Afsnit 124
Åbenbaring givet til profeten Joseph Smith i Nauvoo, Illinois, den 19. januar 1841. På grund af tiltagende forfølgelser og ulovlige retsskridt mod dem fra embedsmændenes side var de hellige blevet tvunget til at forlade Missouri. Udryddelsesordren, som var blevet udstedt af Missouris guvernør Lilburn W. Boggs, dateret den 27. oktober 1838, gav dem ingen anden mulighed. I 1841, da denne åbenbaring blev givet, havde de hellige bygget byen Nauvoo, hvor landsbyen Commerce, Illinois, tidligere havde ligget, og her var kirkens hovedsæde blevet etableret.
1-14: Joseph Smith får befaling om at udstede en højtidelig proklamation om evangeliet til USA’s præsident, guvernørerne og herskerne over alle nationer. 15-21: Hyrum Smith, David Patten, Joseph Smith sen. og andre af de levende og de døde bliver velsignet for deres retskaffenhed og dyder. 22-28: De hellige får befaling om at bygge både et hus til indlogering af fremmede og et tempel i Nauvoo. 29-36: Dåb for afdøde skal udføres i templer. 37-44: Herrens folk bygger altid templer til udførelse af hellige ordinancer. 45-55: De hellige bliver fritaget for at bygge templet i Jackson County, fordi de bliver undertrykt af deres fjender. 56-83: Der gives anvisninger på, hvordan Nauvoo House skal bygges. 84-96: Hyrum Smith bliver kaldet til at være patriark, til at modtage nøglerne og til at overtage Oliver Cowderys plads. 97-122: William Law og andre bliver rådgivet med hensyn til deres arbejde. 123-145: Overordnede og lokale embedsmænd bliver nævnt tillige med deres pligter og tilhørsforhold til deres kvorummer.
1 Sandelig, så siger Herren til dig, min tjener Joseph Smith: Jeg er meget tilfreds med det offer og de bekendelser, som du har foretaget, for med dette sigte har jeg ladet dig fremstå, så jeg kunne vise min visdom gennem de svage på jorden.
2 Dine bønner er antagelige for mig, og som svar på dem siger jeg dig, at du nu er kaldet til straks at udstede en højtidelig proklamation om mit evangelium og om denne stav, som jeg har sat som hjørnesten i Zion, og som skal poleres, så den får den forfinelse, der ligner den, man finder i et palads.
3 Denne proklamation skal udstedes til alle konger i verden, til dens fire hjørner, til den ærværdige, valgte præsident og de højsindede guvernører i den nation, hvori du bor, og til alle jordens nationer, der er spredt vidt omkring.
4 Lad den blive skrevet i en sagtmodig ånd og ved kraften fra Helligånden, som skal være i dig på det tidspunkt, hvor du skriver den;
5 for det skal blive givet dig ved Helligånden at kende min vilje angående disse konger og myndigheder, endog hvad der skal ske dem i fremtiden.
6 For se, jeg står i begreb med at opfordre dem til at give agt på Zions lys og herlighed, for den fastsatte tid til at begunstige hende er kommet.
7 Opfordr dem derfor med højlydt proklamering og med dit vidnesbyrd uden at frygte dem, for de er som græs, og al deres herlighed er som dets blomster, som snart falder, så de også må være uden undskyldning,
8 og så jeg kan hjemsøge dem på hjemsøgelsens dag, da jeg skal fjerne sløret fra mit ansigt, for at tildele undertrykkeren sin del blandt hyklerne, hvor der er tænderskæren, hvis de forkaster mine tjenere og mit vidnesbyrd, som jeg har åbenbaret for dem.
9 Og videre, jeg vil påvirke og blødgøre deres hjerte, mange af dem til gavn for jer, så I må finde nåde for deres øjne, så de må komme til sandhedens lys og ikke-jøderne til Zions ophøjelse og opløftelse.
10 For min hjemsøgelses dag kommer hastigt, i den time, I ikke venter det. Og hvor skal der være sikkerhed for mit folk og tilflugt for dem, der lades tilbage af dem?
