Så den fortabte må blive fundet

Brødre og søstre, ifølge skriften var Liahona »en rund kugle af kunstfærdig forarbejdning« med to spindler, hvoraf den ene viste Lehis familie vej gennem ørkenen (1 Ne 16:10).

Jeg tror, at jeg ved, hvorfor Lehi blev så forbavset, da han så den første gang, for jeg husker min reaktion, da jeg første gang så en gps i funktion. I mit sind var det en moderne ting »af kunstfærdig forarbejdning«. Sommetider kan jeg ikke helt forstå, at denne lille dims i min telefon kan vise mig, præcist hvor jeg er, og fortælle mig præcist, hvordan jeg kommer derhen, hvor jeg ønsker at tage hen.

For både min hustru, Barbara, og mig er gps’en en velsignelse. For Barbara betyder det, at hun ikke behøver at bede mig om at stoppe for at spørge om vej, og for mig betyder det, at jeg har ret, når jeg siger, at »jeg ikke har brug for at spørge nogen. Jeg ved præcis, hvor jeg skal hen.«

Brødre og søstre, vi har nu et redskab til rådighed, som er endnu mere bemærkelsesværdigt end den bedste gps. På et eller andet tidspunkt farer alle i en eller anden grad vild. Gennem Helligåndens tilskyndelser kan vi blive ført sikkert tilbage på den rette vej, og det er Frelserens sonoffer, som gør, at vi kan vende hjem.

At fare vild kan ske for hele samfund såvel som for enkeltpersoner. I dag lever vi i en tid, hvor en stor del af verden er faret vild, i særdeleshed hvad angår værdier og prioriteringer i vore hjem.

For et hundrede år siden forbandt præsident Joseph F. Smith lykke direkte med familien og formanede os til at rette vores fokus mod denne. Han sagde: »Der kan ikke findes nogen ægte lykke uden for og adskilt fra hjemmet … der findes ingen lykke uden tjenestegerninger, og der findes ingen større tjenestegerning end den, der gør et hjem til en guddommelig institution, og som fremmer og bevarer familielivet … Derfor er det hjemmet, der trænger til at blive reformeret« (se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 382, 384).

Det er vore hjem og familier, som har brug for at blive reformeret i denne stadigt mere materialistiske og sekulære verden. Et slående eksempel er den tiltagende ringeagt for ægteskabet her i USA. Tidligere på året skrev New York Times, at »antallet af børn, som fødes af ugifte kvinder, har nået nye højder: Mere end halvdelen af de børn, som amerikanske kvinder under 30 år føder, fødes uden for ægteskab« (Jason DeParle og Sabrina Tavernise, »Unwed Mothers Now a Majority Before Age of 30«, New York Times, 18. feb. 2012, s. A1).

Vi ved også, at ud af de par, der bliver gift i USA, bliver næsten halvdelen skilt. Selv de, som forbliver gift, kommer ofte på afveje ved at lade andre ting påvirke deres familieforhold.

Lige så bekymrende er det stadigt større skel mellem rig og fattig og mellem dem, som stræber efter at bevare familieværdier og -forpligtelser, og dem, der har givet op. Statistisk set er det sådan, at de, som har mindre uddannelse og som følge deraf lavere indkomst, er mindre tilbøjelige til at blive gift og at gå i kirke og er meget mere tilbøjelige til at blive involveret i kriminalitet og til at få børn uden for ægteskabet. Og disse tendenser vækker også bekymring i mange andre dele af verden (se W. Bradford Wilcox med flere, »No Money, No Honey, No Church: The Deinstitutionalization of Religious Life among the White Working Class«, fås på www.virginia.edu/marriageproject/pdfs/Religion_WorkingPaper.pdf).

Modsat af hvad mange måske har troet, så synes velstand og uddannelse at være knyttet til en større sandsynlighed for, at man har traditionelle familier og værdier.

Det virkelige spørgsmål handler selvfølgelig om årsag og virkning. Har nogle samfundsgrupper stærkere værdier og familier, fordi de er bedre uddannet og er fremgangsrige, eller er de bedre uddannet og mere fremgangsrige på grund af deres værdier og stærke familier? I denne verdensomspændende kirke ved vi, at det er det sidste. Når folk gør familien og religiøse forpligtelser til evangeliske principper, begynder de at klare sig bedre åndeligt og ofte også timeligt.

