Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus

Chad H Webb

Administrator, Seminar og institut

Årlig oplæringstransmission for seminar og institut • 12. juni 2018 • Teatret i Konferencecentret

Tak, det var vidunderligt. Vi er så velsignede. Det er sådan et privilegium at være sammen med jer i dag. Tak for alt det, I gør. Vi elsker jer, og vi elsker at tjene sammen med jer.

Som de fleste af jer tænker jeg ofte over den mulighed, vi har fået for at undervise Kirkens unge og unge voksne, og jeg tænker ofte over, hvordan vi kan undervise dem med større kraft for at hjælpe dem til at opbygge en større og mere vedvarende tro på Herren Jesus Kristus. Når jeg har overvejet dette vigtige spørgsmål, har jeg grundet over den tanke, som ældste Clark kom med i januar, da han sagde, at Frelserens opfordring til at lære af ham for det første betyder, at vi må lære ham at kende. Og for det andet må vi lære af ham Han citerede ældste Neal A. Maxwell, der omtalte Frelserens opfordring til at »lære af mig« og tilføjede: »Der [findes] ikke nogen anden måde, hvorpå vi rigtigt kan lære.«¹

Jeg er nået frem til den forståelse og tror på, at den eneste og vigtigste måde, hvorpå vi kan være med til at øge tro hos den opvoksende generation, er i højere grad at sætte Jesus Kristus i centrum for vores undervisning og læring ved at hjælpe vores studerende til at lære ham at kende, lære af ham og til bevidst at stræbe efter at blive som ham. Hver dag må vi »[tale] om Kristus, … [fryde] os i Kristus, … [og prædike] om Kristus«.²

Mange af jer har allerede taget den opfordring op og forbereder bevidst undervisningen med disse ideer i tankerne og ser efter muligheder for at vidne om Jesus Kristus og hans guddommelige egenskaber, hans ubegrænsede kraft og hans aldrig svigtende kærlighed. I disse klasser har Helligånden haft en større indflydelse, der er blevet udtrykt større taknemmelighed for Frelseren og udøvet bedre og mere relevant personlig anvendelse, og der har været flere unge, der har handlet i tro.

Selvfølgelig er den vigtigste måde, vi kan hjælpe studerende til at lære Frelseren at kende på, at hjælpe dem til at forberede sig til hellige præstedømmeordinancer og til at holde deres pagter.³ Ved at hjælpe dem til at blive værdige til templets velsignelser er det at hjælpe dem til at kende og følge Jesus Kristus. Men der er andre ting, vi kan gøre, mens de er sammen med os, som vil hjælpe dem til at stole på ham, hans lærdomme og hans forsoning.

Må jeg til det formål foreslå fire måder, hvorpå vi kan sætte Jesus Kristus mere i centrum for vores daglige læring og undervisning.

1. Fokuser på Jesu Kristi titler, roller, personlighed og egenskaber.

Fokuser for det første på Jesu Kristi titler, roller, personlighed og egenskaber. Præsident Russell M. Nelson inviterede os til »at lade skriftstedshenvisninger om Jesus Kristus i Topical Guide være [vores] personlige grundlæggende læseplan«.⁴ Denne invitation har til hensigt at hjælpe os til at lære endnu mere om det, Jesus gjorde, og hjælpe os til at lære ham at kende: hans egenskaber og personlighed.

Fx er en af Jesu Kristi titler Skaber. Under sin Faders ledelse skabte Jesus himlene og jorden. Skaber er også en af hans guddommelige roller og viser hans natur. Når vi studerer, hvordan og hvorfor Jesus skabte jorden, kan vi spørge: »Hvad lærer det os om, hvem han er? Hvad lærer det os om hans motiver, hans kærlighed og hans kraft? Hvilke guddommelige egenskaber hos Frelseren afsløres i hans rolle som Skaberen?«

I husker måske, at præsident Boyd K. Packer var en dygtig kunstner, der glædede sig over at udskære fugle i træ. En dag var han passager i en bil, som ældste A. Theodore Tuttle kørte, og en af hans udskæringer lå på bagsædet. Ved et vejkryds trådte ældste Tuttle hårdt på bremsen, og udskæringen væltede ned på gulvet med bunden i vejret og gik i stykker. Ældste Tuttle var knust, men det var præsident Packer ikke. Jeg sagde ganske enkelt: »Pyt med det. Det er mig, der har lavet den. Jeg kan reparere den.« Og det gjorde han. Han lavede den stærkere end før og forbedrede den oven i købet en smule. Præsident Packer forklarede: »Hvem lavede dig? Hvem er din Skaber? Der findes intet ved dit liv, der spoleres eller går i stykker, som han ikke kan ordne og vil ordne.«⁵

Når vores studerende forstår Jesu rolle som Skaberen, og når de tænker over de historier i skriften, der vidner om hans uforlignelige magt til at ordne og helbrede sine skaberværker, vil deres hjerte længes efter selv at opleve den magt og det løfte. Da vil de handle i tro for at opleve hans uforlignelige magt til at ordne det, der er i stykker i dem.