11 Vågn op, o jordens konger! Kom I, o, kom I med jeres guld og jeres sølv til hjælp for mit folk, til Zions døtres hus.
12 Og videre, sandelig siger jeg dig: Lad min tjener Robert B. Thompson hjælpe dig med at skrive denne proklamation, for jeg er meget tilfreds med ham, og med at han skal være hos dig;
13 lad ham derfor give agt på dit råd, så vil jeg velsigne ham med en mangfoldighed af velsignelser; lad ham være trofast og tro i alt fra nu af, så skal han være stor i mine øjne;
14 men lad ham huske på, at hans forvaltning vil jeg kræve af hans hænder.
15 Og videre, sandelig siger jeg dig: Velsignet er min tjener Hyrum Smith, for jeg, Herren, elsker ham på grund af hans hjertes retskaffenhed, og fordi han elsker det, der er ret i mine øjne, siger Herren.
16 Videre, lad min tjener John C. Bennett hjælpe dig i dit arbejde med at sende mit ord til jordens konger og folk og bistå dig, nemlig dig min tjener Joseph Smith, i trængslens time, så skal hans belønning ikke udeblive, hvis han tager imod råd.
17 Og takket være sin kærlighed skal han blive stor, for han skal være min, hvis han gør dette, siger Herren. Jeg har set de gerninger, som han har gjort, og som jeg antager, hvis han fortsætter, og vil krone ham med velsignelser og stor herlighed.
18 Og videre, jeg siger dig, at det er min vilje, at min tjener Lyman Wight skal vedblive med at prædike for Zion i en sagtmodig ånd og bekende mig over for verden, så vil jeg bære ham som på ørnevinger, og han skal avle herlighed og ære for sig selv og for mit navn,
19 så jeg, når han afslutter sin gerning, må tage ham til mig, ligesom jeg gjorde med min tjener David Patten, som er hos mig på dette tidspunkt, og også med min tjener Edward Partridge og ligeså min alderstegne tjener Joseph Smith sen., som sidder hos Abraham ved hans højre hånd, og velsignet og hellig er han, for han er min.
20 Og videre, sandelig siger jeg dig: Min tjener George Miller er uden svig; ham kan man sætte sin lid til på grund af hans hjertes retskaffenhed; og på grund af den kærlighed, som han nærer til mit vidnesbyrd, elsker jeg, Herren, ham.
21 Jeg siger derfor dig: Jeg besegler på hans hoved embedet som biskop, ligesom min tjener Edward Partridge, så han kan modtage det, der helliges af mit hus, så han kan dele velsignelser ud på hovedet på de fattige blandt mit folk, siger Herren. Lad ingen foragte min tjener George, for han skal ære mig.
22 Lad min tjener George og min tjener Lyman og min tjener John Snider og andre bygge et hus til mit navn, et sådant som min tjener Joseph skal vise dem, på det sted han også skal vise dem.
23 Og det skal være et hus, hvor man kan indlogere sig, et hus, som fremmede kan komme til langvejs fra for at få logi; lad det derfor være et godt hus, al antagelse værd, så den trætte vejfarende kan finde sundhed og sikkerhed, mens han grunder over Herrens ord og den hjørnesten, som jeg har udpeget for Zion.
24 Dette hus skal være en sund bolig, hvis det bliver bygget til mit navn, og hvis den vært, som skal udpeges for det, ikke lader noget urent komme derind. Det skal være helligt, ellers vil Herren jeres Gud ikke bo deri.
25 Og videre, sandelig siger jeg dig: Lad alle mine hellige komme langvejs fra.
26 Og send I rappe sendebud af sted, ja, udvalgte sendebud, og sig til dem: Kom I med alt jeres guld og jeres sølv og jeres ædelstene og med alle jeres antikviteter og sammen med alle, der har kendskab til antikviteter, de, som vil komme, kan komme, og medbring buksbomtræ og grantræ og fyrretræ sammen med alle jordens kostbare træsorter,
27 og med jern, med kobber og med bronze og med zink og med alle jeres kostbare ting fra jorden; og byg et hus til mit navn, som den Højeste kan bo i.
28 For der findes ikke et sted på jorden, som han kan komme til og på ny gengive det, der har været tabt for jer, eller som han har taget bort, nemlig præstedømmets fylde.
