guds Ånd steg ned over ham, og således blev han født af Ånden og blev levendegjort i det indre menneske.«3
Sikken en uforlignelig gave, der kommer til dem, der tro på Jesus Kristus. Den gave er Helligånden, der i Kristus gør os levende.4 Men tager vi nogle gange sådan en gave for givet?
Brødre og søstre, det er et ekstraordinært privilegie at have »den hellige Ånd til [vores] vejleder,«5 hvilket ses i den følgende beretning.
Under Koreakrigen tjente løjtnant Frank Blair på et troppetransportskib udstationeret i Japan.6 Skibet var ikke stort nok til at have en officiel feltpræst, så kaptajnen bad bror Blair om at være skibets uformelle feltpræst, da han havde bemærket, at den unge mand var en person med tro og principper og højt respekteret af hele besætningen.
Løjtnant Blair skrev: »Vores skib blev fanget i en stor tyfon. Bølgerne var omkring 14 meter høje. Jeg var på vagt … da en af vores tre motorer stoppede med at virke og en revne i midterlinjen blev indrapporteret. Vi havde to resterende motorer, hvoraf den ene kun fungerende med halv kraft. Vi var i alvorlige vanskeligheder.«
Løjtnant Blair sluttede sin vagt og var på vej i seng, da kaptajnen bankede på hans dør. Han spurgte: »Vil du ikke bede for dette skib?« Løjtnant Blair indvilligede selvfølgelig.
På det tidspunkt kunne han helt enkelt have bedt: »Vor himmelske Fader, velsign vores skib og beskyt os« og så været gået i seng. I stedet bad han om at vide, om der var noget, han kunne gøre for at hjælpe til med at sikre skibet. Som svar på bror Blairs bøn tilskyndede Helligånden ham til at gå til broen, tale med kaptajnen og få mere at vide. Han fandt ud af, at kaptajnen forsøgte at beslutte sig for, hvor hurtigt de resterende motorer skulle køre. Han vendte tilbage til sin kahyt for at bede igen.
Han bad: »Hvad kan jeg gøre for at hjælpe med at løse problemet med motorerne?«
Som svar hviskede Helligånden, at han skulle gå rundt på skibet og observere for at indsamle flere oplysninger. Han vendte tilbage til kaptajnen og bad om tilladelse til at gå rundt på dækket. Så gik han med en livline bundet om sin talje ud i stormen.
Mens han stod på agterstavnen, så han på de enorme propeller, når de kom op af vandet, når skibet var på toppen af en bølge. Det var kun den ene, der fungerede fuldt ud, og den snurrede meget stærkt. Da løjtnant Blair havde set dette, bad han igen. Det klare svar, han modtog, var, at den sidste gode motor var under for meget belastning og skulle sættes ned i fart. Så han vendte tilbage til kaptajnen og gav den anbefaling. Kaptajnen blev overrasket og fortalte ham, at skibets ingeniør lige havde foreslået det modsatte – at de øgede farten på den gode motor for at komme ud af stormen. Ikke desto mindre valgte kaptajnen at følge løjtnant Blairs forslag og sænkede farten på motoren. Ved daggry var skibet igen sikkert i roligt vand.
Kun to timer efter holdt den gode motor op med at virke. Med halv kraft på den resterende motor var skibet kun lige i stand til at lægge til havn.
Kaptajnen sagde til løjtnant Blair: »Hvis du ikke havde sænket farten på motoren, ville vi have mistet den midt i stormen.«
Uden den ville der ikke have været noget til at styre skibet. Det ville være væltet om på siden og være sunket. Kaptajnen takkede den unge SDH-officer og sagde, at han troede, at skibet og besætningen blev reddet af, at de havde fulgt løjtnant Blairs åndelige indtryk.
Denne historie er ganske dramatisk. Selvom det kan være usandsynligt, at vi kommer ud for så farlige situationer, indeholder historien retningslinjer for, hvordan vi kan modtage Åndens vejledning oftere.
For det første, når det kommer til åbenbaring, må vi indstille vores modtager rigtigt til himlens frekvens. Løjtnant Blair levede et rent og trofast liv. Hvis han ikke havde været lydig, ville han ikke have haft den åndelige tillid, der var nødvendig for at bede, som han gjorde, for skibets sikkerhed og modtage så specifik vejledning. Vi må alle yde en indsats for at rette vores liv ind efter Guds befalinger for at blive ledt af ham.