En anden af Jesu hellige titler er Forløser. Skrifterne omtaler ham i denne rolle 930 gange. Hvad lærer denne titel os om hans personlighed og egenskaber? Hvad betød hans forløsende kraft for Alma, Saulus og den kvinde, der blev grebet i ægteskabsbrud? Hvad betød den for Matthæus, tolderen og skribenten til et af evangelierne?

Jeg finder det interessant, at vi lærer om Matthæus’ kald til de tolv i det samme kapitel som de beretninger, hvor Jesus udførte mirakler og »helbredte al sygdom og lidelse.«⁶ Motivet for disse mirakler var, at Jesus »ynkedes«.⁷ Men hvorfor er det kun Matthæus, der af alle skribenterne til evangelierne medtager sit kald blandt disse mirakler? Det kan have været en kronologisk beretning, men jeg tror, der er noget andet, vi kan lære. Er det muligt, at Matthæus indså, at Jesu største mirakel var at forløse os ved at tilgive, elske, løfte og vise en person hans eller hendes sande identitet og potentiale, ligesom han havde gjort det for Matthæus?

En anden måde at hjælpe de studerende til at opdage Jesu egenskaber på er ved at fokusere ikke kun på begivenheder i skriften, men på det disse begivenheder lærer os om Frelseren. Hvorfor underviser vi fx om beretningen om Ammon, der hugger armene af de mænd, der spredte kong Lamonis flokke? Er det for at tale om Ammons storhed? Eller handler denne beretning i virkeligheden om Guds storhed? Hvad lærer denne beretning os om Herren og den måde, han velsigner dem på, der sætter deres lid til ham? Ammons egen beretning slutter med dette begejstrede vidnesbyrd: »Jeg praler ikke af min egen styrke … Jeg ved, at jeg intet er … derfor vil jeg … prale af min Gud, for med hans styrke kan jeg gøre alt.«⁸

For et par måneder siden var jeg sammen med en gruppe vidunderlige undervisere, og jeg bad dem om at vælge et skriftsted eller en begivenhed i Kirkens historie og tænke over, hvad det viser om Guds natur. Den første underviser svarede: »Flerkoneri.« Min første tanke var: »Tak for det! Du kunne ikke have valgt et vanskeligere emne.« Men da vi begyndte at tale sammen, skete der noget vidunderligt. Folk begyndte at bære vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader elsker alle sine børn og ønsker, at der tages hånd om dem. En anden talte om Herrens villighed til at bede os om noget vanskeligt, men at han altid støtter os og belønner os for vores lydighed. En anden igen talte om Gud som en, der elsker familier og ønsker, at børn undervises af kærlige forældre. Efterhånden som samtalen fortsatte, indså jeg, at Ånden bar vidnesbyrd om Guds natur og personlighed, at vi følte os nærmere vor Fader i himlen og hans Søn, Jesus Kristus, og at vi havde lært dem lidt mere at kende og at elske dem lidt mere.

Jesus Kristus er vores Skaber. Han er vores kærlige, tilgivende og medfølende Forløser og Befrier. Han er også Immanuel, Guds Lam, Messias, Israels Hellige og vores tros Ophavsmand og Fuldender. Når vi fokuserer på hans titler, roller, personlighed og egenskaber, vil Ånden vidne om ham, bibringe større forståelse for og kærlighed til den, han virkelig er, og et større ønske om at blive som ham.

2. Fremhæv Jesu Kristi eksempel

En anden måde at sætte Jesus i centrum for vores undervisning er at anerkende og fremhæve, at han er det fuldkomne eksempel, legemliggørelsen og udtrykket af alle evangeliets principper.⁹ En af vores undervisere fortalte mig for nylig, at de i deres familieskriftstudium havde besluttet at læse Det Nye Testamente igen. Men denne gang fokuserede de hovedsageligt på det, Jesus gjorde, i stedet for at fokusere på det, Jesus sagde. Når vi fokuserer på hans fuldkomne eksempel, inviterer vi også Helligånden til at vidne om ham.