29 For en døbefont er der ikke på jorden, så de, mine hellige, kan blive døbt for dem, der er døde –
30 for denne ordinance hører til mit hus og kan ikke være antagelig for mig undtagen i jeres fattigdoms dage, hvor I ikke er i stand til at bygge et hus til mig.
31 Men jeg befaler jer, alle I mine hellige, at bygge et hus til mig; og jeg tilsteder jer tilstrækkelig tid til at bygge et hus til mig; og i dette tidsrum skal jeres dåbshandlinger være antagelige for mig.
32 Men se, når den tilstedte tid er gået, skal jeres dåbshandlinger for jeres døde ikke være antagelige for mig, og hvis I ikke gør dette, når den tilstedte tid er gået, skal I blive forkastet som kirke tillige med jeres døde, siger Herren jeres Gud.
33 For sandelig siger jeg jer, at efter at I har haft tilstrækkelig tid til at bygge et hus til mig, hvori ordinancen dåb for de døde hører til, og hvortil den blev henlagt før verdens grundlæggelse, kan jeres dåbshandlinger for jeres døde ikke være antagelige for mig.
34 For deri bliver nøglerne til det hellige præstedømme overdraget, så I kan få ære og herlighed.
35 Og efter dette tidsrum er jeres dåbshandlinger for de døde, udført af dem, der er spredt ude omkring, ikke antagelige for mig, siger Herren.
36 For det er blevet fastsat, at i Zion og i hendes stave og i Jerusalem, de steder, som jeg har udpeget til tilflugt, skal stederne for jeres dåbshandlinger for jeres døde være.
37 Og videre, sandelig siger jeg jer: Hvordan skal jeres tvætninger kunne være antagelige for mig, medmindre I udfører dem i et hus, som I har bygget til mit navn.
38 For af denne årsag befalede jeg Moses, at han skulle bygge en bolig, at de skulle bringe den med sig i ørkenen, og at bygge et hus i det forjættede land, så disse ordinancer, som havde været skjult fra før verden blev til, kunne blive åbenbaret.
39 Derfor, sandelig siger jeg jer, at jeres salvelser og jeres tvætninger og jeres dåbshandlinger for de døde og jeres højtidelige forsamlinger og jeres minderitualer for jeres ofre ved Levis sønner og for jeres orakler på jeres helligste steder, gennem hvilke I modtager budskaber, og jeres lovbud og retsregler, som skal tjene til påbegyndelse af åbenbaringerne om og grundlæggelsen af Zion og til herlighed, ære og begavelse for alle hendes indbyggere, er indstiftet ved den ordinance, der hører til mit hellige hus, som mit folk altid er blevet befalet at bygge til mit hellige navn.
40 Og sandelig siger jeg jer: Lad dette hus blive bygget til mit navn, så jeg deri kan åbenbare mine ordinancer for mit folk.
41 For jeg anser det for hensigtsmæssigt at åbenbare min kirke det, som har været skjult fra før verdens grundlæggelse, det, som vedrører tidernes fyldes uddeling.
42 Og jeg vil vise min tjener Joseph alt det, som vedrører dette hus og dets præstedømme og det sted, hvorpå det skal bygges.
43 Og I skal bygge det på det sted, hvor I har tænkt på at bygge det, for det er det sted, som jeg har udvalgt til, at I skal bygge det på.
44 Hvis I arbejder af al jeres styrke, vil jeg hellige det sted, så det bliver gjort helligt.
45 Og hvis mit folk vil give agt på min røst og på mine tjeneres røst, hvem jeg har udpeget til at lede mit folk, se, sandelig siger jeg jer, så skal de ikke blive flyttet fra deres sted.
46 Men hvis de ikke vil give agt på min røst eller på disse mænds røst, hvem jeg har udpeget, da skal de ikke blive velsignet, for de besmitter mine hellige jordlodder og mine hellige ordinancer og vedtægter og mine hellige ord, som jeg giver dem.
47 Og det skal ske, at hvis I bygger et hus til mit navn og derpå ikke gør det, som jeg siger, vil jeg ikke fuldbyrde den ed, som jeg aflægger til jer, ej heller opfylde de løfter, som I forventer af mine hænder, siger Herren.
48 For i stedet for velsignelser bringer I ved jeres egne gerninger forbandelser, vrede, harme og straffedomme over hovedet på jer selv ved jeres dårskab og ved alle jeres vederstyggeligheder, som I øver for øjnene af mig, siger Herren.