Nogle gange kan vi ikke høre himlens signal, fordi vi ikke er værdige. Omvendelse og lydighed er vejen til igen at kunne få klar kommunikation. Ordene i Det Gamle Testamente for at omvende sig betyder at »vende om« eller »vende tilbage«.7 Når I føler jer langt væk fra Gud, skal I blot tage beslutningen om at vende jer bort fra synd og vende jer mod Frelseren, hvor I vil finde ham ventende på jer med sine udstrakte arme. Han er ivrig efter at vejlede jer, og I er blot en bøn væk fra at modtage den vejledning igen.8
For det andet bad løjtnant Blair ikke bare Herren om at løse sit problem. Han spurgte, hvad han kunne gøre for at være en del af løsningen. Vi kan ligeledes spørge: »Herre, hvad skal jeg gøre for at være en del af løsningen?« I stedet for blot at lave en liste over vores problemer i en bøn og bede Herren om at løse dem, bør vi søge mere proaktive måder at modtage Herrens hjælp på og forpligte os til at handle i overensstemmelse med Åndens vejledning.
Der er en tredje vigtig lektie i løjtnant Blairs historie. Kunne han have bedt med en så rolig overbevisning, hvis han ikke tidligere havde modtaget vejledning af Ånden? Når tyfonen rammer, er der ikke tid til at støve Helligåndsgaven af og finde ud af, hvordan den bruges. Denne unge mand fulgte klart et mønster, han havde brugt mange gange tidligere, heriblandt som fuldtidsmissionær. Vi har brug for Helligånden som vores vejleder i det rolige vand, så hans røst vil være umiskendelig for os i den voldsomme storm.
Nogle tror, at vi ikke bør forvente daglig vejledning fra Ånden, da »det er ikke passende, at [Gud] giver befaling i alt,« så vi ikke bliver lade tjenere.9 Men dette skriftsted blev givet til nogle af de første missionærer, der bad Joseph Smith om at få en åbenbaring, som de selv skulle have modtaget. I et tidligere vers fortalte Herren dem, at de skulle komme til missionsmarken og »rådføre sig med hinanden og med mig.«10
Disse missionærer ønskede en specifik åbenbaring om deres rejseplaner. De havde endnu ikke lært at søge deres egen vejledning i personlige anliggender. Herren kaldte denne holdning for det, den er: Lad. De første kirkemedlemmer kan have været så glade for at have en sand profet, at de var i fare for at fejle i selv at lære, hvordan de modtager åbenbaring. Åndelig selvhjulpenhed er at høre Herrens røst gennem hans Ånd i ens eget liv.
Alma rådede sin søn: »Rådfør dig med Herren i alle dine gerninger.«11 At leve på denne måde – som vi ofte kalder at »leve ved Ånden« – er et stort privilegium. Det bringer en følelse af ro og sikkerhed, såvel som Åndens frugt, såsom kærlighed, glæde og fred.12
Løjtnant Blairs evne til at modtage åbenbaring reddede ham og hans skibskammerater fra et rasende uvejr. Andre former for uvejr raser i dag. Mormons Bogs lignelse om livets træ13 giver et kraftfuldt billede af, hvordan man opnår åndelig sikkerhed i sådan en verden. Denne drøm fortæller om en pludselig tåge af mørke, der opstår for at bringe åndelig ødelæggelse over Kirkens medlemmer, der går på stien tilbage til Gud.14
Når jeg tænker over dette, forestiller jeg mig utallige mennesker, der rejser på stien, nogle med et fast greb om jernstangen, men mange andre, der bare følger efter dem, der går foran dem. Den sidste tilgang kræver ikke megen tanke eller indsats. I kan bare gøre og tænke det, andre gør og tænker. Det går fint i solskinsvejr. Men bedrageriske storme og falskhedens tåge opstår uden advarsel. I disse situationer er det en sag om åndelig liv eller død at kende Helligåndens røst.
Nefis mægtige løfte er, at »den, der ville lytte til Guds ord og ville holde fast ved det, de skulle aldrig fortabes, ej heller kunne Modstanderens fristelser og brændende pile overvælde dem, så de blev blinde, og føre dem bort til undergang.«15
Det er ikke nok at følge efter dem, der går foran jer. Vi kan ikke kun gøre og tænke det, som andre gør og tænker. Vi må leve et liv, hvor vi bliver vejledt. Vi skal alle selv have vores hånd på jernstangen. Så kan vi gå til Herren med ydmyg tillid og vide, at han vil »lede [os] ved hånden og give [os] svar på [vores] bønner.16 I Jesu Kristi navn. Amen.