Selv når Jesus ikke direkte omtales i en beretning, vi bruger i undervisningen, kan vi stadig se hen til ham som eksemplet på det princip, beretningen illustrerer. Vi kan fx efter at have fundet frem til og analyseret et princip spørge: »Kan I komme i tanker om et tidspunkt i skrifterne, hvor Jesus var et eksempel på dette princip?« Eller: »Hvornår har I set Jesus være et eksempel på dette princip hos jer eller til gavn for jer? For nylig fik en studerende stillet dette spørgsmål i forbindelse med Frelserens eksempel på venlighed. Hendes tanker og følelser gik straks til den venlige måde, Frelseren altid havde behandlet hende på. Den oplevelse frembragte i hende, lige der i et klasselokale, et dybt ønske om at være mere kristuslignende og venligere mod mennesker, der regner med hende, ligesom hun regner med Herren.

I kan gennemsøge alle de bøger, der nogensinde er skrevet, og ikke finde en bedre illustration på alle evangeliske principper, end der findes i skriftens beretninger om Jesus og hans evige tjenestegerning. At tænke over eksempler på Herren og hans rolle som Jahve, den jordiske Kristus og den opstandne Frelser vil øge vores studerendes kraft og evne til at handle effektivt og retskaffent. Det vil hæve vores undervisning op over samtaler om etik og selv at være herre over tingene og bringe de studerende i forbindelse med Frelserens magt og den evige plan for lykke.

Hvordan kan vi illustrere princippet om ærlighed i vores undervisning? Ganske enkelt som »den bedste politik«, fordi mennesker stoler mere på os, hvis vi er ærlige? Eller er retskaffenhed afgørende for Kristi personlighed? Hvis vi skal blive ligesom ham, skal vi så lære at følge hans fuldkomne eksempel med at være fuldstændig ærlig? Den samme form for spørgsmål kan stilles til alle evangeliets principper.

Arthur Henry King har forklaret denne tanke på smukkeste vis, da han sagde: »Vi har et symbol på [godhed] i et virkeligt individ – Jesus Kristus, Guds søn. Han er en mand, ikke et princip, en mand som rummer alle principper … Og det er stor forskel på at følge en mand og følge et princip .… Vi behøver ikke udarbejde etikkens filosofiske kompleksiteter. Det har intet med det at gøre. Vi må studere evangelierne, se hvad Kristus gjorde og prøve at identificere os med det, han gjorde. Det er, fordi vi fornemmer Mesterens ånd, Mesterens kærlighed, og fordi vi har fordybet os i evangeliet, at vi ved, hvad det er, vi må gøre. Det evangelium, vi har lagret inden i os, gør os i stand til på et hvilket som helst tidspunkt at føle, hvad vi bør gøre i en bestemt situation.«¹⁰

Der er en kraft, der kommer, når vi forener vores bestræbelser med at efterleve Jesu Kristi evangelium. Hvis vi nogensinde føler, at vi bare gør tingene mekanisk, eller at efterleve evangeliet er blevet til en liste af opgaver, vi skal udføre, har vi måske mistet forbindelsen til den kilde til nåde og glæde, som vi søger efter. Vi kan endda gøre de rigtige ting, men opdage, at vi rammer ved siden af målet. Evangeliet er ikke en liste af krav, det er de gode nyheder om, at Jesus Kristus overvandt synd og død. Jesus Kristus er den centrale figur i vor himmelske Faders plan om at hjælpe os til at blive som ham. Han er det fuldkomne eksempel på, hvordan vi bør leve, og kilden til den guddommelige, magtfulde kraft, vi behøver. Når vi lærer at følge hans eksempel og forener vores bestræbelser med at efterleve Jesu Kristi evangelium, finder vi glæde ved at være hans disciple.