49 Sandelig, sandelig siger jeg jer, at når jeg giver nogen af menneskesønnerne en befaling om at gøre en gerning til mit navn, og disse menneskesønner så af al kraft og med alt, hvad de har, går i gang med at udføre denne gerning og ikke ophører med at være flittige, og deres fjender kommer over dem og hindrer dem i at udføre denne gerning, se, da er det min vilje, at jeg ikke mere kræver denne gerning af disse menneskesønners hænder, men at jeg antager deres ofre.
50 Og for den ugudelighed og overtrædelse af mine hellige love og befalinger vil jeg hjemsøge dem, som forhindrede min gerning, indtil tredje og fjerde slægtled, så længe de hader mig og ikke omvender sig, siger Gud Herren.
51 Af denne årsag har jeg derfor antaget ofrene fra dem, som jeg befalede at opbygge en by og et hus til mit navn i Jackson County, Missouri, og som blev forhindret af deres fjender, siger Herren jeres Gud.
52 Og jeg vil gengælde dem med straffedom, vrede og harme, jammer og kval og tænderskæren indtil tredje og fjerde slægtled, så længe de hader mig og ikke omvender sig, siger Herren jeres Gud.
53 Og dette lader jeg tjene som et eksempel for jer til jeres trøst med hensyn til alle dem, som er blevet befalet at gøre en gerning og er blevet forhindret ved deres fjenders hænder og ved undertrykkelse, siger Herren jeres Gud.
54 For jeg er Herren jeres Gud, og jeg vil frelse alle dem af jeres brødre, som har været rene af hjertet og er blevet slået ihjel i Missouris land, siger Herren.
55 Og videre, sandelig siger jeg jer: Jeg befaler jer igen at bygge et hus til mit navn, ja, på dette sted, så I kan bevise over for mig, at I er trofaste i alt, hvad jeg end befaler jer, så jeg kan velsigne jer og krone jer med ære, udødelighed og evigt liv.
56 Og nu siger jeg jer med hensyn til det hotel, som jeg har befalet jer at bygge til indlogering af fremmede: Lad det blive bygget til mit navn, og lad det blive benævnt ved mit navn, og lad min tjener Joseph og hans hus få plads deri fra slægtled til slægtled.
57 For denne salvelse har jeg lagt på hans hoved, at hans velsignelse også skal blive lagt på hovedet af hans efterslægt efter ham.
58 Og som jeg sagde til Abraham angående jordens slægter, således siger jeg også til min tjener Joseph: I dig og i dine efterkommere skal jordens slægter blive velsignet.
59 Lad derfor min tjener Joseph og hans efterkommere efter ham få plads i det hus fra slægtled til slægtled for evigt og altid, siger Herren.
60 Og lad navnet på dette hus være Nauvoo House; og lad det være en behagelig bolig for mennesket og et hvilested for den trætte vejfarende, så han kan grunde over Zions herlighed og herligheden af denne, dets hjørnesten,
61 så han også må modtage råd af dem, som jeg har sat til at være som navnkundige planter og som udkigsposter på hendes mure.
62 Se, sandelig siger jeg jer: Lad min tjener George Miller og min tjener Lyman Wight og min tjener John Snider og min tjener Peter Haws organisere sig og udpege en blandt sig til at være præsident over deres kvorum med det formål at bygge dette hus.
63 Og de skal udfærdige et sæt vedtægter, efter hvilke de kan modtage kapital til at bygge dette hus for.
64 Og de skal ikke modtage mindre end halvtreds dollar for en anpart i dette hus, og de skal have lov til at modtage femten tusind dollar fra en enkeltperson for en anpart i dette hus.
65 Men de skal ikke have lov til at modtage mere end femten tusind dollar i kapital fra en enkeltperson.
66 Og de skal heller ikke have lov til at modtage under halvtreds dollar fra en enkeltperson for en anpart i dette hus.
67 Og de skal ikke have lov til at modtage nogen som anpartshaver i dette hus, medmindre vedkommende lægger sin kapital i deres hænder, samtidig med at han modtager sin anpart.
68 Og i forhold til størrelsen af den kapital, han lægger i deres hænder, skal han modtage en anpart i dette hus, men hvis han intet betaler i deres hænder, skal han ikke modtage nogen anpart i dette hus.