Og selvfølgelig bliver samfundet som helhed styrket, når familier bliver stærkere. Familieengagement og -værdier er den grundlæggende årsag. Næsten alt andet er virkning. Når par gifter sig og forpligter sig over for hinanden, så øges deres chancer for økonomisk velstand i høj grad. Når børn bliver født inden for ægteskabets rammer og både har en mor og en far, så øges deres muligheder og deres chance for erhvervsmæssig succes drastisk. Og når familier arbejder og leger sammen, blomstrer nabolag og samfund, økonomien forbedres, og det kræver mindre bureaukrati og færre offentlige omkostninger.

Så den dårlige nyhed er, at familiesammenbrud medfører en masse samfundsmæssige og økonomiske dårligdomme. Men den gode nyhed er, at som med alle årsager og virkninger, så kan disse dårligdomme afværges, hvis man ændrer det, som forårsager dem. Uretfærdigheder løses ved at efterleve korrekte principper og værdier. Brødre og søstre, den vigtigste årsag nu om dage er vores familie. Hvis vi koncentrerer os om denne årsag, vil vi forbedre ethvert andet aspekt af vores liv, og vi vil som et folk og en kirke bliver et eksempel og et banner for alle folk på jorden.

Men dette er ikke let i en verden, hvor hjerterne vender sig i mange forskellige retninger, og hele planeten konstant synes at bevæge og ændre sig med en hastighed, man aldrig havde forestillet sig. Intet forbliver det samme særligt længe. Stil, tendenser, modeluner, politisk korrekthed, ja selv opfattelsen af rigtigt og forkert skifter og flytter sig. Som profeten Esajas forudsagde, så fremstilles ondt som godt og godt som ondt (se Es 5:20).

Den åndelige kløft bliver stadig dybere, efterhånden som ondskab bliver mere og mere forførende og subtilt og trækker mennesker mod sig som en mørk magnet – selvom evangeliets sandhed og lys tiltrækker de oprigtige af hjertet og dem på jorden, som søger det, der er ret og godt.

Vi tæller måske ikke så mange i antal, men som medlemmer af denne kirke kan vi række ud over disse voksende kløfter. Vi kender til kraften i kristuscentreret tjeneste, som fører Guds børn sammen på tværs af deres åndelige eller økonomiske status. For et år siden opfordrede Det Første Præsidentskab os til at deltage i en tjenestedag for at markere 75-årsdagen for oprettelsen af velfærdsprogrammet, der hjælper mennesker til bedre at kunne klare sig selv. Vore medlemmerne rundt om i verden bidrog med millioner af timer.

Kirken er en sikker fortøjningsplads i dette stormfulde hav, et anker i forandringens og splittelsens oprørte vande og et banner for dem, som værdsætter og søger retfærdighed. Herren bruger denne kirke som et redskab til at indsamle sine børn over hele verden under sit evangeliums beskyttende vinger.

Elias’ ånd, der ikke kender nogen grænser, virker også med stor kraft for at fremme Herrens planer for sine børns evige skæbne. Med Malakias’ ord vender Helligånden »fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre« (Mal 3:24).

Kirken står som et eksempel på at vende hjerter og er en katalysator for det gode i verden. Blandt de af Kirkens medlemmer, der er gift i templet og som regelmæssigt går i kirke, er skilsmisseprocenten markant lavere end i resten af verden, og familiebåndet forbliver stærkere, og man taler mere sammen. Det står bedre til med helbredet i vore familier, og vi lever adskillige år længere end befolkningsgennemsnittet. Vi bidrager med flere økonomiske ressourcer og mere tjeneste pr. indbygger til de nødlidende, og vi tager med større sandsynlighed en højere uddannelse. Jeg påpeger ikke disse ting for at prale, men for at vidne om, at livet er bedre (og meget lykkeligere), når vi har hjertet rettet mod familien, og når familierne lever i lyset af Kristi evangelium.