3. Se efter sindbilleder på og skygger af Jesus Kristus

For det tredje bør vi se efter sindbilleder på og skygger¹¹ af Frelseren hos profeterne og andre trofaste mænd og kvinder, som de står beskrevet i skrifterne. Som profeten Jakob forklarede: »Alt det, som Gud har givet mennesket fra verdens begyndelse, er sindbilleder på ham.«¹²

Ud fra denne tanke anbragte jeg store stykker papir på bagvæggen i klasselokalet, da jeg underviste i Det Gamle Testamente i seminar. Øverst på hvert papir skrev jeg navnet på en profet fra Det Gamle Testamente. Da vi havde afsluttet studiet af en del af Det Gamle Testamente, bad jeg eleverne om at tænke på noget, de havde lært om den profet, vi havde studeret, og hvordan hans oplevelser var en skygge af eller mindede dem om Frelseren. Efter at have lært om Adam skrev eleverne udtalelser som: »Adam var Guds søn.« »Han var udødelig.« »Han gik ind i en have.« »Han påtog sig frivilligt døden, så vi kunne leve.« Der ville ikke gå lang tid, før man kunne spørge: »Taler vi stadig om Adam, eller taler vi om Jesus?«

I den periode kom en elev før klassetid for at dele sin oplevelse med mig om at studere skrifterne. Aftenen før havde hun læst om konsekvenserne ved Adams fald i Moses 4, hvor der står: »Også tjørn og tidsel skal den give dig.«¹³ Eftersom hun havde lært at stille spørgsmålet: »Hvordan vidner denne beretning om Kristus?«, blev hun vejledt til at spørge: »Vidste Jesus, da han talte til Adam, at han en dag bogstaveligt skulle bære konsekvenserne ved faldet i form af en krone af torne?«

Vores studerende fandt endnu et eksempel i Josef af Egyptens liv og konstaterede over 60 måder, hvorpå han er et sindbillede på Frelseren. De påpegede, at de begge var elsket af deres far, foragtet af deres brødre og solgt for en slaves pris. De bemærkede ligheden mellem deres fristelser, og at Gud altid var med dem. Disse forbindelser er meget mere end noget, der blot er interessant at bemærke. Herrens udvalgte profeters liv er sindbilleder på ham og lærer os om hans guddommelige egenskaber. Når denne måde at se tingene på bruges effektivt, kan det hjælpe os til at lære Jesus bedre at kende og blive mere som ham.

Min hustru, Kristi, underviste for nylig i den samme beretning om Josef i Egypten og spurgte klassen: »Hvilke kristuslignende karaktertræk ser I i Josefs eksempel?« Vi talte om hans evne til at vende alle prøvelser til velsignelser. Vi talte om hans lydighed, hans tålmodighed, hans tilbøjelighed til at huske dem, der havde brug for hjælp, og hans villighed til at tilgive. Det spørgsmål fik mig til at huske et tidspunkt, hvor jeg tidligere studerede denne historie og forestillede mig, hvordan det føltes, da Josef gav sig til kende over for sine brødre. I skrifterne står der, at de blev »forfærdede«.¹⁴ Kan I forestille jer, hvordan det øjeblik må have været, og hvordan de må have følt det, velvidende hvad de havde gjort? Men Josef svarede dem: »Kom herhen! … Jeg er jeres bror Josef … Vær … ikke bedrøvede … Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.«¹⁵ Når jeg forestiller mig den begivenhed i mit sind, forstår jeg bedre, hvordan det vil føles, når vi står foran Herren på dommens dag. Jeg kan afgjort forestille mig, at vi vil huske vores synder og kan føle os »forfærdede« ved at være i hans nærvær. Men jeg kan også forestille mig, at han løfter os fra vores knæ og siger: »Kom herhen, jeg er jeres bror. Gud har sendt mig til livets opretholdelse.«

Når vi fokuserer på sindbilleder på og skygger af Jesus Kristus, kan vi hjælpe vores studerende til at genkende hans egenskaber og karaktertræk ved at stille spørgsmål som disse:

»Hvilke kristuslignende karaktertræk ser I i denne profets liv?«
»Hvornår er I blevet velsignet, fordi Jesus besidder denne egenskab?« Eller: »Hvordan har Frelseren vist dette karaktertræk til gavn for jer?«
»Hvad kan I gøre for at blive mere som Jesus Kristus og opnå denne guddommelige egenskab?« Eller »Hvad har I lært om jeres Fader i himlen og Jesus Kristus, som inspirerer jer til at handle i tro og følge dem?«

Og når de studerende kommer med svar som »bøn« eller »læse i skrifterne«, står vi os godt ved at hjælpe dem til at forbinde disse handlinger med vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved at stille spørgsmål som:

»Hvordan vil jeres bønner være anderledes, når I ved, hvem I taler til?«
»Hvordan vil I studere skrifterne på en måde, der vil hjælpe jer til at kende Frelseren bedre og blive mere som ham?