69 Og hvis nogen lægger kapital i deres hænder, skal det være til en anpart i dette hus, for sig selv og for sin slægt efter sig fra slægtled til slægtled, så længe han og hans arvinger beholder denne anpart og ikke sælger eller lader anparten glide sig af hænde af egen fri vilje og agt, hvis I vil gøre min vilje, siger Herren jeres Gud.
70 Og videre, sandelig siger jeg jer: Hvis min tjener George Miller og min tjener Lyman Wight og min tjener John Snider og min tjener Peter Haws tager imod nogen kapital i deres hænder, i penge eller i ejendom, som de modtager til den reelle pengeværdi, skal de ikke udtage nogen del af denne kapital til noget andet formål end til dette hus.
71 Og hvis de uden anpartshaverens samtykke udtager nogen del af denne kapital til noget andet end til dette hus og ikke firefold betaler den kapital tilbage, som de udtager til noget andet end til dette hus, skal de være forbandet og skal fjernes fra deres sted, siger Gud Herren; for jeg, Herren, er Gud og lader mig ikke spotte med hensyn til noget af dette.
72 Sandelig siger jeg jer: Lad min tjener Joseph lægge kapital i deres hænder til opførelsen af dette hus, som det synes ham bedst; men min tjener Joseph kan ikke indskyde over femten tusind dollar i kapital til dette hus, ej heller under halvtreds dollar, ej heller kan nogen anden, siger Herren.
73 Der er også andre, som ønsker at kende min vilje angående sig, for de har bedt mig om at få den fra min hånd.
74 Derfor siger jeg jer angående min tjener Vinson Knight: Hvis han vil gøre min vilje, så lad ham indskyde kapital i dette hus, for sig selv og for sin slægt efter sig fra slægtled til slægtled.
75 Og lad ham opløfte sin røst længe og højt midt iblandt folket for at tale de fattiges og trængendes sag; og lad det ikke mislykkes for ham, lad ham ej heller tabe modet, så vil jeg antage hans ofre, for de skal ikke være for mig som Kains ofre, for han skal være min, siger Herren.
76 Lad hans familie fryde sig og vende deres hjerte fra trængsler; for jeg har udvalgt ham og salvet ham, og han skal æres midt i sit hus, for jeg vil tilgive ham alle hans synder, siger Herren. Amen.
77 Sandelig siger jeg jer: Lad min tjener Hyrum indskyde kapital i dette hus, sådan som det synes ham bedst, for sig selv og sin slægt efter sig fra slægtled til slægtled.
78 Lad min tjener Isaac Galland indskyde kapital i dette hus, for jeg, Herren, elsker ham for den gerning, som han har gjort, og vil tilgive ham for alle hans synder; lad ham derfor blive erindret for en andel i dette hus fra slægtled til slægtled.
79 Lad min tjener Isaac Galland blive udpeget blandt jer og blive ordineret af min tjener William Marks og blive velsignet af ham til at tage af sted sammen med min tjener Hyrum for at udføre den gerning, som min tjener Joseph vil udpege for dem, så skal de blive meget velsignet.
80 Lad min tjener William Marks indskyde kapital i dette hus, sådan som det synes ham bedst, for sig selv og sin slægt fra slægtled til slægtled.
81 Lad min tjener Henry G. Sherwood indskyde kapital i dette hus, sådan som det synes ham bedst, for sig selv og sine efterkommere efter sig fra slægtled til slægtled.
82 Lad min tjener William Law indskyde kapital i dette hus, for sig selv og sine efterkommere efter sig fra slægtled til slægtled.
83 Hvis han vil gøre min vilje, så lad ham ikke bringe sin familie til de østlige lande, ja, til Kirtland; dog vil jeg, Herren, opbygge Kirtland, men jeg, Herren, har en svøbe beredt for indbyggerne deri.
84 Og hos min tjener Almon Babbitt er der mange forhold, som jeg ikke har behag i; se, han stræber efter at stadfæste sit eget råd i stedet for det råd, som jeg har givet, nemlig det fra min kirkes præsidentskab; og han opstiller en guldkalv, som mit folk kan tilbede.