Så hvad kan vi gøre for at undgå at fare vild? For det første vil jeg foreslå, at vi prioriterer. Lad alt, hvad I gør uden for hjemmet, rangere under og være en støtte til det, der sker i hjemmet. Overvej præsident Harold B. Lees råd: »Det vigtigste … arbejde, I nogensinde vil udføre, vil være inden for jeres eget hjems vægge« (Lærdomme: Harold B. Lee, 2001, s. 134) og præsident David O. McKays klassiske bemærkning: »Ingen succes kan opveje fiasko i hjemmet« (citat fra J. E. McCulloch, Home: The Savior of Civilization, 1924, s. 42; Conference Report, apr. 1935, s. 116).

Organisér jeres liv, så der bliver tid til bøn, skriftstudium og familieaktiviteter. Giv jeres børn ansvar i hjemmet, som vil lære dem at arbejde. Lær dem, at efterlevelse af evangeliet vil beskytte dem mod smuds, promiskuitet og vold på internettet, i medierne og videospil. Så vil de ikke fare vild, og de vil være beredt til at handle ansvarligt, når de bliver betroet dette ansvar.

For det andet er vi nødt til at gøre alt i den rigtige rækkefølge! Ægteskab først og så familie. For mange i verden har glemt denne naturlige rækkefølge og tror, at de kan ændre eller lave den helt om. Erstat enhver frygt med tro. Stol på, at Guds kraft vil vejlede jer.

Til de ugifte blandt jer: Udvis omhyggelig omhu for at finde jeres evige partner. Unge mænd, husk noget andet, som præsident Joseph F. Smith sagde: »Ungkarletilstand … giver [det overfladiske sind den idé] om, at det er ønskeligt, fordi det giver et minimum af ansvar … Den egentlige fejl ligger hos de unge mænd. Tidens slaphed leder dem [væk] fra pligtens og ansvarets stier … deres søstre bliver ofre … [som ville gifte sig], hvis de kan … de accepterer med glæde et familielivs ansvar« (Evangeliske lærdomme, 1980, s. 236–237).

Og til de unge kvinder vil jeg tilføje, at I heller ikke må tabe dette ansvar af syne. Ingen karriere kan give jer så stor tilfredsstillelse som at opfostre en familie. Og når I når min alder, vil I virkelig se det.

For det tredje bør I, ægtemænd og hustruer, være ligeværdige partnere i jeres ægteskab. Læs ofte familieproklamationen, forstå den og følg den. Undgå uretfærdigt herredømme i enhver afskygning. Ingen ejer sin ægtefælle eller sine børn. Gud er Faderen til os alle og har givet os det privilegium at få vores egen familie, hvilket privilegium tidligere kun var hans, for at hjælpe os til at blive mere, som han er. Som hans børn bør vi hjemme lære at elske Gud og vide, at vi kan bede ham om den hjælp, vi har brug for. Alle, gifte som ugifte, kan være lykkelige og kan hjælpe til i den familie, de måtte være en del af.

Og til sidst, gør brug af Kirkens familieressourcer. I opdragelsen af sine børn kan man trække på menighedens hjælp. Støt og samarbejd med lederne i præstedømmet og organisationerne og drag det fulde udbytte af Kirkens programmer for de unge og familien. Husk en anden af præsident Lees kloge bemærkninger – at Kirken er det stillads, fra hvilket vi bygger evige familier (se Kirkens præsidenters lærdomme: Harold B. Lee, 2001, s. 148).

Hvis I som enkeltpersoner eller som familie af en eller anden grund er faret vild, så behøver I blot at anvende Frelserens belæring i Lukasevangeliet kapitel 15 for at rette op på kursen. Her fortæller Frelseren om den indsats, en hyrde yder for at finde det fortabte får, om en kvinde der leder efter en mønt, som hun har mistet, og om den velkomst den fortabte søn bliver mødt med, da han vender hjem. Hvorfor fortalte Jesus disse lignelser? Han ønskede at lade os vide, at ingen af os nogensinde vil være faret så vild, at vi ikke igen kan finde tilbage til vejen gennem hans sonoffer og hans lære.

Når I stræber efter at efterleve evangeliet og Kristi lære, vil Helligånden vejlede jer og jeres familie. I vil have en åndelig gps, der altid vil fortælle jer, hvor I er, og hvor I er på vej hen. Jeg vidner om, at menneskehedens opstandne Forløser elsker os alle, og han har lovet, at dersom vi følger ham, vil han lede os sikkert tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.