Denne type spørgsmål vil hjælpe vores studerende til at udvikle større kraft og kapacitet til at kende Frelseren og til at lære fra ham.

4. Bær det rene vidnesbyrd om Jesus Kristus

Den fjerde ting, vi kan gøre, er at bære det rene vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Vi skal tale om ham oftere, stærkere og med større ærbødighed, beundring og taknemmelighed. Vi skal bære vores eget vidnesbyrd, og vi skal finde gode måder at opfordre vores studerende til at dele deres vidnesbyrd med hinanden på. I en nylig klassesamtale om bøn opfordrede en underviser de studerende til at tænke over, hvad Herrens opfordring til at bede og hans løfte om at svare lærer os om vor himmelske Faders natur. De blev derefter bedt om at tænke over Frelserens egenskaber, og at vor Fader giver os mulighed for at bede i Frelserens navn. Med disse enkle spørgsmål endte en lektion om bøn med at blive muligheden for, at de studerende kunne bære vidnesbyrd om den kraft og kærlighed, som vor Fader i himlen og hans Søn, Jesus Kristus, er i besiddelse af. De studerende gik derfra med en større påskønnelse af deres forhold til Guddommen og af den utrolige velsignelse, vi har fået ved at kunne bede i Jesu Kristi navn, han som er vores talsmand hos Faderen.

En anden væsentlig måde at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus på er ved at give mulighed for, at både fordums og nutidige profeters vidnesbyrd bliver hørt i vores klasselokaler. Apostlen Peter sagde, at vi er »udvalgt af Gud til at være vidner … Han »befalede [os] at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har [udvalgt] … Om ham vidner alle profeterne.«¹⁶

Af nyere dato kom ældste Robert D. Hales med en udtalelse, der har fået mig til at grunde en del. Han sagde: »Vi ser, hører, læser, studerer og fortæller om profeternes ord for at blive advaret og beskyttet. Fx blev ›Familien: En proklamation til verden‹ udsendt, længe før vi oplevede de udfordringer, familien nu står overfor.« Derefter tilføjede han denne tanke: »›Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd‹ blev udarbejdet forud for det tidspunkt, hvor vi vil få mest brug for den.«¹⁷

Jeg er ikke ude på se dystert eller sort på det hele, men det er blevet tydeligt, hvorfor vi fik proklamationen, før de stærke vinde blæste hen over de traditionelle familier. Og at høre en profet sige, at erklæringen »Den levende Kristus« blev givet »forud for det tidspunkt, hvor vi vil få mest brug for den«, får mig til at tænke, at yderligere vinde vil blæse og slå løs på vores studerendes og vores børns tro.

I »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd« står der: : »[Vi] bærer … vores vidnesbyrd om, at han virkelig levede et enestående liv, og at hans store sonoffer rummer uendelig kraft … Han var Det Gamle Testamentes store Jahve og Det Nye Testamentes Messias … Han vandrede ad Palæstinas veje, hvor han helbredte de syge, gjorde de blinde seende og opvakte de døde. Han forkyndte evighedens sandheder … Han gav sit liv for at sone for hele menneskehedens synder … Han opstod fra graven som ›førstegrøden af dem, der er sovet hen‹ … Han og hans Fader [viste] sig for drengen Joseph Smith og indvarslede den lovede ›tidernes fylde‹ … Vi bærer vidnesbyrd om, at han en dag vil vende tilbage til jorden … [og] herske som Kongernes Konge og regere som Herrernes Herre … Jesus er den levende Kristus, Guds udødelige Søn. Han er den store kong Immanuel, som i dag står ved sin Faders højre hånd. Han er verdens lys og liv og håb … Vi takker Gud for den enestående gave, som han gav os i form af sin guddommelige Søn.«¹⁸

Dette vidnesbyrd om Guds profeter blev givet, før den tid vores studerende og vores børn vil få mest brug for det. Vi må hjælpe dem til at indpode dette vidnesbyrd dybt i deres hjerte og sind. Vi kan ikke gøre noget, der vil velsigne vores studerende mere, end at hjælpe dem til at lære Jesus Kristus at kende. Vi må hjælpe dem til at elske ham, følge ham og bevidst stræbe efter at blive som ham. Jeg tilslutter mig ydmygt Guds profeters vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, Guds Søn og verdens Frelser.

I Jesu Kristi hellige navn. Amen.