85 Lad ingen, som er kommet hertil for at bestræbe sig på at holde mine befalinger, drage bort fra dette sted.
86 Hvis de lever her, så lad dem leve i mig, og hvis de dør, så lad dem dø i mig; for de skal hvile fra alt deres arbejde her og skal fortsætte deres gerninger.
87 Lad derfor min tjener William sætte sin lid til mig og høre op med at frygte for sin familie på grund af den sygdom, der er i området. Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger; og så skal den sygdom, der er i området, vende sig til jeres ære.
88 Lad min tjener William drage ud og forkynde mit evigtvarende evangelium med høj røst og med stor glæde, sådan som han bliver tilskyndet til af min Ånd, for indbyggerne i Warsaw, og også for indbyggerne i Carthage og også for indbyggerne i Burlington og også for indbyggerne i Madison, og tålmodigt og flittigt vente på yderligere vejledning ved min generalkonference, siger Herren.
89 Hvis han vil gøre min vilje, så lad ham fra nu af give agt på min tjener Josephs råd og med sine ressourcer støtte de fattiges sag og udgive den nye oversættelse af mit hellige ord til jordens indbyggere.
90 Og hvis han vil gøre dette, vil jeg velsigne ham med en mangfoldighed af velsignelser, så han ikke skal blive svigtet, og så man ikke skal se hans efterkommere tigge om brød.
91 Og videre, sandelig siger jeg jer: Lad min tjener William blive udpeget, ordineret og salvet til rådgiver for min tjener Joseph i stedet for min tjener Hyrum, så min tjener Hyrum kan overtage det præstedømme- og patriarkembede, som blev givet ham af hans far ved velsignelse og også ved ret,
92 så han fra nu af skal besidde nøglerne til de patriarkalske velsignelser på hovedet af hele mit folk,
93 så hver den, han velsigner, skal være velsignet, og hver den, han forbander, skal være forbandet; så alt hvad han binder på jorden, skal være bundet i himlen, og alt hvad han løser på jorden, skal være løst i himlen.
94 Og fra dette tidspunkt af giver jeg ham, at han kan være profet og seer og åbenbarer for min kirke ligesom min tjener Joseph,
95 så han også kan handle i forening med min tjener Joseph, og at han skal modtage råd af min tjener Joseph, som skal vise ham de nøgler, hvormed han kan bede og få og blive kronet med den samme velsignelse og herlighed og ære og præstedømme og præstedømmets gaver, som engang blev lagt på ham, der var min tjener Oliver Cowdery,
96 så min tjener Hyrum kan aflægge vidnesbyrd om det, som jeg vil vise ham, så hans navn må holdes i ærefuld erindring fra slægtled til slægtled for evigt og altid.
97 Lad også min tjener William Law modtage de nøgler, hvormed han kan bede og få velsignelser; lad ham være ydmyg over for mig og være uden svig, så skal han få af min Ånd, ja, Talsmanden, som skal tilkendegive sandheden om alt for ham og skal give ham i selv samme stund, hvad han skal sige.
98 Og disse tegn skal følge ham: Han skal helbrede de syge, han skal uddrive djævle og blive udfriet fra dem, som vil give ham dødbringende gift,
99 og han skal blive ledt på stier, hvor den giftige slange ikke kan få fat i hans hæl, og i sine tankers fantasi skal han stige op som på ørnevinger.
100 Og såfremt jeg vil, at han skal oprejse de døde, lad ham da ikke holde sin røst tilbage.
101 Lad derfor min tjener William råbe højt og ikke holde sig tilbage, med fryd og glædesudbrud og med hosiannaråb til ham, som sidder på tronen for evigt og altid, siger Herren jeres Gud.
102 Se, jeg siger jer: Jeg har en mission i beredskab til min tjener William og min tjener Hyrum og til dem alene; og lad min tjener Joseph blive hjemme, for der er brug for ham. Resten vil jeg vise jer siden hen. Således er det. Amen.
103 Og videre, sandelig siger jeg jer: Hvis min tjener Sidney vil tjene mig og være rådgiver for min tjener Joseph, så lad ham rejse sig og komme frem og stå i det embede, der er hans kald, og ydmyge sig over for mig.
104 Og hvis han vil bringe mig et antageligt offer og bekendelser og forblive hos mit folk, se, da vil jeg, Herren jeres Gud, helbrede ham, så han skal være helbredt; og han skal igen opløfte sin røst på bjergene og være talsmand for mit ansigt.
105 Lad ham komme og bosætte sig med sin familie i det nabolag, hvori min tjener Joseph bor.
106 Og lad ham på alle sine rejser opløfte sin røst som med lyden af en basun og formane jordens indbyggere til at flygte fra den kommende vrede.
107 Lad ham bistå min tjener Joseph, og lad også min tjener William Law bistå min tjener Joseph med at udstede en højtidelig proklamation til jordens konger, sådan som jeg før har sagt jer.
108 Hvis min tjener Sidney vil gøre min vilje, så lad ham ikke flytte sin familie til de østlige lande, men lad ham ændre deres bopæl, sådan som jeg har sagt.
109 Se, det er ikke min vilje, at han skal forsøge at finde sikkerhed og tilflugt uden for den by, som jeg har udpeget for jer, nemlig byen Nauvoo.
110 Sandelig siger jeg jer: Selv nu skal det, hvis han vil give agt på min røst, gå ham vel. Således er det. Amen.
111 Og videre, sandelig siger jeg jer: Lad min tjener Amos Davies lægge kapital i hænderne på dem, som jeg har udpeget til at bygge et hus til indlogering, nemlig Nauvoo House.
112 Lad ham gøre dette, hvis han vil have en andel, og lad ham give agt på min tjener Josephs råd og arbejde med sine egne hænder, så han kan vinde menneskenes tillid.
113 Og når han viser, at han er trofast i alt det, der bliver betroet ham at tage sig af, ja, bare lidt, skal han blive gjort til hersker over meget.
114 Lad ham derfor ydmyge sig, så han kan blive ophøjet. Således er det. Amen.
115 Og videre, sandelig siger jeg jer: Hvis min tjener Robert D. Foster vil adlyde min røst, så lad ham bygge et hus til min tjener Joseph i overensstemmelse med den kontrakt, som han har indgået med ham, sådan som døren åbner sig for ham fra tid til anden.
116 Og lad ham omvende sig fra al sin dårskab og iklæde sig næstekærlighed og ophøre med at gøre ondt samt aflægge alle sine hårde ord,
117 og også lægge kapital i hænderne på kvorummet for Nauvoo House, for sig selv og for sin slægt efter sig fra slægtled til slægtled;
118 og give agt på rådet fra mine tjenere Joseph og Hyrum og William Law og til de autoriteter, som jeg har kaldet til at lægge grundvolden til Zion, så skal det gå ham vel for evigt og altid. Således er det. Amen.
119 Og videre, sandelig siger jeg jer: Lad ingen indbetale kapital til kvorummet for Nauvoo House, medmindre han tror på Mormons Bog og de åbenbaringer, jeg har givet jer, siger Herren jeres Gud,
120 for hvad der er mere eller mindre end dette, kommer af det onde og skal ledsages af forbandelser og ikke velsignelser, siger Herren jeres Gud. Således er det. Amen.
121 Og videre, sandelig siger jeg jer: Lad kvorummet for Nauvoo House få en retfærdig godtgørelse i form af løn for alt det arbejde, som de gør i forbindelse med at bygge Nauvoo House; og lad deres løn være, som de indbyrdes bliver enige om, hvad angår dens værdi.
122 Og lad enhver, som indskyder kapital, om nødvendigt bære sin andel af deres løn til deres underhold, siger Herren, ellers skal deres arbejde tilregnes dem som en anpart i dette hus. Således er det. Amen.
123 Sandelig siger jeg jer: Jeg giver jer nu de embedsmænd, som hører til mit præstedømme, så I kan besidde nøglerne dertil, nemlig det præstedømme, som er efter Melkisedeks orden, hvilket er efter min enbårne Søns orden.
124 For det første giver jeg jer Hyrum Smith som patriark for jer og som den, der besidder min kirkes beseglende velsignelser, nemlig forjættelsens hellige Ånd, hvormed I er blevet beseglet til forløsningens dag, så I ikke skal falde, på trods af fristelsens stund, som kan komme over jer.
125 Jeg giver jer min tjener Joseph som præsiderende ældste over hele min kirke og som oversætter, åbenbarer, seer og profet.
126 Jeg giver ham som rådgivere min tjener Sidney Rigdon og min tjener William Law, så disse kan udgøre et kvorum og et første præsidentskab, der kan modtage oraklerne for hele kirken.
127 Jeg giver jer min tjener Brigham Young som præsident for de tolvs omrejsende råd,
128 hvilke tolv besidder nøglerne til at kunne åbne myndigheden over mit rige i verdens fire hjørner og derefter at sende mit ord til hver skabning.
129 De er Heber C. Kimball, Parley P. Pratt, Orson Pratt, Orson Hyde, William Smith, John Taylor, John E. Page, Wilford Woodruff, Willard Richards, George A. Smith;
130 David Patten har jeg taget til mig; se, hans præstedømme tager ingen fra ham; men sandelig siger jeg jer: En anden kan blive udpeget til det samme kald.
131 Og videre siger jeg jer: Jeg giver jer et højråd for Zions hjørnesten.
132 Nemlig, Samuel Bent, Henry G. Sherwood, George W. Harris, Charles C. Rich, Thomas Grover, Newel Knight, David Dort, Dunbar Wilson – Seymour Brunson har jeg taget til mig, ingen tager hans præstedømme, men en anden kan blive udpeget til det samme præstedømme i hans sted, og sandelig siger jeg jer, lad min tjener Aaron Johnson blive ordineret til dette kald i hans sted – David Fullmer, Alpheus Cutler, William Huntington.
133 Og videre giver jeg jer Don C. Smith som præsident over et kvorum af højpræster,
134 hvilken ordination er blevet indstiftet med det formål at kvalificere dem, som skal udpeges til stående præsidenter eller tjenere for forskellige stave, der ligger spredt rundt omkring.
135 Og de kan også rejse, hvis de vælger det, men snarere bliver de ordineret til stående præsidenter; dette er den opgave, der er deres kald, siger Herren jeres Gud.
136 Jeg giver ham Amasa Lyman og Noah Packard som rådgivere, så de kan præsidere over højpræsternes kvorum i min kirke, siger Herren.
137 Og videre siger jeg jer: Jeg giver jer John A. Hicks, Samuel Williams og Jesse Baker, hvilket præstedømme er at præsidere over ældsternes kvorum, hvilket kvorum er indstiftet for de stående tjenere; dog kan de rejse, skønt de er ordineret til at være stående tjenere for min kirke, siger Herren.
138 Og videre giver jeg jer Joseph Young, Josiah Butterfield, Daniel Miles, Henry Herriman, Zera Pulsipher, Levi Hancock og James Foster til at præsidere over kvorummet af halvfjerdsere,
139 hvilket kvorum er indstiftet for omrejsende ældster, som skal aflægge vidnesbyrd om mit navn over hele verden, hvor som helst det omrejsende højråd, mine apostle, sender dem hen for at berede en vej for mit ansigt.
140 Forskellen mellem dette kvorum og ældsternes kvorum er, at det ene skal rejse bestandigt, og det andet skal præsidere over menighederne fra tid til anden; det ene har ansvaret for at præsidere fra tid til anden, og det andet har intet ansvar for at præsidere, siger Herren jeres Gud.
141 Og videre siger jeg jer: Jeg giver jer Vinson Knight, Samuel H. Smith og Shadrach Roundy, hvis han vil tage imod det, til at præsidere over biskoprådet – kundskab om nævnte biskopråd er givet jer i bogen Lære og Pagter.
142 Og videre siger jeg jer: Samuel Rolfe og hans rådgivere for præsterne, og præsidenten for lærerne og hans rådgivere og også præsidenten for diakonerne og hans rådgivere og også præsidenten for staven og hans rådgivere.
143 De ovennævnte embeder og nøglerne dertil har jeg givet jer til hjælp og til styring, til arbejdet i tjenestegerningen og fuldkommengørelsen af mine hellige.
144 Og den befaling giver jeg jer, at I skal udfylde alle disse embeder og godkende de navne, som jeg har nævnt, eller også forkaste dem ved min generalkonference,
145 og at I skal indrette værelser til alle disse embeder i mit hus, når I bygger det til mit navn, siger Herren jeres Gud. Således er det. Amen.